Aarhus Vejviser
Aarhus Vejviser er udgivet siden 1859 frem til 2007 - til sidst under navnet Den Grønne Vejviser (udgivet af Mostrups Forlag). Vejviseren indeholder dels et personregister over hovedpersoner på hver adresse samt et adresseregister. Senere kommer der også et fagregister til. Herudover har Vejviserne i de tidlige år indeholdet et realregister med grundoplysninger om foreninger, organisationer og virksomheder. Vejviserne har været til stor glæde for borgere i kommunen, erhvervslivet og de kommunale instanser. Vejvisernes historiske oplysninger er bl.a. meget anvendt af slægtsforskere og folk med interesse i ejendomshistorie.
Aarhus Vejviser har bortset fra nogle ganske få perioder været udgivet hvert år fra 1859 og frem. Begyndelsen var lidt ustabil, måske fordi informationerne var besværlige at indhente. Efter den første udgivelse i 1859 gik der 10 år før den næste vejviser blev udgivet i 1869, næste vejviser kom i 1871 og så igen i 1876. Herefter kom de kontinuert hvert år frem til og med 1949. Med årgang 1949 standsede den daværende udgiver, Jydsk Reklamebureau, udgivelsen, idet den økonomiske baggrund for at videreføre denne ikke skønnedes at være til stede. Annonceindtægterne var for begrænsede og det var for dyrt at indkøbe grundoplysningerne fra kommunen. Jydsk Reklamebureau udgav vejviseren fra 1946-1949.
I 1954 udkom Aarhus Vejviser atter, denne gang ved udgiver Fru Karen Busch, Aarhus, med støtte fra Aarhus Kommune og forstadskommunerne efter forudgående anbefaling fra Aarhus Håndværkerforening, Aarhus Handelstandsforening samt Fællesrepræsentationen af detailhandlere i Aarhus. Initiativet kom fra Aarhus Byråd, som i 1953 besluttede at yde støtte til en regelmæssig udgivelse af vejviser for Aarhus Kommune og forstadskommuner.
Den nævnte støtte bestod i, at udgiveren til brug for udarbejdelsen af vejviserens afsnit vedr. husregister og personregister vederlagsfrit fra kommunens EDB-central modtog det nødvendige grundmateriale.
Grundmaterialet bestod dels af fortegnelser over de i Aarhus Kommune og forstadskommunerne, efter 1970 Aarhus Kommune, boende hovedpersoner i adresseorden, dels fortegnelser over samtlige ejendomme i kommunerne med angivelse af hvert enkel ejendoms ejendomsværdi og grundværdig.
Leveringen af grundmaterialet fandt normalt sted i oktober måned forud for året, hvor udgivelsen finder sted. Det vil med andre ord sige, at oplysningerne i vejviseren er fra året før dennes udgivelse.
Udgivelsen af vejviseren er senere overgået til Mostrups forlag.