Civilforsvaret for Storårhus

Civilforsvarskommissionen for Storaarhus var en lovbestemt kommission som fungerede fra 1949-1993, hvorefter den blev afløst af Beredskabsstyrelsen. Kommissionen blev nedsat i henhold til § 21 i lov nr. 152 af 1.april 1949 om Civilforsvaret. I henhold til lovens § 22 var det kommissionens ansvar, i fredstid, at organisere og opretholde:

• En brandtjeneste,
• En teknisk/rydningstjeneste,
• En sanitetstjeneste,
• En gas- og fosfortjeneste,
• En socialtjeneste og
• En beskyttelse af kommunale livsvigtige virksomheder.

Derudover var det kommissionens opgave at føre tilsyn med bedriftsværnene, samt den frivillige lokale beskyttelse (karré- og villaværn). Sidst men ikke mindst skulle kommissionen opretholde de offentlige beskyttelsesrum, sikre reservevandsforsyningstjenesten samt organisere eventuelle evakueringer.

Kommissionens medlemmer var en blanding af forskellige dele af det Aarhusianske beredskab. De første mange år bestod samlingen af: Borgmesteren, politimesteren og civilforsvarschefen. Dertil kom medlemmer valgt af Aarhus byråd, samt medlemmer udpeget af Civilforsvarsforbundets Aarhus kreds. Særligt i kommissionens første årtier blev der udpeget et medlem fra ”Danske kvinders beredskab, Aarhus”.

Det tidlige civilforsvar

Det danske civilforsvar blev oprettet i 1930’erne i lyset af de voksende spændinger i Europa og frygten for de civile ødelæggelser som følge af bombeflyenes øgede betydning under en krig. I 1934 blev Dansk Luftværnsforening stiftet som en frivillig organisation, og den stiftede i 1940 Danske Kvinders Beredskab (DKB). I 1938 blev Statens Civile Luftværn oprettet ved lov som en organisation, der kunne stille værnepligtige til rådighed for civilforsvaret. Disse organisationer spillede under Anden Verdenskrig en væsentlig rolle i at mindske de civile omkostninger som følge af de allieredes bombninger af Danmark, bl.a. ved at oprette et varslingssystem med sirener og ved at bygge offentlige beskyttelsesrum. I 1941 blev Civilbeskyttelsestjenestens Udrykningskolonner (CBU) oprettet under Statens Civile Luftværn, der var en national beredskabstjeneste. Kolonnerne bestod af køretøjer, der skulle yde assistance til det lokale luftværn, hvis der enten udbrød krig eller indtraf en anden form for katastrofe. De enkelte kolonner blev udstationerede rundt om i landet på CBU-kaserner, der blev oprettede eller inddragede til anledningen.

Efter krigen påtog Statens Civile Luftværn sig opgaven med at tilse de tyske flygtninge, der befandt sig i Danmark ved krigens afslutning. Samtidig stod det klart, at beskyttelsen af civile mod bombninger bl.a. med atomvåben ville få øget betydning under en krig. De eksisterende brand- og redningskorps ville slet ikke være tilstrækkelige i en krigssituation. I 1949 blev Statens Civile Luftværn derfor omdannet til et egentligt beredskab bestående af Civilforsvarsstyrelsen under Indenrigsministeriet og et lokalt civilforsvar under kommunerne. Aarhus lokale civilforsvar blev organiseret af den såkaldte Civilforsvarskommision for storaarhus. Dansk Luftværnsforening ændrede i samme anledning navn til Civilforsvars-Forbundet (CFF). I 1950’erne blev dette civilforsvar suppleret af de øvrige offentlige myndigheders krigsplanlægning, som blev endeligt fastlagt ved lov om det civile beredskab i 1959.

De første år

Efter Koreakrigens udbrud i juni 1950 blev sirenevarslingssystemet fra Anden Verdenskrig retableret, de offentlige beskyttelsesrum istandsat og Civilforsvarskorpset iværksatte en opbygningsplan med anskaffelse af nye køretøjer, brandslanger, radioudstyr, udstyr til måling af radioaktivitet mv. Samtidig blev der udsendt regler om oprettelse af sogneværn, villaværn, karréværn og bedriftværn som led i det lokale civilforsvar. I 1953 blev ”Bernstorff bunkeren” bygget som Landskommando for Civilforsvarsstyrelsen i krigstid.

Civilforsvaret bestod herefter af en stående styrke bl.a. af værnepligtige i det statslige Civilforsvarskorps (CF) samt et stort antal frivillige og tidligere værnepligtige, som kunne indkaldes i en krise- eller krigssituation. Desuden blev der allerede i fredstid opbygget kommandocentraler, beskyttelsesrum, mobiliseringsstationer, kaserner og depoter med udrustning, hospitalsudstyr, køretøjer og brændstof. Ud over Civilforsvarets egne køretøjer ville mange private lastbiler, varevogne, busser, gravemaskiner mv. blive udskrevet til brug for Civilforsvaret i tilfælde af krig. I Aarhus afdelingen var der i efterkrigstiden en hektisk aktivitet. Mange af byens større industrivirksomheder blev påbudt at oprette bedriftværn, og afholde brand- og redningsøvelser. Loven krævede, at alle virksomheder med over 75 medarbejdere skulle stille med et komplet bedriftværn, hvilke ofte var forbundet med store omkostninger. Derfor forsøgte flere virksomheder at slippe for værnet, ved bl.a. at søge om dispensation. Det var dog ikke alle virksomheder, der frivilligt rettede ind. Hos tøjfabrikant Tage Vanggaard A/S tog man kampen op med den nye lovgivning. Trods gentagne advarsel og trusler om et retsligt efterspil, nægtede fabrikken at efterkomme myndighedernes krav om et bedriftværn. Sagen endte i folketinget og i 1974 oprettede fabrikken et bedriftværn.

Den kolde krig og ”Hvis krigen kommer

Under den kolde krig havde Civilforsvarets til opgave at organisere: • Et varslingssystem for luftalarm mv. ved brug at sirener, højtalervogne, kirkeklokker og Danmarks Radio • Sikrings- og beskyttelsesrum i kældre og fritliggende bunkere • En hjælpetjeneste (brandtjeneste, rednings- og rydningstjeneste, teknisk tjeneste, socialtjeneste mv.) • Ambulancetjeneste, nødhospitaler og gravpladser • Evakueringer under ledelse af Politiet samt forplejning og indkvartering i skoler og hos private mv. Samtidig stod Civilforsvaret for oplysning og uddannelse af civilbefolkningen, bl.a. afholdelse af kurser i førstehjælp og brandslukning samt udsendelse af oplysningspjecer og vejledninger. Den mest kendte pjece er nok Statsministeriets ”Hvis krigen kommer” fra 1962.

Civilforsvarskommissionen for Storaarhus havde til formål at beskytte civilbefolkningen i Aarhus Kommune i tilfælde af krig.

De hidtidige CBU-kolonner blev videreført som CF-kolonner i Civilforsvarskorpset eller CF-korpset, som det blev kaldt. Det bestod af 11 udrykningsenheder samlet i tre brigader med i alt 10.600 mand fordelt over hele landet. Mandskabet bestod for en stor dels vedkommende af værnepligtige. Kolonnerne blev organiseret som et motoriseret hjælpekorps, der skulle assistere redningsarbejdet i byer, der havde været udsat for angreb.

Civilforsvaret var en del af totalforsvaret, som gav anledning til et tæt samarbejde mellem civile og militære myndigheder under regeringens ledelse. I en krise- eller krigssituation skulle den politiske og administrative ledelse af det civile beredskab og forsvar foregå fra de etablerede regeringsanlæg for hhv. Vest- og Østdanmark (Regan Vest og Regan Øst) og operativt fra Civilforsvarsstyrelsens Landskommando og fra de regionale og kommunale kommandocentraler, f.eks. Bernstorff bunkeren i Gentofte og Odense Kommandocentral. Totalforsvarets civile elementer var organiseret i 7 regioner, som kunne træffe de nødvendige beslutninger uafhængigt af hinanden, hvis de blev afskåret fra hinanden og fra den centrale ledelse. Fra 1953 indgik Civilforsvaret også i NATO-samarbejdet, og Civilforsvaret deltog i en række NATO-øvelser, hvor bl.a. varslingstjenesten og mobiliseringen af det lokale civilforsvar blev afprøvet.

Opbrud og sammenlægning

I november 1989 brød Berlinmuren sammen, og i 1991 ophørte Sovjetunionen med at eksistere. Dermed forsvandt behovet for at opretholde en organisation, der var møntet på at yde civil beskyttelse i en krigssituation. Civilforsvarsloven og brandloven blev afløst af beredskabsloven i 1993, og Civilforsvarsstyrelsen blev lagt sammen med Statens Brandinspektion i Beredskabsstyrelsen.

Beredskabsstyrelsen og det tilhørende beredskabskorps blev etableret d. 1. januar 1993, og fokus blev rettet mod de opgaver, som styrelsen løser i dag. De omfatter blandt andet brandforebyggelse, operative assistancer i forbindelse med ekstreme vejrsituationer, uddannelsesvirksomhed og international katastrofehjælp.

Det er kort sagt styrelsens mission at sikre samfundets robusthed over for følgerne af ulykker og katastrofer, herunder terrorhandlinger. Skader på personer, ejendom og miljø skal undgås.

I 2001 blev betegnelsen beredskabskorpset udfaset, og nu benyttes navnet Beredskabsstyrelsen, både om myndigheden og myndighedens operative del.

Beredskabsstyrelsens virksomhed er opdelt på tre hovedområder. Operativt beredskab – styrelsens fem beredskabscentres varetagelse af det statslige assistanceberedskab, internationale indsatser, uddannelse af værnepligtige, atomberedskabet, det kemiske beredskab mv. Skolevirksomhed – beredskabsfaglig uddannelsesvirksomhed for alle aktører på beredskabsområdet. Myndighedsopgaver – opgaver vedrørende forebyggelse og beredskabsplanlægning, styrkelse af samfundets robusthed, beredskabsudvikling, tilsyn og rådgivning i relation til de kommunale redningsberedskaber, varsling og frivillige i beredskabet mv.

Kilder

• Århus Kommunalhåndbog 1951
• Beredskabsstyrrelsen: Historie. Udgivet af Beredskabsstyrelsen. Sidst opdateret: 04.02.2019. Internetadresse: https://brs.dk/omstyrelsen/historie/Pages/Historie.aspx
• Danmark under den kolde krig: Civilforsvaret. Udgivet af Jens Perch Nielsen og koldkrig-online.dk 2017. Sidst opdateret: 2020. Internetadresse: http://koldkrig-online.dk/forsvaret/civilforsvaret/
• Journalnummer 5,3 Bedriftværn, af Arkivskaber ”Civilforsvarskommissionen for Storaarhus”, Bevaret på Aarhus Stadsarkiv.
• Arkivserien ”Bedriftværn (1974-1974)” af Arkivskaberen ”A/S Tage Vanggaard, Bestyrelsen (1974-1974)” – Bevaret på Rigsarkivet m. pakkenr. 1.