Valdemar Hvidt (1881-1963)

Fra AarhusWiki
Version fra 11. aug. 2018, 14:00 af Kurt L (diskussion | bidrag) Kurt L (diskussion | bidrag) (indsat foto)
Valdemar Hvidt ved indvielsen af Aarhus Amtssygehus i 1935

Valdemar Hvidt. Stiftamtmand.

Født 25.juni 1881 i København - Død 27.maj 1963 i Aarhus.

Hvidt var søn af højesteretsformand Edvard Hvidt (1850-1917 og hustru Elise Cathrine Franziska Rothe. Gift 1924 med Ellen Bille-Brahe, datter af baron Preben Bille-Brahe.

Blev uddannet cand.jur. i 1905. Efter en række forskellige ansættelser blev han kontorchef i Indenrigsministeriet i 1920, og i perioden 1920-1924 var han ligeledes af flere omgange konstitueret som stiftamtmand over Århus Stift og amtmand over Århus og Skanderborg amter.

Blev i 1926 officielt udnævnt som både stiftamtmand og amtmand. Han blev i embedet indtil 31.marts 1942, hvorefter han flyttede til Aarhus og alene fortsatte som stiftamtmand i den jyske hovedstad, da Aarhus og Skanderborg amter igen fik hver sin amtmand.

Forsatte som stiftamtmand for Aarhus Stift til 1951.

Var formand for Overlandvæsenskommissionen i Aarhus og Skanderborg Amtsrådskredse, formand for Egnsplansudvalget for Aarhus og omliggende Kommuner, formand for Byudviklingsudvalget for Aarhus-Egnen, og blev Æresmedlem af Aarhus Amts Sogneraadsforening.

I hans embedstid skete udbygning af vejvæsenet, og han medvirkede til at det nye amtssygehus i Aarhus (Tage-Hansens Gade) blev bygget.

Han blev tildelt Kommandør af 1. grad af Dannebrogsordenen og blev kammerherre.

Kilder og litteratur