Arbejdernes Byggeforening: Forskelle mellem versioner

Det er således en del af inderkredsen fra Foreningen til Arbejderboligers Opførelse der på ny går sammen i starten af 1872. 11. maj samme år kan man læse i [[Aarhus Stiftstidende]], at en gruppe på omkring 30 mand har sluttet sig sammen og indskudt 9400 rigsdaler som startkapital til foreningen. Med folk som [[Lars Christian Meulengracht|Lars Christian Meulengracht]], [[Niels Schack Aagaard (1813-1895)|Niels Schack Aagaard]], [[Christian Carl Langballe (1805-1885)|Christian Carl Langballe]], [[Magnus Lazarus (1806-1891)|Magnus Lazarus]] og [[Gerhard Peter Brammer (1801-1884)]] er der tale om en blandet gruppe fra byens politiske og økonomiske top.

Den 17. maj afholdes det første offentlige møde, og interessen for den nye forening er stor. Over 500 mennesker møder frem, og omkring 100 køber på aftenen en andel i foreningen til 10 rigsdaler. Medlemskab koster ved foreningens stiftelse én rigsdaler årligt og fungerer som optjening til at blive andelshavende. Ved køb af en andel kvalificerer man sig til de lodtrækninger, hvorved de af foreningen opførte huse skal fordeles. Måske er det erfaringerne fra [[Foreningen til Arbejderboligers Opførelse]] der medfører, at den nye forening arbejder hurtigt: I hvert fald forventedes de 10 første boliger allerede at stå klar til indflytning i oktober.

Den 8. juni afholdes der konstituerende generalforsamling. Da er foreningen vokset til 139 medlemmer, der i alt tegner sig for 180 andele. Til bestyrelsen vælges som formand von Schmidten, som kasserer Liisberg og som næstformand støbemester Petersen, foruden en alterdegn, kedelsmed, maler og snedker.

1. juli 1872 kunne foreningen som planlagt afholde sin første lodtrækning af de 10 nybyggede to-etagers huse i [[Frederiks Allé]] 22-40] Bemærkelsesværdigt nok er der imidlertid knap nogen arbejdere mellem vinderne. Kun to håndværkere bliver det i første omgang til, og de får som vindere selskab af bl.a. [[Mads Pagh Bruun]], overlærer [[Niels Nicolai Hansen Kraiberg (1814-1888)|Niels Nicolai Hansen Kraiberg]], to officerer og tobaksfabrikant [[Jacob Ernst Schmalfeld]]. Hertil kommer Liisbergs datter [[Ida Liisberg]], hvis bolig, meldes der om i Aarhus Stiftstidende, dog straks blev overladt af Liisberg til foreningens næstformand, støbemester Petersen. Man kan formode, at dette sker for at komme kritikken i møde af, at så få arbejdere skal blive ejere af de første huse opført af foreningen, der trods alt har til formål at skaffe gode og sunde boliger til byens arbejdere. At man har kunnet få det indtryk understøttes af, at det blev fundet nødvendigt at afvise noget påfaldende ved resultatet, da det meddeles i avisen dagen efter lodtrækningen.

I årene 1916-1925 udspillede sig en mindre konflikt mellem ejerne af byggeforeningens huse Frederiks Allé 22-36 og kommunen. Konfliktens omdrejningspunkt er et krav fra kommunen om, at beboerne skal feje fortovet foran deres ejendomme. Kravet, som kommunen ikke umiddelbart har nogen hjemmel i loven for at føre igennem, afvises af en stor gruppe af ejerne, hvad der fører til trusler fra kommunens side om at benytte deres ret til at tilbagekøbe de små jordlodder foran ejendommene, der er udlagt som forhaver.

Stillet overfor denne trussel trækker størstedelen af ejerne sig og indvilger i at holde fortovene rene, men en hård kerne af tre ejere holder stand mod kommunen. Resultatet bliver, at kommunen i et forsøg på at knægte de genstridige ejere i april 1916 lader opføre et højt plankeværk ud mod gaden foran de tre ejendomme. Plankeværket fjernes først i 1925, da den sidste af de genstridige ejere indgår en aftale med kommunen om renholdelse af fortovet.

Også i den nærliggende [[Valdemarsgade]] opførte byggeforeningen boliger, her i to etaper i 1876 og 1878. Heraf eksisterer de tre ejendomme 23-27 endnu. De resterende bygninger 9-21 blev sammen med alle boligerne i Frederiks Allé raget ned i 1965, for at give plads til [[Mejeriforeningens]] nye store bygning med front mod Frederiks Allé.