Brabrand Kirke
Kirken er i dens nuværende form i alt væsentlighed er resultat af byggeaktiviteterne i 1924 - 1925 efter tegninger af arkitekt Lønborg - Jensen. På baggrund af den eksisterende kirke, hvis historie strækker sig tilbage til det 12. - 13. årh. bygges et nyt hovedskib orienteret mod nord med det nye kor i syd. Den gamle kirkes kor og skib, oprindeligt udført i rå og kløvede kampesten, bliver således korsarme i den nye kirke. Samtidig forsynes kirken med et gotisk inspireret krydshvælv til erstatning for den gamle kirkes træloft. Ligeledes bliver det gamle gotiske våenhus fra perioden 1300 - 1500 ændret til sakrasti bag det nye kor. Tårnet fra 1880 bibeholdes i dets oprindelige form. I 1979 finder en ny udvidelse sted, da man endnu engang bygger et nyt våbenhus. Arkitekterne Jørgen og Kai Schmidt forbliver tro over for det givne udgangspunkt, da man i det store hele følger tankerne bag Lønborg - Jensens udvidelse. Det er også i 1979 at facaden bliver hvidtet, så kirken lyser op i det omgivende landskab og får karakter af traditionel landsbykirke. Kirken i Brabrand fremstår dermed i en ganske anden form end i katolsk tid. Der er dog endnu bevaret detaljer fra romansk tid, idet korbuen og et par af vinduerne stammer fra denne tid, ligesom syddørens karmsten i 1924 blev anbragt i døren mellem skibet og det nuværende tårn. Også kirkens inventar kan siges at repræsenteret forskellige perioder i kirkens historie. Kirkens nuværende altertavle er oprindeligt en renæssancetavle fra 1595. I tavlen er indsat et værk af kunstneren Jens Hansen - Aarslev. Motivet er Jesu vandring på søen. Prædikestolen er fra 1650, og er blevet ændret flere gange, senest i 1924. Det ældste inventar i kirken er den romanske døbefont fra 1200 - tallet.
Forfatter og ophav: Jesper Toft Hansen 2008
Litteratur og kilder
- August F. Schmidt, Braband Kirke, i: Brabrand og aarslev Sogns historie bd. 2. Bestil materiale
- Demokraten 28.11.1969.
- Brabrand Kirke, hæfte udgivet af Brabrand Menighedsråd.