Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde: Forskelle mellem versioner

I 1400-tallet ved middelalderens afslutning var Aarhus endnu ikke underlagt lensmandens stramme kontrol, samtidig var byfogeden på dette tidspunkt i høj grad under byrådets kontrol frem for kongens. Kongen stod således på dette tidspunkt forholdsvist svagt i byen. Selvom kirken med biskoppen i spidsen stadig stod stærkt i byen, kan tiden således siges at være et slags højdepunkt for byrådets selvstændighed.  

Ved [[Aarhus' historie#Renæssancen og enevælden 1536-1770|reformationen i 1536]] forsvandt kirkens selvstændige magt i Aarhus. En konkurrent til kongens indflydelse i byen var således elimineret. Videre i løbet af 1500- og 1600-tallet tog kongen i stigende grad styringen i byen, imens byrådets selvstændighed mindskedes sideløbende. Rådet beholdt dog til en vis grad betydning ved at indgå i et samarbejde med kongemagten. Udviklingen tog for alvor fart i 1600-tallet, blandt andet ved købstadsforordningen af 1619, og enevældens indførsel i 1660. Kongens øgede magt bestod blandt andet i skærpet tilsyn af byen og ved i højere grad at udpege borgmestre (i første omgang ved at tvinge dem til at blive udskiftet hvert år ved fastelavn) samt at regulere, hvem der kunne blive rådsmedlemmer. Samtidig styrkede kongen lensmandens (efter 1660 amtmandens) kontrol over byen. Antallet af rådsmedlemmer blev også begrænset, idet det i 1619 blev reduceret fra 10 til 7, og senere igen yderligere reduceret. I 1682 bestod magistraten således af 2 borgmestre og 3 rådmænd, der formelt valgtes af kongen.