Leonards Konditori

Fra AarhusWiki

I ejendommen Bropalæet lå tidligere et større konditori på adressen Sct. Clemens Torv 15 med navnet Leonards Konditori efter indehaveren konditor Edvard Leonard Petersen (1882-1962). Han var født i en købmandsgård i Javngyde, Tulstrup sogn, som søn af købmand Otto Theodor Petersen og Abelone Andreasen. Han kom som konditorsvend til Aarhus i 1908. Han blev gift i 1910 i Nørre Galten med Kristine Sofie Sørensen Hinge (1890-1980), og sammen fik de fire døtre. I 1911 flyttede familien til Kannikegade 12. Han begyndte i 1912 som selvstændig konditor på adressen Sct. Clemens Torv 11, hvor han overtog konditor Niels Peder Richardts forretning. Han fik i 1916 bevilling til at føre familienavnet Leonard. I 1930 flyttede han forretningen over Sct. Clemensbro til Sct. Clemens Torv 15 i Bropalæet opført 1906 efter tegninger af arkitekt Rudolf Frimodt Clausen. I 1940’erne var der beskæftiget ca. 25 personer. Den yngste datter Lona blev uddannet konditor i faderens forretning i 1941. Edvard Leonard døde i januar 1962, hvorefter hans hustru Kristine og datteren Lona Leonard (født 1919 og gift Klixbüll) videreførte forretningen endnu nogle år. Konditoriet Leonard ophørte i 1969 og blev til et almindeligt spisested og café. Denne blev ombygget efter en brand i 1979 og kom da til at bære navnet ’Clemens Bro’.