Bryggeriet Ceres
Bryggeri i Aarhus navngivet efter den romerske gudinde for korn og afgrøder. Bryggeriet blev grundlagt i 1856 af et konsortium med brændevinshandleren og købmanden M.C. Lottrup i spidsen. Lottrup overtog allerde året efter det fulde ejerskab af bryggeriet. Bryggeriet blev placeret uden for Vesterbro ved åen, hvor vejen til Viborg og Silkeborg skiltes.
Ceres var ikke det første bryggeri i Aarhus, men dog det første, der selv producerede bajersk øl. Hidtil var dette især hentet hos brygger Jakobsen i København. Lottrup lagde grunden til et velfungerende og harmonisk bryghus, der med svigersønnen L. Chr. Meulengrachts overtagelse i 1871 tillige gennemgik en omfattende udvidelses - og moderniseringsproces. Således anlagdes nye bygninger med maltkælder og kornmagasin, og der blev opført en 35 alen høj dampskorsten. Hidtil havde produktionen ellers foregået ved håndkraft. I 1898 afstod Meulengracht Ceres til Østjyske Bryggerier A/S, et nystartet selskab, hvoraf Horsens Bajersk - og Hvidtølsbryggeri, Bryggeriet Vejle og Fæstningsbryggeriet Fredericia også var en del. Hovedsædet blev placeret i Aarhus.
Ceres undergik en løbende moderniseringsproces, der blandt andet betød, at man efter 1. verdenskrig erstattede de gamle træfade med nye aluminimumsfade, og at man i løbet af 1920'erne gradvist erstattede hestekøretøjerne trukket af bryggerheste med store salgsbiler. Under 2. verdenskrig og efterkrigsårene var vilkårene vanskelige, ikke mindst i forhold til at skaffe de nødvendige råstoffer til produktionen. Men ikke desto mindre fortsatte man med nyinvesteringer i produktionen i takt med den teknologiske udvikling.
I 1956 ændrede Østjyske Bryggerier A/S navn til Ceres Bryggerierne A/S. I 1976 foregik nok en sammenlægning med Bryggeriet Thor i Randers og Urban i Aalborg under navnet Jyske Bryggerier, og i 1989 fusioneredes der nok engang med Faxebryggeriet, hvorefter koncernen kom til at hedde Bryggerierne Faxe/Jyske A/S. I 1992 blev navnet ændret til Bryggerigruppen A/S. Dette varede indtil 2005, hvor navnet atter blev ændret til Royal Unibrew A/S. Et navneskifte der turde signalere virksomhedens ambitioner på det internationale marked. I 2008 kom således meldingen om, at virksomheden agtede at flytte produktionen af øl i Aarhus til Odense og Faxe. Med denne manøvre forventede virksomheden at kunne opnå visse stordriftsfordele. Og man forventede tillige, at grunden på Silkeborgvej ville kunne indbringe et trecifret millionbeløb. Inden udgangen af 2008 skulle produktionen i Aarhus derfor være afsluttet. Grundens og bygningens videre skæbne er endnu ikke afgjort.
Litteratur og kilder
- Første version af artiklen er skrevet af Jesper Toft Hansen og overført fra Århus Leksikon
- C.P.N. Nørgaard, Bryggeriet Ceres Historie gennem 75 år. De skabte Aarhus red. Ib Geil. Bestil materiale
- Århus Stiftstidende 7.1.2008. 13.1.2008. 6.5.2008.