Skødstrup Kirke

Fra AarhusWiki
Version fra 28. jan. 2021, 12:18 af MiaGulvadJørgensen (diskussion | bidrag) MiaGulvadJørgensen (diskussion | bidrag) (Oprettede siden med "<div class="tright">{{#display_map: 56.262892446066736,10.308860111070759~Skødstrup Kirke; |width=378 |height=200 |zoom=15 |center=56.262892446066736,10.308860111070759...")
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version → (forskel)
Indlæser kort...

Skødstrup Kirke er en romansk kirke bygget i granitkvadre på en bakketop, der mod øst skråner ned til Kalø Vig. Kirken indviedes i 1180 ved Biskop Kettel, men man mener, at der inden stenkirkens opførelse har stået en trækirke på samme sted.

Kirken fik i tilbygget et våbenhus i 1450 og et sengotisk tårn i perioden mellem 1450 og 1480, begge dele af røde munkesten. Derudover blev der i anden halvdel af 1400-tallet indsat krydshvælv i kirkerummet, hvilket erstattede et forhenværende fladt loft. En større ombygning blev i senmiddelalderen foretaget af kirkeskibet, hvor det blev forlænget i vest.

I middelalderen tilhørte det meste af Skødstrup Sogn - og dermed også Skødstrup Kirke - Øm Kloster. I 1648 blev både kirken og godset, Vosnæsgård, solgt til gehejmeråd Erik Rosenkrantz. I 1915 overgik kirken til Skødstrup Menighed.

Kirkens herskabsstole og bruskbarokke altertavle er fra midten af 1600-tallet, hvor de skænkedes af Erik Rosenkrantz. Prædikestolen fra samme periode er skænket af Rosenkrantz’ tredje hustru, Margrethe Krabbe, og et solur på våbenhusets gavl blev i 1648 skænket til kirken af Anders Pedersen fra Skæring Munkegård. Døbefonten er romansk og tilhører den såkaldte ”Kalø-gruppe”. Kirkens fire messehagler og alterbordets forhæng (antependium) er tegnet og vævet af Flemming og Inge-Lise Bau i 1978-85.

Kirken har to mindetavler (epitafier), det ene til minde om Rasmus Søffrensen Rytter fra Indrup og hans to afdøde hustruer og det andet om hans forældre. Rasmus Søffrensen Rytter var i 1600-tallet præst i Skødstrup Kirke i 50 år og provst i Øster-Lisbjerg Herred i 48 år. Han startede med at føre kirkebøger allerede i 1620, selvom denne opgave først blev pålagt præsterne i 1646, og man kan derfor følge fødsler og dødsfald i Skødstrup Sogn længere tilbage, end man kan mange andre steder.

Se også

Skødstrup Kirke på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Skødstrup Kirke

Litteratur og kilder