1.375
redigeringer
Hjemfaldsklausuler i Aarhus: Forskelle mellem versioner
ingen redigeringsopsummering
Steen812 (diskussion | bidrag) No edit summary |
Steen812 (diskussion | bidrag) No edit summary |
||
| Linje 19: | Linje 19: | ||
En væsentlig overvejelse var altså, om kommunen skulle yde bygningserstatning, når den overtog en ejendom, og i undersøgelserne som lå forud for, havde man vendt blikket mod København, som i flere år havde anvendt forskellige hjemfaldsklausuler. I hovedstaden var kravet i nogle aftaler, at kommunen skulle yde erstatning for bygningerne, mens andre aftaler tillod kommunen at overtage ejendommene uden tillæg af bygningernes værdi. | En væsentlig overvejelse var altså, om kommunen skulle yde bygningserstatning, når den overtog en ejendom, og i undersøgelserne som lå forud for, havde man vendt blikket mod København, som i flere år havde anvendt forskellige hjemfaldsklausuler. I hovedstaden var kravet i nogle aftaler, at kommunen skulle yde erstatning for bygningerne, mens andre aftaler tillod kommunen at overtage ejendommene uden tillæg af bygningernes værdi. | ||
=== | === Finske træhuse underlagt hjemfaldsklausul === | ||
I Aarhus havde man inden bebyggelsen på Langenæs også lidt erfaring med benyttelsen af hjemfaldsklausuler i byen. Blot få år forinden var der lavet en lignende aftale vedrørende de finske træhuse ved [[Finnebyen]], som blev opført for at afhjælpe boligmangel efter krigen. Dengang lød anbefalingen, at det skulle ske dels af byplanmæssige grunde, dels for at bevare værdistigningen for kommunen. Omkring spørgsmålet om bygningserstatning var der tilsvarende overvejelser, men byrådet fandt det rimeligt, at kommunen skulle betale for bygningerne. Som lidt af et særtilfælde var hjemfaldsklausulen for Finnebyen sat til at blive udløst efter kun 40 år, hvilket senere blev begrundet med, at man ingen erfaring havde med finske træhuse, og med en klausul på bare 40 år ville det være muligt at nedrive husene igen, hvis det viste sig, at de ikke kunne holde til det danske vejr. | I Aarhus havde man inden bebyggelsen på Langenæs også lidt erfaring med benyttelsen af hjemfaldsklausuler i byen. Blot få år forinden var der lavet en lignende aftale vedrørende de finske træhuse ved [[Finnebyen]], som blev opført for at afhjælpe boligmangel efter krigen. Dengang lød anbefalingen, at det skulle ske dels af byplanmæssige grunde, dels for at bevare værdistigningen for kommunen. Omkring spørgsmålet om bygningserstatning var der tilsvarende overvejelser, men byrådet fandt det rimeligt, at kommunen skulle betale for bygningerne. Som lidt af et særtilfælde var hjemfaldsklausulen for Finnebyen sat til at blive udløst efter kun 40 år, hvilket senere blev begrundet med, at man ingen erfaring havde med finske træhuse, og med en klausul på bare 40 år ville det være muligt at nedrive husene igen, hvis det viste sig, at de ikke kunne holde til det danske vejr. | ||
Når man går længere tilbage, findes et andet eksempel på, at kommunen har anvendt en hjemfaldsklausul. Ved [[Riisvangen]] nord for [[Marienlund]] var nogle dobbelthuse i [[Havebyen Skovbakken]] helt tilbage i 1920’erne blevet opført på grunde underlagt en hjemfaldsklausul fra 1927, som gav kommunen ret til at købe ejendommene tilbage for grundens oprindelige salgspris med tillæg af bygningernes værdi efter 100 år. Dengang hørte sådan en klausul dog til sjældenhederne. | Når man går længere tilbage, findes et andet eksempel på, at kommunen har anvendt en hjemfaldsklausul. Ved [[Riisvangen]] nord for [[Marienlund]] var nogle dobbelthuse i [[Havebyen Skovbakken]] helt tilbage i 1920’erne blevet opført på grunde underlagt en hjemfaldsklausul fra 1927, som gav kommunen ret til at købe ejendommene tilbage for grundens oprindelige salgspris med tillæg af bygningernes værdi efter 100 år. Dengang hørte sådan en klausul dog til sjældenhederne. | ||
I 1800-tallet findes også et eksempel på en aftale med en lignende funktion, hvor en grund skulle falde tilbage til kommunen efter noget tid. I 1853 indgik kommunen en aftale med [[Det Danske Gaskompagni]] om at opføre et gasværk i byen. [[Aarhus Gasværk|Gasværket]] fik henvist en plads på et jordareal ved gaden [[Grønland]], som gaskompagniet fik råderet over, så længe grunden blev anvendt til gasproduktion. Her var aftalen, at grunden skulle falde tilbage til kommunen igen, så snart gasproduktionen ophørte. | |||
=== Hjemfaldsklausulen var præget af tidens politik === | === Hjemfaldsklausulen var præget af tidens politik === | ||
| Linje 78: | Linje 80: | ||
== Litteratur og kilder == | == Litteratur og kilder == | ||
* ''Aarhus Byråds forhandlinger 1869'', s. 189-192. | |||
* ''Aarhus Byråds forhandlinger 1926-27 B'', mødet 26. august 1926. | * ''Aarhus Byråds forhandlinger 1926-27 B'', mødet 26. august 1926. | ||
* ''Aarhus Byråds forhandlinger 1946-47'', mødet 24. september 1946. | * ''Aarhus Byråds forhandlinger 1946-47'', mødet 24. september 1946. | ||