Adventistkirken
Den århusianske adventistkirke, der er beliggende på hjørnet af Fuglebakkevej og Vestre Ringgade, blev indviet den 30. januar 1971.
Den blev opført efter tegninger af arkitekt Helge Bull Nielsen, og den består af en forhal med garderobe, kirkesal samt krypt. Krypten indeholder en sal, rum til ungdoms - spejderaktiviteter samt socialt arbejde. Kirken er opført i røde sten med tag af tegl. I 1976 kunne kirken afsløre en glasmosaik af kunstneren Helle Scharling. Motivet er hentet fra lignelsen om sædemanden.
Århus Adventistkirke er en selvstændig del af den verdensomspændende organisation Syvende dags Adventistkirke, hvor man anser skriften -altså Bibelen - som det eneste legitime grundlag for troen, og hvor man anskuer Jesu genkomst som uløseligt forbundet med verdens undergang.
Den århusianske menighed blev grundlagt den 11. november 1896, og inden den nuværende kirke blev indviet benyttede man sig i en årrække af kirken på Nørre Alle 17.
Forfatter og ophav: Jesper Toft Hansen 2008
Litteratur og kilder
- Demokraten 29.1.1971.
- Demokraten 30.1.1971.
- Tilbuds-avisen 28.1.1976.
- T. Tobiasen, Adventistsamfundet, i: Danmarks Frikirker.