Viby Stadion

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...
Viby Stadion set fra luften. 1957.
Kilde: Sylvest Jensen Luftfoto, Det Kgl. Bibliotek.

Viby Stadion er et fodbold- og atletikstadion i bydelen Viby, beliggende Skanderborgvej 224. Viby stadion er hjemmebane for fodboldklubben Viby IF.

Viby Stadions opvisningsbane blev indviet søndag 28. april 1935 med en fodboldkamp mellem klubberne Viby Idrætsforening og Odder Frem i JBUs A-række. Indvielsesdagen markeredes også med standerhejsning og med en ny klubdragt til vibyspillerne.

Det nye stadion

Kommuneingeniør N.K. Hansen stod i slutningen af 1940'erne for at udarbejde planerne til et nyt stadion i Viby. Vibys nye stadion der ansloges at være færdig 1949 stod til en samlet pris af ca. 600.000 kr., hvoraf staten ville betale 225.000 kr. I foråret 1949 var man i gang med at fylde 25.000 kubikmeter jord i den sænkning hvor det nye stadion skulle anlægges, men det endelige stadion stod først færdigt i 1952-53, hvor de samlede udgifter beløb sig til ca. 780.000 kr.

Rundt om den nye opvisningsbane på det nye stadion blev der anlagt en løbebane og springgård samt åbne trappetrins-tribuner hele vejen rundt. Der skulle være plads til i alt 4000 tilskuere.

Den 29. marts 1953 var Viby IF og Esbjerg kombattanterne i den første mesterrække kamp i fodbold der blev spillet på det nye stadion. Ved højtideligheden før kampen måtte der hele seks mænd til at hejse Dannebrog i den 18 meter høje flagstang, da den stride forårsblæst voldte flere problemer. Trods føringer på 2-0 og 3-1 endte Viby IF med at tabe åbningskampen med 3-4 til Esbjergs divisionsreserver. Åbningskampen var optakten til at samtlige baner på det nye stadionområde kunne tages i brug, herunder også de fire træningsbaner og to håndboldbaner. Selve indvielsen af stadion ville først ske når klubhuset var færdigbygget.

Viby Stadion på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Se arkivalier omhandlende Viby Stadion

Litteratur og kilder

  • Viby Idrætsforening, artikel i Vibybogen 2004, Leif Willer Rasmussen, Viby Lokalhistoriske Forening.
  • Århus Stiftstidende. Viby Stadion Indvies. 26-04-1935.
  • Århus Stiftstidende. Viby Stadion koster 190.000 kr. mere end ventet i 1946. 18-09-1951.
  • Århus Stiftstidende. Esbjerg vilde ikke flytte Viby-Kampen. 27-03-1953.
  • Århus Stiftstidende. Viby tabte første Kamp paa det nye Viby Stadion. 30-03-1953.
  • Århus Stiftstidende. Viby-idrætten har faaet klubhus til 308.000 kr. 30-03-1954.
  • Schmidt, F. August, Viby Sogns Historie Bind 1, 1942. s. 264.