Aarhus Bys Ærespris

Fra AarhusWiki

Æresprisen - også kaldet den uofficielle hæderspris - indstiftedes af en kreds af borgere, hvis navne kun kendtes af borgmester S. Unmack Larsen (1945-1958), og prisen skulle uddeles til en århusianer, som i årets løb havde gjort en uegennyttig indsats for byen.

Århus Bys Ærespris tilfaldt i 1947 formanden for Kunst- og Litteraturforeningen, overassistent H. Dupont-Nielsen, i 1948 kapelmester Thomas Jensen og museumsdirektør, professor Harald M. Thamdrup, i 1949 arkitekt C.F. Møller og musikpædagog og leder af Folkemusikskolen, Jette Tikjøb, i 1950 billedhuggeren Mogens Bøggild. I 1952 fandt borgmesteren ikke tilstrækkeligt værdige emner, og der fandt ingen uddeling sted. Afdelingsarkitekt Poul Lund og bankdirektør C.B. Andersen delte med 500 kr. til hver prisen i 1953; to år senere, i 1955, var det bloddonorernes førstekraft, fru Else Bjørnstjerne Bjørnson, som fik æresprisen overrakt af borgmester Unmack Larsen, og endelig ser det ud til, at prisen i 1971 gik til brygger Vagn Klæbel fra Bryggeriet Ceres.

Den tilgængelige viden om æresprisen er yderst sparsom. Muligvis er der flere end de nævnte, der har modtaget prisen, og noget tyder på, at bankdirektør Niels Jensen var den grå eminence bag initiativet. Supplerende oplysninger modtages gerne ved henvendelse til Lokalhistorisk Samling, Hovedbiblioteket i Århus.


Litteratur og kilder

  • Bl.a. Aarhuus Stiftstidende for 29. december 1950 og 31. december 1953