Aarhus' historie: Forskelle mellem versioner

Aarhus' historie (vis kildekode)

Versionen fra 27. apr. 2018, 19:33

5.241 bytes tilføjet , 27. april 2018

ingen redigeringsopsummering

SBC

Administratorer

1.778

redigeringer

@@ Linje 45: / Linje 45: @@
 Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på [[Landsudstillingen i Aarhus|Landsudstillingen i 1909]]. Den blev senere den første bygning i [[Den Gamle By]]. Det gamle Aarhus var på vej på museum.
+====Bindingsværk forsvinder, men byen består====
+[[Fil:Aarhus Rådhus (Colourbox).jpg|300px|thumb|left|Vestergade 6 - den Klugmannske gård, ca. 1890.]]
+Billedet viser den Klugmannske Gård, tæt ved Lille Torv. Et kig ca. 1890 ind til en forsvunden verden gennem porten ind til Vestergade 6 – den Klugmannske gård. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid. [[Klugmann]] selv var buntmager, og i 1883 bad han kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.
+Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen.
+Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.
+Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.
+Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.
+Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
+Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
+Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.
 ====Romersk bad til det bedre borgerskab====
 La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.
-Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.
+[[Fil:Aarhus Rådhus (Colourbox).jpg|300px|thumb|right|
+Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand [[Hans Broge (1822-1908)]] og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i [[Sct. Olufs Badeanstalt]] på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten [[Vilhelm Puck]] tegne.
 På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.
@@ Linje 58: / Linje 77: @@
 Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.
+====Byen udvides i parisisk ånd====
+Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod [[Skt. Pauls Kirkeplads]]. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.
+[[Fil:Aarhus Rådhus (Colourbox).jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]
+Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.
+Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].
+Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. [[M.P. Bruuns Gade]] blev adgangsvejen til den nye kirke. [[Sct. Pauls Kirke]] ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden.
+Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.
+Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme.  Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
+En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.
+Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.
+Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.