N. J. Fjordsgades Skole

Version fra 28. okt. 2011, 11:33 af Mns (diskussion | bidrag) Mns (diskussion | bidrag) (Oprettede siden med '300px|thumb|left|N.J. Fjordsgades Skole 1920. I forgrunden ses skolems elever i arbejde i Skolehaven. At den kun få år gamle ...')
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version → (forskel)

At den kun få år gamle Fredriksbjerg Byskole ved Ingerslevs Boulevard skulle få noget, der lignede en tvilling, kunne ingen besøgende på Landsudstillingen 1909 være i tvivl om. Det store skolehus ved den nye N.J. Fjordsgade nærmede sig hastigt rejsegilde og indvielse, men det skulle vare endnu nogen tid, før dekorationen var på plads, og skolen udadtil kunne signalere, at det denne gang var gotikkens tur til at komme til orde. Som nr. 9 i rækken af kommunale skoler i Århus indviedes arkitekt Ludv. A. Petersens nye skole i april 1910, og det var ikke alene et pompøst hus, der var kommet til verden, men også et hus, som i sine funktioner viste nye veje. Alt, bortset fra overlærerboligen, var samlet i en enkelt bygning. Klasserum, lokaler for naturhistorie og fysik, husgerning og sløjd, sang- og gymnastiksale. De traditionelle to trappeforløb i gavlpartierne havde man kunnet reducere til en enkelt centraltrappe med dobbeltløb, idet anvendelse af nye materialer og ændrede konstruktionsmetoder mentes stort set at have fjernet risikoen for brand. Skolen var for både drenge og piger, men den fælles hovedindgang til trods konsekvent kønsopdelt. Fra første færd blev Fjordsgades Skole en af byens fire eksamensmellemskoler, hvori bogligt stærke elever fra naboskolerne fra og med sjette skoleår kunne optages efter bestået optagelsesprøve.

Fil:N.J. Fjordsgades Skole (Ukendt) 1920.jpg
N.J. Fjordsgades Skole 1920. I forgrunden ses skolems elever i arbejde i Skolehaven.

Indtil 1940 havde skolen et elevtal på mellem 1000 og 1500. Derefter skete der et langsomt fald hen imod et niveau på omkring 500, som blev fastholdt i tiden efter 1970. Kommunens første børnehaveklasse oprettedes på Fjordsgade i 1967, og fra 1981 var skolen med i et forsøg på at gøre 10. klasse til "et anderledes 10. skoleår" med bl.a. datalære på skemaet.

Gennem en årrække, fra 1952 til 1961, var Fjordsgade den venlige og forstående vært for Århus Aftenseminarium, som hurtigt voksede sig stort og tog navneforandring til Marselisborg Seminarium. Ubudne gæster var derimod tyskerne, som først for en kortere periode i 1942/43 inddrog de to gymnastiksale, for siden, i slutningen af krigen, at beslaglægge hele skolen.

Da en halv snes drenge i december 1952 afstraffedes med brug af spanskrør, viste det sig, at en holdningsændring var på vej, og der kom en sag ud af det, som gennem nogle måneder på uheldig vis bragte Fjordsgades Skole på Danmarkskortet.


Forfatter og ophav: Henning Spure Nielsen, Århus Byhistoriske Udvalg 2000

Litteratur og kilder