Det Konservative Folkeparti: Forskelle mellem versioner

Vælgerforeningen, som den slet og ret blev kaldt, da der kun var den ene, blev dannet i 1873. Bag foreningen stod en række af byens førende mænd – [[Hans Broge]], [[M.P. Bruun]] og [[H. Liisberg]] blot for at nævne nogle.

Foreningen blev dannet i protest mod Venstres ageren i Folketinget under finanslovsforhandlingerne. Den havde med egne ord til formål ’at modarbejde valg af kandidater, der ville slutte sig til det parti, der har nægtet Finansloven.’ Situationen var den, at Venstre i 1872 for første gang opnåede flertal i folketinget, mens landstinget fortsat var domineret af det konservative Højre. Venstre krævede indflydelse ikke mindst på regeringssammensætning. Partiet blev i første omgang udmanøvreret af Højre, som forsvarede, at de store skatteydere og godsejere skulle bevare deres særrettigheder.  Dette var optakten til forfatningskampen og provisorietiden, som først fik sit endeligt med parlamentarismens indførelse i 1901.   

Lokalt i Aarhus havde vælgerforeningen succes i sit foretagende. Ved folketingsvalget i 1873 vandt den konservative folketingskandidat, godsejer og senere indenrigsminister [[H.P. Ingerslev]] en snæver sejr over venstreagitator og redaktør på [[Aarhus Amtstidende]] [[Lars Bjørnbak]].

Vælgerforeningen fortsatte arbejdet med at styrke den konservative sag i rigsdag og byråd. Aktiviteterne, der spændte fra grundlovsfester til rentefrie lån til trængende mødre, styrkede også opbakningen i de bredere masser, og modsat hvad man måske skulle tro, fik foreningen karakter af en folkelig bevægelse.

[[Venstre]] og [[Socialdemokratiet]] brød for alvor igennem på landsplan i løbet af 1880’erne og 1890’erne, og det satte den konservative bastion i byrådet under pres. Diskussionerne i rådet blev flere og fik en stærkere ideologiske karakter. Og da der i 1908 blev indført lige og almindelig valgret, så kvinder og tyende fik stemmeret, smuldrede det konservative flertal.