Graven: Forskelle mellem versioner

De fleste af gadens 2-etages huse er først opført i 1800-tallet. Ældst er den rødkalkede [Mejlgade 19|Mejlgade 19] på hjørnet af [Mejlgade], som er fra begyndelsen af 1600-tallet og siden 1845 har huset I.C. Juuls farvehandel. Næstældst er Graven nr. 8, som ifølge en bjælke i porten er bygget i 1642 for ”NS”. Et bomærke med to krydsede økser og inskriptionen ”andre byger til mig / jeg bygger til andre” tyder på, at bygherren har været tømrer. Det lange lave hus på Graven nr. 18-20 er oprindelig en koholdergård fra 1700-tallet. Her brændte man sikkert også brændevin, da bundfaldet fra brændevinsbrændingen blev brugt som foder til malkekøer. I 1804 var gården ejet af urmager Søren Buxlund, som da skænkede fattigvæsenet et hus på den anden side af gaden til enkebolig.

I den buxlundske stiftelse på Graven nr. 21 kom til at bo en flok enker under meget trange forhold, da to måtte deles om et lille værelse, hvilket ofte gav anledning til konklikter. Derfor blev huset forhøjet til to etager i 1812 og i 1876 opførte kommunen i baghaven den bygning, som i dag huser den kommunale tandpleje. Bygningen blev efter indførelsen af alderdomsunderstøttelse i 1891 lavet til alderdomsasyl og adskilt fra den gamle enkebolig med et højt plankeværk for at understrege forskellen mellem fattighjælp og alderdomsunderstøttelse, som ikke medførte samme tab af borgerlige rettigheder. Dog blev de gamle påbudt at holde sig fra brændevin, at være i seng senest 21.30 og at rengøre deres værelser inden kl. 8. Uden baderum, ligstue eller en have viste bygningen sig hurtigt uegnet til alderdomshjem og blev i 1904 erstattet af ”De Gamles Hjem” på Kirkegårdsvej. I 1938 blev den gamle enkebolig revet ned. På tomten blev først indrettet en legeplads, som under besættelsen måtte vige for en bunker. Ved siden af i nr. 15-17 står dog stadig skræddermester Villadsens legatbolig for enker af håndværksstanden, som blev oprettet i 1810 og udvidet af kommunen med opførelse af det nuværende hus i 1900.  

I 1893 stiftedes en nordisk komité for bedre tandpleje hos skolebørn af ”de ubemidlede klasser”, men først i 1915 fik Aarhus Tandlægeforening overtalt byrådet til at etablere en skoletandklinik i det gamle alderdomshjem i Graven. Her blev indrettet to klinikker med elektriske bor fra Amerika og et venteværelse. Ældre aarhusianere husker et klapapparat med kliniknumre og et vægmaleri med nogle fæle tandtrolde, som satte en skræk i de ventende børn. Forældrene skulle indtil 1962 betale 1 kr. årligt for behandlingen med den begrundelse, at børnenes dårlige tænder skyldtes ”overdreven slikindtagelse, og forældrenes forsømmelighed”. Dengang kunne et barn i 1. klasse have op til 30 huller, men siden da har forebyggelse heldigvis bragt det tal ned. Mange af klinikkens opgaver er i dag lagt ud til skolerne og bygningen fremstår i dag ret nedslidt.

De fleste af Gravens huse er opført til små virksomheder i 1800-tallet. Graven nr. 3 blev opført i 1804 som pakhus for købmandsgården overfor, men i 1845 udskilt som selvstændig købmandsgård. Her kunne man i 1870’erne købe tørv og leje vogne. Ifølge en fortegnelse fra 1902 var der i stueetagen en stald med ni heste og lagerrum med alt fra tjære, grøn sæbe, akvavit, lakrids, tændstikker, kartoffelmel og sukker. Første sal blev brugt til beboelse for personalet og som sukkerskæreri, hvor sukkertoppe blev skåret til mindre portioner. Graven nr. 10 blev opført til vognmandsforretning af A. Dyhr i 1848 og i 1883 ført videre af sønnen J. Chr. Dyhr, der fik stor succes med sin hestetrukne sporvognsrute mellem Hovedbanegården og Østbanegården. Graven nr. 23-25 blev opført i 1873 til karetmagerværksted og husede fra 1894 den litografiske anstalt ”Aros”, hvor den senere statsminister Hans Hedtoft stod i lære som stentrykker. I 1923 blev Graven nr. 19 revet ned for at give plads til udkørslen for byens første rutebilstation. Byrådet kunne dog ikke støtte en plan om at udvide stationen med tandklinikkens grund, da man ønskede at få den tunge trafik ud af midtbyen, hvorfor stationen endte på sin nuværende plads ved hovedbanegården.  

I takt med at den motoriserede trafik steg, voksede presset på at ændre det middelalderlige gadenet. I et sidste forsøg på at holde Rutebilstationen i Rosensgade foreslog stationens talsmand, tømrermester Withen i 1929 at rive hele karréen mellem Graven og Rosensgade ned for at gøre plads til både en udvidelse af rutebilstationen og et nyt rådhus. I 1930 anmodede områdets grundejere kommunen om en sanering af området omkring Badstuegade, Volden, Klostergade og Graven, som i 1938 blev betegnet som nogle "snævre og skumle gader" af en læserbrevsskribent i Aarhus Stiftstidende. De var ikke kun i vejen for trafikken, men også en skamplet på byen. I 1939 udarbejdede kommunen en plan til Bispegades forlængelse og udvidelse til en bredde af 19 m. I 1960'erne genoptog man saneringsplanerne af sundhedsmæssige grunde, da kvarteret efterhånden var temmelig nedslidt. Den mest radikale plan for området blev foreslået af vinderne af en arkitektkonkurrence om Aarhus bymidte i 1967. Hele kvarteret omkring Rosensgade, Volden, Graven og Studsgade skulle erstattes af et overdækket butikscenter, som skulle kunne nås via motorveje langs havnen og Aaboulevarden. Andenpræmien derimod foreslog en mere nænsom byfornyelse med bevarelse af historiske bygninger og omdannelse af Graven til gågade. I byrådet talte borgmester Bernardt Jensen også for en ”fornyende bevaring”, der skulle gøre det historiske Aarhus til et eksklusivt forretningsområde med små intime restauranter, gallerier og modebutikker.

I 1970’erne fremstod Graven temmelig nedslidt, da boligspekulanter lod mange af de gamle huse stå og forfalde, så de kunne rives ned. Nattelivet var også råt. I 1977 blev tre politibetjente alvorligt kvæstede under en politiaktion mod et kæmpe gadeslagsmål udenfor værtshuset Bryggergården i nr. 27 på hjørnet af Graven og Volden. Som følge heraf blev stedet lukket og solgt med henblik på sanering. Den 21. juli 1979 blev den tomme bygning imidlertid besat af slumstormerne fra aktionsgruppen ”Boligkaravanen”, som da drog rundt og besatte tomme ejendomme i protest mod den tiltagende boligmangel. Efter at par dage blev de unge smidt ud af politiet, men senere den sommer vendte gruppen tilbage til Graven med en aktion mod nogle ”fupmoderniserede lejligheder” i nr. 14. I august 1983 blev enkeboligerne i Graven nr. 15-17 besat af en gruppe ”punkere”, som nåede at overspraye skoletandplejen med grafitti, inden politiet smed dem ud. Da de fleste var under 18, kom forældrene til at betale deres bøder. I 2003 endte en besættelse af bunkeren foran skoletandplejen med, at politiet måtte redde besætterne fra nogle højreradikale aktivister.