Aarhus' historie: Forskelle mellem versioner

(2 mellemliggende versioner af 2 andre brugere ikke vist)

Linje 128:

===La Belle Époque: Modsætningernes by===

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den ~~Fransk~~-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

[[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]

Linje 150:

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af ~~Aarhus’~~ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz (1828-1906)]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i ~~1950’erne~~ og erstattet af et nyt boligkompleks.

[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus' første fotografer, maleren [[Andreas Fritz (1828-1906)]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950'erne og erstattet af et nyt boligkompleks.

====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====

Linje 157:

Men torvene var under forandring. Det store palæ~~, hvor~~ [[Lille Torv 2~~|Illum’s~~]] ~~i dag holder til~~, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.

Men torvene var under forandring. Det store palæ på [[Lille Torv 2]], var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.

Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Linje 181:

Linje 182:

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.

Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.

Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til ~~1950’erne~~ stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950'erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

====Romersk bad til det bedre borgerskab====

Linje 195:

Linje 196:

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes ~~temperede~~ Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes tempererede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

Linje 214:

Linje 215:

====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====

[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans ~~Broges~~ fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i [[Hans Broge (1822-1908)|Hans Broge]]s fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].

[[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab den 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig sammen med en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i [[Mejlgade]]. Her havde Liisberg etableret sig sammen med en partner i 1847 i nummer [[Mejlgade 72|72]], inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. [[Mejlgade 69|67-69]], men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på [[Skovvejen]]. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i [[Vejlby]], som var den kommune, som den nye bydel [[Risskov]] opstod i. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

====Byen udvides i parisisk ånd====

Linje 233:

Linje 234:

[[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra ~~1870’erne~~ til slutningen af ~~1890’erne~~. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i ~~1860’erne~~ og ~~1870’erne~~. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870'erne til slutningen af 1890'erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860'erne og 1870'erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].

Linje 241:

Linje 242:

Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther (1819-1892)|Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen (1861-1950)]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.

En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

@@ Linje 128: / Linje 128: @@
 ===La Belle Époque: Modsætningernes by===
-Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.
+Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.
 [[Fil:000186195_l.jpg|300px|thumb|right|Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.]]
@@ Linje 150: / Linje 150: @@
 Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.
-[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren [[Andreas Fritz (1828-1906)]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.
+[[Nygade]] var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus' første fotografer, maleren [[Andreas Fritz (1828-1906)]], fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950'erne og erstattet af et nyt boligkompleks.
 ====Købmandsgårdene forsvandt på torvene====
@@ Linje 157: / Linje 157: @@
 [[Fil:000186137_l.jpg|Lille Torv med Borgporten og Store Torv set mod Aarhus Domkirke.|300px|thumb|right|Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]
-Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor [[Lille Torv 2|Illum’s]] i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
+Men torvene var under forandring. Det store palæ på [[Lille Torv 2]], var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål.
 Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til [[Jydsk Handels- og Landbrugsbank]]. Banken var tegnet af arkitekten [[Sophus Frederik Kühnel]] og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.
@@ Linje 181: / Linje 182: @@
 Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige.
 Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom.
-Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.
+Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950'erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.
 ====Romersk bad til det bedre borgerskab====
@@ Linje 195: / Linje 196: @@
 I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:
-::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::
+::”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes tempererede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::
 Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.
@@ Linje 214: / Linje 215: @@
 ====Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart====
-[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].
+[[Krathuset]] blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren [[Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883)|Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg]]. Dermed trådte Liisberg i [[Hans Broge (1822-1908)|Hans Broge]]s fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i [[Hans Broges Bakker]], fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på [[Krathusvej]] i brynet ved [[Riis Skov]].
 [[Fil:Krathuset.jpg|300px|thumb|right|Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.]]
-Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.
+Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab den 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.
-Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig sammen med en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.
+Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i [[Mejlgade]]. Her havde Liisberg etableret sig sammen med en partner i 1847 i nummer [[Mejlgade 72|72]], inden han gik solo kort tid efter.
-Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.
+Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. [[Mejlgade 69|67-69]], men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på [[Skovvejen]]. [[Studestalden]] er således Liisbergs værk.
 Liisberg havde længe haft en grund uden for [[Mejlgades Port]]. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for [[Østbanegården]], hvor i dag [[Østbanetorvet]] ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.
-Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.
+Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i [[Vejlby]], som var den kommune, som den nye bydel [[Risskov]] opstod i. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.
 ====Byen udvides i parisisk ånd====
@@ Linje 233: / Linje 234: @@
 [[Fil:000186124_l.jpg|300px|thumb|right|Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.]]
-Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.
+Området syd for [[Aarhus Hovedbanegård]] blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870'erne til slutningen af 1890'erne. Det blev snart til [[Frederiksbjerg]]. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860'erne og 1870'erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.
 Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved [[Centralværkstedet|De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn]], på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere [[Århus Oliefabrik]].
@@ Linje 241: / Linje 242: @@
 Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt [[Vilhelm Theodor Walther (1819-1892)|Vilhelm Theodor Walther]]. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.
-Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme.  Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen (1861-1950)]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
+Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten [[Rudolf Frimodt Clausen (1861-1950)]], indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris.
 En af ejendommene er [[Tagenhus]]. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.