Dårekiste

Fra AarhusWiki
Version fra 5. okt. 2011, 07:52 af Mns (diskussion | bidrag) Mns (diskussion | bidrag) (Dårekiste beskyttet: Beskyttet af ophavsrettigheder ([edit=sysop] (på ubestemt tid) [move=sysop] (på ubestemt tid)))

Dårekisten er at betragte som forløberen for den moderne sindssygeanstalt. Med dårekisten tilstræbte man ingen behandling af de syge; der var alene tale om opbevaring i ofte ganske små lukafer, som de sindssyge ikke måtte forlade. I Århus fortælles om dårekister, der sammenlignes med kvægfolde og svinestier. Dårekisten var således belagt med et murstensgulv med et fald til en åbning, hvor urenhederne kunne flyde igennem. I døren fungerede en lille firkantet åbning som den eneste kilde til lys og luft. På gulvet var strøet halm, der blev skiftet hver 14. dag. Der fortælles om dårekister i Århus i det 17. og 18. årh. Disse var placeret ved det daværende hospital, den nuværende Vor Frue Kirke. Det var imidlertid ikke muligt at skaffe plads til alle sindssyge ved hospitalet, hvorfor der tillige blev indrettet private dårekister, hvor de syge kunne holdes indespærrede af deres familie eller andre, der af fattigkommisionen fik betaling for kost. Om end der med årene kunne spores en modernisering og forbedring af dårekisterne, var sagen den, at man betragtede sindssygedom som et moralsk onde, der skulle undertrykkes med tvang og straf. Den moderne opfattelse, hvor man anskuede sindsygedom som noget der lod sig behandle, var længe undervejs. Og først i 1852 fik Århus sin første Helbredelsesanstalt, forløberen for det moderne psykiatriske hospital, hvor man tilstræbte egenlig behandling af patienterne, mens dårekisten ved Århus Hospital blev nedlagt i 1862.


Forfatter og ophav: Jesper Toft Hansen 2008

Litteratur og kilder

  • Cornelia Petersen, Hospitaler og Sygepleje i Aarhus indtil 1856,i: Århus Stifts Årbøger 1939. Bestil materiale
  • Hoffmeyer, Blade af aarhus Bys Historie bd. 2. Bestil materiale
  • Fr. hallger, Jydske Asyl 1852 - 1902. Hübertz, Aktstykker vedkommende Staden og Stiftet Aarhus II. Bestil materiale