Jørgen Peter Müller

Version fra 17. jun. 2025, 12:47 af Hemik (diskussion | bidrag) Hemik (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version → (forskel)

Jørgen Peter Müller, bedst kendt som I.P. Müller (født den 7. oktober 1866 i Asserballe på Als [1], død den 17. november 1938 af bronkitis i sit hjem i Hans Broges Gade 45 i Aarhus[2]) var cand.phil., idrætspædagog og ridder af Dannebrogsordenen.

Fra filmklip 1911,
hvor J.P. Müller viser gymnastiske øvelser

Han var søn af sognepræst Georg Vilhelm Müller og hustru Ellen Nielsine Jacobsen. Gift første gang med Marie Cornelia Dumili Schønberg, gift anden med Emilie Jensine Berg.

I.P. Müller var student fra Nykøbing Falster, blev cand.phil. og blev løjtnant ved ingeniørkorpset. Han rejste til Argentina, hvor han var beskæftiget som jernbaneingeniør i et par år.

I Danmark påbegyndte han teologisk studium og tog i 1894 hebraicum og patristicum. Fra 1901-1905 var han inspektør ved Vejlefjord sanatorium.

Idrætspædagog og Kristuskilde

Herefter beskæftigede han sig hovedsageligt med idræt og legemsøvelser og var flere gange bosat i Schweiz og England i forbindelse med sin virksomhed. Han var blandt tidens ypperste i kast, kapgang og løb. Han var med til at indføre atletik i Danmark og fik præmier i forskellige idrætsgrene.

Han blev agitator for idrætten, var sportsmedarbejder ved dagbladet København, og medudgiver af 'Aarbog for Legemsidræt' 1898 og 1905. Hans bog 'Mit System' fra 1904 blev verdensberømt, solgt i meget stort oplag og oversat til 25 sprog. I 1912 oprettede han et stort Muller-Institut i London, som han ledede indtil 1924, hvor hans søn Ib Müller overtog.

Han udgravede i 1935 Kristuskilden ved Moesgård strand. Den blev berømt i datiden for sit helbredende vand.

Billedhuggeren Rasmus Bøgebjerg udførte i 1905 en skulptur af Müller, som blev opstillet foran Københavns Roklub og i Nykøbing Falster, hvor Müller voksede op.

Kilder og litteratur

  • Dansk biografisk Leksikon
  • I.P. Müller: Lourdes-Miraklernes Hemmelighed og Kristus-Kilden ved Aarhus. 1935
  • Avisartikel Jyllands-Posten

Noter

  1. Kirkebog Asserballe sogn
  2. Kirkebog Århus Sankt Pauls sogn