Lars Christopher Theilgaard (1806-1876)

Fra AarhusWiki

Lars Christopher Theilgaard Snedkermester, møbelfabrikant, brandinspektør og Brandkaptajn. Han blev født d. maj. 1806 på Theilgård på Langeslund, Brovst sogn under Hjørring amt. Han døde d. 14. dec. 1876 i Aarhus.

Lars Christopher Theilgaard var søn af cand. theol. Hans Theilgaard og Marie Sophie Kindler.

Lars Christopher Theilgaard tog borgerskab d. 17. juni 1833 i Aarhus som snedkermester. Hans forretning var i Mindeport. Men i 1838 lå værkstedet på Frederiksgade og senere i 1842 i Mejlgade.

I 1854 slog han pjalterne sammen med købmand J. G. Lihme og købte dampfiner- og bræddeskæreri i Mejlgade. Hans eget snedkerfirma var på et tidspunkt byens største snedkervirksomhed. I 1868 havde han sammen med snedkermester Ørum snedkerarbejdet ved opførelsen af den nye toldbod.


Politik

Lars Christopher Theilgaard sad i Borgerrepræsentationen fra d. 22. jan. 1844 til d. 31. dec. 1849. I 1850 blev han valgt til valgmand til landstingsvalget.


I det offentlige liv

I Aarhus spillede han en væsentlig rolle og blev betragtet som en human, virksom og forstandig mand. I 1841 var han en del af Læseforeningens bestyrelse. Fra 1842 til 1844, og igen i 1847 til 1850 var han direktør for den borgerlige Skytteforening i Aarhus, og fra 1846 til 1876 sad han i bestyrelsen for Teknisk Skole. I 1848 blev han næstkommanderende for det borgerlige jægerkorps. Fra 1855 til 1862 var han medlem af Håndværkerforeningens bestyrelse. Det medførte at han i 1856 var delegeret til at tage til København omkring forhandlingerne af næringslovgivningen. I 1859 var han medlem af direktionen for Næringsstandsforeningen. I 1865 sad han som medlem af den konservative Augustforeningen. Samtidig var han fra ca. 1856 og til sin død chef for det borgerlige brandkorps. I 1857 blev han beskikket til brandinspektør for Aarhus købstad.


Privatliv

Lars Christopher Theilgaard blev gift d. 14. aug. 1838 med Anna Cathrine Lihme (født d. 17. okt. 1807 i Kastrup sogn under Præstø amt og døde d. 6. april 1882 i Aarhus). Hun var datter af skolelærer i Karup (senere sognepræst i Råbjerg og i Linå-Dallerup) Jens Faber Lihme og hustru Pouline Christine Bay.


Litteratur og Kilder

Borgere i byens råd. Medlemmer af Aarhus bys borgerrepræsentation og byråd, side 228-229