Jens Sejersbøll Pedersen Røgind (1793-1853)
Jens Sejersbøll Pedersen Røgind, født d. 10 feb. 1793 i Aarhus domsogn, døde d. 14. sep. 1853 i Aarhus. Han var skræddermester, værtshusholder, borgerkaptajn og yderligere sad han i borgerrepræsentationen fra d. 2. april 1838 til d. 31. dec. 1839.
Han var barn af skræddermester Peter Røgind og Johanne Andersdatter Schaltz. Jens Sejersbøll Pedersen Røgind blev d. 10. apr. 1824 gift med Anne Marie Helene Lemme (født d. 15. marts 1793 i Skanderborg, døde d.24. marts 1881 i Aarhus).
Jens Sejersbøll Pedersen Røgind tog borgerskab d. 7. aug. 1820 i Aarhus som Skræddermester. Han var god inde for sit fag, så i 1834 havde han tre læredrenge og fem svende tilknyttet sin forretning. Men d. 16. nov. 1846 ændrede han sit borgerskab til værtshusholder. Skrædderforretningen overdrog han til en tidligere ansat. Den eneste måde hvorpå han var en del af det offentlige liv, udover borgerrepræsentationen, var, at han i 1820'erne var med i det frivillige borgerlige jægerkorps; først som løjtnant og senere i 1841 blev han forfremmet til kaptajn.
Litteratur og Kilder
Borgere i byens råd. Medlemmer af Aarhus bys borgerrepræsentation og byråd, side 201