Sydafrikakomiteen i Århus

Sydafrikakomiteen i Århus - de første år fra 1977-1980

Soweto-opstanden og den blodige nedkæmpelse af den var baggrunden for, at Sydafrikako­miteen blev dannet i Århus. Initiativet kom fra Kirkernes Raceprogram, der i det tidlige efterår 1976 arrangerede et offentligt møde på "Huset" med den sydafrikanske flygtning Godfrey Beck, som taler. En bred vifte af organisationer og partier var indbudt til mødet med det for­mål at få skabt et fælles, lokalt initiativ i solidaritet med apartheid-regimets modstandere. Kommunisterne var blandt de indbudte, og derfor deltog jeg som repræsentant for DKP.

I løbet af de næste måneder blev grundlaget, organisationsformen og aktivitetsplanen skitse­ret med Kirkernes Raceprogram, Mellemfolkeligt Samvirke og DKP, som de afgørende par­ter. Godfrey Beck var med fra Raceprogrammet, men han havde været formand for tekstilar­bejdernes fagforening i Durban i begyndelsen af 1960´erne. Siden 1974 havde han været FN-flygtning i Århus, og han blev en central ildsjæl i Sydafrikakomiteen frem til sin død i 1986.

Sydafrikakomiteen blev officielt dannet på et møde den 17.marts 1977 for "gennem op­lysning og andet solidaritetsarbejde at støtte det sydafrikanske folk i dets kamp mod racisme og udbytning". Denne formulering var et udtryk for usikkerhed i nogle af de andre organisa­tioner om, hvilke kræfter der stod i spidsen for modstanden i Sydafrika: ANC, resterne af Ste­ve Bikos Black Consciousness Movement eller PAC.

Raceprogrammet stillede lokaler til rådighed for komiteen, og vi måtte bruge den udstatione­rede militærnægters arbejdskraft. Inden sommeren havde komiteen en række organisatio­ner som medlemmer : Faglig Ungdom, Murersvendenes Fagforening, Kirkernes Race­program, Internationalt Forums Afrika-gruppe, Mellemfolkeligt Samvirkes Afrika-gruppe, Ra­dikal Ungdom, Revolutionære Socialisters Forbund (det senere SAP), SF, DSU, DKU, DKP.

Vi gik straks i gang med at forberede en forbruger boykot og en oplysningskampagne. Ideen var, at en folkelig boykot af sydafrikanske forbrugsvarer kunne iværksættes alene ud fra den almindelige afsky for apartheid-regimet ovenpå Soweto-opstanden. Boykotkampagnen ville sætte Sydafrika på dagsordenen og skabe et behov for information om apartheidsystemet og kampen imod det. Til det formål skulle der fremstilles informationsmateriale og skaffes penge til trykningen.

I løbet af de næste måneder fik vi udarbejdet "Projektørlys på Sydafrika", et hæfte på 40 A5-sider, hvoraf halvdelen var frit oversat fra et hæfte udgivet af det norske "Fellesrådet for det Sørlige Afrika".

Samtidig fik vi aktivister fra Raceprogrammet, MS og kommunisterne til at re­gistrere sydafrikanske dåsevarer i byens butikskæder. Der blev søgt om økonomisk støtte fra Tipsmidlerne via Dansk Ungdoms Fællesråd, men uden resultat. Til gengæld fik vi økono­misk støtte fra faglige organisationer, og en kreds af "kendisser" indvilgede i at stå som an­befalere af boykotkampagnen.

Efterhånden som forberedelserne til boykotten skred frem blev det mere og mere tydeligt at vi havde et problem med Internationalt Forum, som havde været med fra starten. Vi var eni­ge om, at på længere sigt skulle der etableres en landsdækkende solidaritetskomite, men der var alvorlig uenighed om taktikken. Raceprogrammet, MS-Århus og Kommunisterne ville lade vores boykotkampagne være snebolden, der efterhånden som den bredte sig, ville ska­be grobund for en landsdækkende komite. Internationalt Forum ville have den landsdækken­de komite dannet først, og forud for boykotten skulle der laves en oplysningskampagne. Stri­den endte med at Internationalt Forum forlod komiteen inden boykotten gik i gang. Boykotten blev faktisk geografisk bred fra starten, og det skyldtes alliancen med Festivalko­miteen, som var et samarbejde mellem en lang række organisationer for uddannelsessø­gende og unge. Festivalkomiteen var oprettet for at udbrede dansk deltagelse i den 11.Ver­dens-Ungdomsfestival på Cuba i 1978, der havde kampen mod Apartheid, som et centralt tema. Festivalkomiteen var et DKU-projekt, og samarbejdet mellem Sydafrikakomiteen i År­hus og Festivalkomiteen var et resultat af aftaler truffet på de indre linjer i den kommunistiske bevægelse, da jeg i eftersommeren 1977 mødtes med ledende folk i DKP og DKU. Resulta­tet var at Sydafrikakomiteen kunne få udbredt sin kampagne via DKUs netværk, og Festival­komiteen kunne markere sig med en boykotkampagne. Risikoen ved samarbejdet var, at antikommunismen til højre og venstre lurede på Sydafrikakomiteen. Det kom til udtryk da den fremtrædende Venstremand Arne Christiansen gik i pressen i begyndelsen af november 1977 med et angreb på Sydafrikakomiteen, som han betegnede som en "dækorganisation". Angrebet havde sikkert en virkning på borgerlige modstandere af boykotten, men vores forberedelser fortsatte.

I ugerne op til boykotten, som var fastsat til perioden 24. november til 10. december,fik aktivi­ster fra Raceprogrammet og MS vedtaget en stribe beslutninger om at udelukke de sydafri­kanske varer på generalforsamlingerne i de lokale brugsforeninger. Boykotten var især rettet mod sydafrikansk frugt på dåse. Vi havde tilrettelagt kampagnen, så et tilsagn fra en butik om ikke at indkøbe flere sydafrikanske varer var nok til at afværge en demonstration foran indgan­gen. Vi mente, at det ville gøre det nemmere at få købmændene med på boykotten, og det ville jo heller ikke ramme de sydafrikanske eksportører, hvis vi krævede allerede afregnede dåser fjernet fra hylderne. Da boykotkampagnen startede løb vi derfor ind i det "problem", at en meget stor del af vores aktionsmål havde overgivet sig på forhånd! Heldigvis for kampag­nen ville specielt Brugsen i Søndergade, der var gågade og en del af Strøget i Århus, ikke stoppe indkøbet af sydafrikanske varer i den første kampagne-weekend. Der blev uddelt rig­tig mange løbesedler, solgt mange "Projektørlys" og modtaget mange skulderklap på Strøget ved den aktion.

Kulimporten fra Sydafrika kom også i focus under boykotkampagnen. ELSAM havde - efter en mindre prøveladning i 1976 - indgået en importaftale af sydafrikanske kul, og allerede i ugen efter komiteens dannelse i marts, havde vi henvendt os til Udenrigsminister K.B. An­dersen med krav om at få stoppet kulimporten. Dagen efter boykotkampagnens start afholdt MIDTKRAFT, en af de store parter i ELSAM, sit repræsentantskabsmøde i Vejlby-Risskov hallen, og vi mødte naturligvis op udenfor, bakket op af elever fra gymnasiet ved siden af.

Boykotkampagnen var en overvældende succes, med mange aktivister på gaden, stor af­sætning af "Projektørlys på Sydafrika", som vi måtte genoptrykke, og som sikrede komiteens økonomi i den kommende periode. Vi havde fået mange tilsagn om ikke længere at føre syd­afrikanske varer, og efterhånden kom der aktioner i byer ud over hele landet. Da kampagnen sluttede i Århus havde 17 brugser, 127 købmænd plus Magasin, Salling, FØTEX, BILKA, Ha­mi-Vime, Favør, Spar og Centra kæderne lovet at stoppe indkøbene, og i København over­gav IRMA sig også. Vi havde stort set en positiv pressedækning, og da jeg i foråret 1978 skulle deltage i fjernsynsprogrammet "Landet Rundt" med en krænket købmand i hans butik i Risskov, bød han bagefter på Gammel Dansk og et løfte om at stoppe indkøbene af sydafri­kanske varer.

Den eneste skuffelse under boykotten var et stort anlagt solidaritetsmøde i "Folkets Hus" med ANCs repræsentant i Skandinavien Sobizana Mnqikana, som vi havde fået ned fra Sto­ckholm. På trods af de mange gadeaktioner, den store pressedækning og de mange invol­verede aktivister fra Raceprogrammet, MS, DKU og DKP var der højst 50 til mødet med "Bizo", som han blev kaldt.

Sydafrikakomiteen i Århus havde med boykotkampagnen opnået en usædvanlig og midlerti­dig central position i det danske solidaritetsarbejde med Sydafrika. Det blev tydeligt for os i vinteren 1977/78, da vi var to fra komiteen i Oslo til et seminar om solidaritetsarbejdet. Det norske "Fellesrådet for det sørlige Afrika" og de svenske Afrikagrupper var mere ivrige efter at udveksle erfaringer med os frem for deltagerne fra den københavnske "Koordinations­gruppe" (Internationalt Forum, Forbundet mod Imperialismen, Anti-Apartheidkomiteen, Na­mibia 75 m.fl.), som havde mistet indflydelse og anseelse ved deres afvisning af at deltage i boykotten i november-december.

Danmarks forhold til Sydafrika var i den grad kommet på den offentlige dagsorden, og det havde vores boykotkampagne uden tvivl været med til. Det blev anerkendt af Erich Erichsen fra Mellemfolkeligt Samvirkes ledelse, som inddrog os i forberedelserne til den store Sydafri­ka-høring i Odd Fellow Palæet i København i marts 1978. Arrangementet havde deltagelse af ANCs leder Oliver Tambo, statsminister Anker Jørgensen og en lang række centralt place­rede, eller kendte folk.

Status efter Sydafrikakomiteens første år var fremgang og succes på alle måder. Det var lyk­kedes at opbygge en stærk lokal komite i Århus, skabe politisk afklaring med støtte til ANC, lægge bredt pres på alle former for forbindelser med apartheidstaten, og Århuskomiteen havde medvirket til oprettelsen af Landskomiteen Sydafrika Aktion, som i sit politiske grundlag og første aktiviteter også var præget af vores erfaringer.

Med dannelsen af Landskomiteen ændrede arbejdet i Sydafrikakomiteen sig efterhånden. Fra starten havde den været en række organisationers fælles initiativ, hvis udvikling især afhang af, at organisationernes repræsentanter kunne enes om målet og midlerne, arbejde sammen og stille arbejdskraft og aktivister til rådighed. Nu var vi en afklaret kreds af engagerede perso­ner, hvoraf vi var nogle organisationsrepræsentanter, der i praksis fungerede uden at skulle forelægge afgørelserne i vores organisationer. Sydafrikakomiteen var ved at udvikle sig til en græsrodsorganisation med støtte fra tilsluttede organisationer. Samtidig var Sydafrikakomite­en i Århus nærmest blevet en underafdeling af Landskomiteen Sydafrika Aktion. Lokalt stolede vi på hinanden; f.eks. lod Raceprogrammet sig ofte repræsentere af den udstationerede mi­litærnægter uden skelen til politisk tilhørsforhold. Vi fortsatte og udbyggede boykotten, sam­lede penge ind til ANC og SACTU, brugte de fælles netværk og udforskede forbindelserne med Sydafrika i en sådan grad, at vi i 1979, på vegne af Landskomiteen, sendte en doku­menteret rapport om de økonomiske forbindelser til FN.

Til gengæld blev det vanskeligere at skaffe aktivister fra de tilknyttede organisationer. Andre politiske emner trængte sig på. Den 2. kolde krig brød ud. NATOs dobbeltbeslutning om op­stilling af 572 mellemdistance-atomraketter i december 1979 ,og Sovjets invasion i Afghani­stan kort tid efter, lagde beslag på mange kræfter i DKP og DKU. Personligt tog jeg afsked med Sydafrikakomiteen i juni 1980. Efter et år som arbejdsløs gym­nasielærer fik jeg endelig job i Nordjylland, og kræfterne skulle bruges på andre politiske op­gaver lokalt.

Denne fremstilling blev skrevet i marts 2012 - 35 år efter dannelsen af Sydafrikakomiteen. I juni 1986 fik jeg overladt en del af Sydafrikakomiteens ar­kiv med henblik på, at skulle skrive noget om komiteens start, men først i 2012 kom der en tekst ud af det. Jeg har bladet i de indkomne og udgående breve, pluklæst i de gamle materialer og avisudklip, og i øvrigt trukket på hukommelsen, som selvfølgelig er noget hullet efter så mange år. Arkivet er afleveret til Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.