Søren Pedersen (1859-1912)

Fra AarhusWiki
Søren Pedersen

Søren Pedersen (1859-1912)

Tømrermester. - Født 4. feb. 1859 i Fuglsø, Vistoft sogn, Randers amt, død 1. juni 1912 i Århus. - Forældre: husmand og bødker Jørgen Pedersen og hustru Ane Marie Sørensen. - Gift med Petrine Marie Jensen, født 1858, død 13. dec. 1931 i Århus.

Medlem af byrådet 9. jan. 1900-31. marts 1909. Socialdemokratiet.

Søren Pedersen, der blev udlært som tømrer, kom som ganske ung til Århus, hvor han fra 1882 tog fast bopæl. Han kom straks ind i arbejdet i fagbevægelsen og var i årene 1893-96 formand for Hustømrernes Fagforening. Han etablerede sig som tømrermester. I 1898 blev han medlem af bestyrelsen for Damp-Save- og Høvleværket. I lighed med adskillige af byens håndværkere gjorde han en overgang tjeneste som brandmand ved Århus brandvæsen. P. var medlem af byrådet fra 9. jan. 1900 til 31. marts 1909. Han hørte til de byrådsmedlemmer, »der kun sjældent har taget ordet ved torsdagsmøderne«. Han var »udvalgenes mand« og deltog i arbejdet i en række udvalg især af teknisk karakter.  

Medlem af eller byens repræsentant i...

  • Brolægnings- og vejudvalget 1900-05.
  • Udvalget for bygninger og inventariesager 1900-09.
  • Brandkommissionen 1900-09.
  • Udvalget for vedligeholdelse af kommunens bygninger 1900-09.
  • Bygningskommissionen 1900-11.
  • Sundhedskommissionen 1901-05.
  • Kirkeinspektionen for Skt. Pauls sogn 1906-09.
  • Endvidere taksationsmand 1900-12.  

Litteratur og kilder

  • Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.
  • Ole Degn og Vagn Dybdahl: "Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd, 1838-1968"; Udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1968. Bestil materiale