Elektricitet i Aarhus

I slutningen af 1880’erne kunne aarhusianerne for første gang opleve elektrisk lys, da jernbaneterrænet bag banegården blev oplyst af et hav af glødepærer. Lyset fra glødepæren adskilte sig fra andre af dens tids traditionelle lyskilder som gaslys eller tranlamper med dets klare og kraftige hvide lys. Aarhusianerne tog elektriciteten og glødepæren til sig. Efterhånden blev byrådet mødt med et stigende ønske fra flere af byens grundejere omkring Store Torv om at få elektricitet lagt ind. Forskellige private firmaer bød ind på opgaven, men byrådet valgte de første mange år at henligge forespørgslerne. Begrundelserne var flere. Overordnet set frygtede man, at det kommunalt ejede gasværk ville blive udkonkurreret af et elværk. I byrådet var der også et udtalt ønske om, at kommunen skulle bygge og drive elværket, og så ville man – ganske naturligt – sikre sig, at tilslutningen var stor nok til, at værket blev rentabelt. I 1891 undersøgte byrådet sagen, men da man blot opnåede tilsagn fra 1/3 af minimumstilslutningen på 1.500 lamper, stod det klart, at et elværk ikke ville blive rentabelt. Man kunne derfor fortsætte med gassen. Det var skuffende for mange, men for byrådet og gasværket var det belejligt. Forklaringen på den lave tilslutning var sandsynligvis, at byrådets undersøgelse kun var halvhjertet ment. Borgerne fik nemlig blot fire dage, fra 11. til 15. januar, til at melde sig til.

Sporvejene gav rygstødet

I 1897 blev debatten om et elværk igen aktuel. Denne gang var anledningen en henvendelse fra oberstløjtnant Clausen, København, som bad byrådet om eneret til at anlægge og drive en elektrisk sporvej med et tilhørende elværk. Det fik byrådet til at ændre opfattelse. Efterspørgselen på elektricitet var stigende, og med sporvejene som en potentiel storaftager, var der nu grundlag for, at et elværk kunne anlægges og drives rentabelt. Clausen fik dog ikke sin eneret. Helt i tråd med byrådets tidligere holdning besluttede man i 1899, at kommunen selv skulle opføre en elektrisk lys- og kraftstation, og sporvognsdriften blev lagt over i aktieselskabet Aarhus Elektriske Sporvej.

Aarhus Belysningsvæsen

Elværket blev placeret strategisk ved siden af gasværket. De to værker fik fælles administration og økonomi under det nyoprettede Aarhus Belysningsvæsen, og placeringen gav gode muligheder for udvidelser. På åbningsdagen i 1901 var der tilsluttet 7.000 glødelamper og 174 buelamper. Elværkets kundekreds og produktion voksede stærkt i de følgende årtier, og værket blev moderniseret og udvidet over flere omgange. Industrien gik fra damp til elektricitet, og stort set alle private hjem fik elektrisk belysning.

Vekselstrøm og fjernvarme

1930'erne bragte to store forbedringer i udnyttelsen af elektricitet. Den første store forbedring bestod i, at elværket skiftede sin produktion fra jævnstrøm til vekselstrøm. Skiftet betød, at strøm kunne føres over meget længere afstande end før, og da mange elværker rundt omkring på samme tid ligeledes skiftede fra jævnstrøm til vekselstrøm, var vejen åbnet for, at elværket i Aarhus kunne indgå i et stadigt større forsyningsfællesskaber med andre byer og landsdele. Den anden store forbedring bestod i oprettelsen af fjernvarmenettet. Elværket begyndte at bruge overskudsvarmen fra dets strømproduktion til at opvarme vand, som derefter via et rørnet blev sendt gennem radiatorerne hos forbrugerne. Når vandet havde afgivet sin varme, løb det tilbage til elværket til fornyet opvarmning.

Forsyningsfællesskabet Midtkraft

I 1940’erne var der blandt omegnens mindre elværker et ønske om at indgå i et fællesskab med Aarhus Elværk, som skulle levere strøm til oplandet. Det blev med etableringen af I/S Midtkraft i 1950 en realitet. Midtkraft overtog i samme anledning driften af Aarhus Elværk, og der blev igangsat en storstilet udvidelse til 27 millioner kr. Udbygningen ændrede bybilledet markant. På havnen rejste der sig en 31 meter høj betonbygningen påsat en 60 meter høj skorsten. Komplekset blev byens højeste bygning – 10 meter højere end Aarhus Domkirke.

Fangers problemer

I centrum for udvidelserne sad Jens Rudolf Fanger. Han var fra selskabets oprettelse formand for bestyrelsen og samtidig fra 1950-54 rådmand for de kommunale værker. Fanger var som bestyrelsesformand og rådmand dybt involveret i den store udvidelse af Midtkraft, som fandt sted i begyndelse af 1950erne. Byggeriet var ramt af tekniske og økonomiske vanskeligheder med betydelige budgetoverskridelser, og det gik Fanger på. Kritikken af Fangers dispositioner var en medvirkende årsag til, at han ikke genopstillede til byrådet i 1954, og at han samtidig nedlagde alle sine politiske tillidsposter. Han forblev dog som formand for Midtkraft frem til sin død i 1958, men fungerede heller ikke her de sidste par år.

Sod, støv og ingen olympiade

Midtkraft kunne normalt stå inde for en stabil forsyning, men der var uheld i ny og næ. I sommeren 1952 sad mange aarhusianere klistret til radioen for at høre seneste nyt fra de olympiske lege i Helsingfors. Udsendelsen var kun lige begyndt, da belysningsnettet over hele Aarhus og omegn svigtede. Efter trekvarters fejlfinding lykkedes det endeligt at løse problemet, men da var OL-udsendelsen til stor irritation for mange for længst slut. Aarhusianerne blev efterhånden også godt trætte af de massive skyer af sod, røg og støv, som værket ved bestemte vindretninger sendte ind over midtbyen. Værket forsøgte gennem forskellige tiltag at begrænse forureningen, og bedre blev det da også, men byen slap først af med forureningskilden, da Aarhus Elværk blev lukket i 1994-95. Produktionen blev flyttet til Studstrupværket, som havde eksisteret siden 1968 og efterhånden havde overtaget en stor del af Aarhus Elværks opgaver.

Midtkraft og Elsam

I 1957 gik Midtkraft sammen med de øvrige landsdelsdækkende elkraftselskaber i Jylland og på Fyn om et fælles samarbejde kaldet Elsam. I 1960 begyndte Midtkraft at planlægge bygningen af et nyt stort kraftværk ved Studstrup, og i 1968 stod værket færdigt. Det blev kraftigt udvidet i 1980-85, og det overtog efterhånden en stor del af Aarhus Elværks opgaver. I 1994-95 blev Aarhus Elværk nedlagt. Det gamle brændselsstof kul er på vej ud af billedet i Århus til fordel for drivhusgasneutrale energikilder, idet et stigende antal vindmøller er blevet anlagt siden 1990'erne, og Studstrupværket omlægger fra kul til træpiller, m.v.