Vor Frue Kirke: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Vor Frue Kirke, Joseph Ludvig Kjær, ca 1898.jpg|350px|thumb|right|Vor Frue Kirke.<br>Fotograf: Joseph Ludvig Kjær, ca. 1898, [[Den Gamle By]]s billedsamling.]]

Kirken og klosteret fungerede i denne periode i tæt sammenhæng med hinanden; klosterbrødrene varetog de kirkelige handlinger og oppebar tillige en velgørenhedsvirksomhed i klosteret. Bygningsprojekterne, der også kommer til at indeholde en ombygning af koret og opførelsen af et sideskib, fandt sted i teglsten, hvilket dominikanerne var nogle af de første til at finde anvendelse for.  

Under optakten til reformationen i 1536 blev en række katolske munkeordener fordrevet fra Danmark. Dominikanerne forlod således klosteret i Aarhus i 1530. Herefter fungerede kirken - nu under navnet Vor Frue - som almindelig sognekirke, mens klosteret i 1541, på Christian III’s befaling, igen blev indrettet som hospital. Senere fungerede bygningerne som boliger til byens fattige, og var hermed en del af byens fattigvæsen, indtil opførelsen af [[Fattiggården|fattiggården]] i 1870, men i dag er de indrettet som ældreboliger.

I Danmark kendes lignende krypter kun fra vores ældste domkirker, og krypten under Vor Frue Kirke er da også netop et levn fra Aarhus' første domkirke, kendt som Skt. Nicolai. Endnu tidligere fandtes her en trækirke, der dog nedbrændte under den norske kong [[Harald Hårderåde|Harald Hårderådes]] overfald på byen i 1051. Da Aarhus ti år senere blev udråbt som et af Danmarks nye bispesæder, begyndte opførelsen af Skt. Nicolai. På grund af ligheder med kirker opført i Rhin-området lidt tidligere formodedes den tidligere Skt. Nicolai Kirke at være opført med hjælp fra rhinske kirkebyggere. Nyere forskning (Pajung, 2011) har overbevisende peget på en direkte inspiration fra flamsk byggeri, nærmere betegnet Sint Niklaas-klostrets i Mesen.

Skt. Nicolai Kirke var byens første stenkirke og dens grundplan fulgte stort set den nuværende Vor Frue Kirkes med undtagelse af dennes senere sideskib. En del fråd- og kampesten fra Skt. Nicolai blev i øvrigt senere genbrugt under byggeriet af den nuværende kirke og ses i den nederste del af muren ind mod klostergården.

I 1190’erne blev det besluttet at opføre [[Aarhus Domkirke|en ny domkirke]] indenfor voldene på det nuværende [[Store Torv]]. Den stod færdig omkring år 1300 og har siden gennemgået adskillige ombygninger, men allerede i 1239 var man så langt med byggeriet, at Skt. Nicolai blev skænket til dominikanerordenen.

Afdødes yngre bror var biskop Valdemar af Slesvig og Bremen. Niels Knudsen blev begravet i Domkirken, men ret hurtigt flyttet til den østlige ende af byen og begravet indenfor volden ude ved skrænten mod [[Aarhusbugten|bugten]]. Hurtigt opstod der rygter om, at der skete mirakler ved Niels’ grav. Han fik tilnavnet ’Hellig-Niels’. Nu havde også denne gren af kongeslægten sin helgen, ganske som Valdemar-linjen havde Knud Lavard. Valdemarerne lod med støtte fra Absalon - og dermed Hvide-slægten - munken Saxo skrive en danmarkshistorie, der hyldede Valdemar som den rette, eneste og største konge af Danmark. Biskop Valdemar lod på sin side udfærdige en danmarkshistorie om sine forfædre og deres ret til tronen.  

Hellig-Niels var ganske vist ikke officielt helgenkåret af paven, men det var menigmand ligeglad med. Ved eller på hans grav blev der opført et kapel af træ. Der opstod en omfattende kult omkring Niels og hans grav og mange strømmede i den anledning til bydelen omkring Domkirken og Vestergade. At Domkirken var indviet til Sct. Nicolaus (latin for Niels), gjorde selvsagt ikke noget. Pengegaverne strømmede til Domkirken. Donorerne ville måske også gerne stå sig godt med egnens mægtigste slægt.

For kong Valdemar må domkirkens vækst have lugtet af basis for oprør. Det var efterhånden tvivlsomt, om han kunne regne bispestolen i Aarhus for den trofaste støtte, den havde været siden Svend Estridsens tid. Noget måtte der gøres, så da biskop Svend døde i 1191, indsatte kongen og Absalon et trofast medlem af Hvideslægten, [[Peder Vognsen (-1204)|Peder Vognsen]], som biskop. Det var første skridt. Fra nu af skulle stiftet have en ny domkirke, placeret inden for volden, det vil sige i kongens Aarhus. Det var andet skridt. Biskoppen skulle dermed også huses her. Kongens Aarhus blev identisk med kirkens Aarhus.

Det var skik og brug, at en ny domkirke blev til som en ombygning - altså en udvidelse af den gamle. Men sådan spillede klaveret ikke. Den nye [[Domkirken|domkirke]] i Aarhus blev anlagt helt østligt i byen lige inden for volden det vil sige hen over Niels Knudsens grav med tilhørende kapel. De mange valfartende blev dermed berøvet målet for færden. Heller ikke navnet gik fri. Kirken i Vestergade forblev nogen tid endnu indviet til Sct. Nicolaus. Den nye domkirke derimod blev indviet til Sct. Clemens, der var en af den europæiske kirkes kendteste helgener.

Det blev til Nordens længste kirke på vel nok byens bedste byggegrund. Den gamle domkirke havde, muligvis af økonomiske grunde, ikke haft et domkapitel. Peder Vognsen overførte i 1203 den gamle domkirkes indtægter til sin nye domkirke. Han spædede desuden rundhåndet til af egne midler. Endelig overførte han også en del af bispestolens jordbesiddelser til [[Aarhus Domkapitel|domkapitlet]]. Samlet rakte det til, at seks kannikker kunne leve ganske rigeligt af det. Desuden sørgede han for, at bispestolen havde langt større magt i forhold til domkapitler end i noget andet dansk stift.   

Den således forarmede kirke i Vestergade gled effektivt ud på et sidespor. I 1220’erne overgik den til dominikanerne, der byggede et kloster omkring den. Fra da af og til reformationen havde sortebrødrene - altså tiggermunkene - deres base i Vestergade og deres gang i byen.

Aarhus var nu af gavn ikke længere kongens, men kirkens by. Volden skred sammen og blev ikke fornyet. Byen lå ganske vist stadig på kongens jord og var ham skat skyldig. Kongen var således stadsherre. Men ellers var kongens økonomiske aktiviteter i byen reduceret til en vandmølle vest for Vestergade. At den var særdeles indbringende, var en anden sag, hjulpet på vej af et effektivt monopol. Helt der ude i vest ved kongens vandmølle blev der – formodentlig allerede i 1000-tallet – bygget en Vor Frue Kirke. Den forsvandt i løbet af middelalderen og dens navn overgik til kirken i Vestergade.

Peder Vognsen havde løst sin opgave så glimrende, at aarhusbisperne fik udstrakt skattefrihed. Kongemagt og bispestol holdt fremover sammen. Da Valdemar Atterdag prøvede at samle Danmark efter de kongeløse år, drog biskop [[Svend|Svend af Aarhus]] som den eneste danske stormand til Nordtyskland for at hjælpe ham. Valdemar Atterdags datter Margrete 1. fik sin kansler [[Peder Jensen Lodehat (-1416)|Peder Jensen Lodehat]] udnævnt til biskop over Aarhus Stift, indtil han nogle år senere kunne få bispestolen i Roskilde, der var landets rigeste. Hans efterfølger fik en stor pengegave til at ombygge Domkirken for.

Sammenholdet var solidt. Taberen var for en tid Vestergade – og så alligevel. Dominikanerklostret blev meget velhavende og voksede efterhånden til et bygningskompleks, der stort set blev afgrænset af Vestergade, [[Klosterport]], [[Klostergade]] og [[Grønnegade]]. På hjørnet ved Grønnegade blev der omkring 1200 opført [[Aarhus Hospital]] eller [[Sct. Karensgård|Skt. Karens Gård]] (også kaldet Sct. Catharinas Gård). Det var et opbevaringssted for spedalske, som middelalderen rummede så mange af. Skt. Karens Gård fik ret til en afgift fra hver bonde i de seks nærmeste herreder. Økonomisk set var det nok ikke så ringe en erstatning for den prestigefyldte, men ret fattige domkirke.