Aarhus Byråd: Forskelle mellem versioner

Selve ordet råd som betegnelse for forsamlingen af bestyrelsen kendes tilbage fra 1200-tallet. Indførsel af byråd var sandsynligvis inspireret af de bystyrer man havde i de nordtyske Hansastader. Da magten i middelalderens Danmark var langt mindre centraliseret end hvad vi kender fra i dag, administrerede det tidlige råd en høj grad af selvstændighed for Aarhus. Det betød dog ikke at rådet styrede Århus alene, både kongen og kirken var vigtige magthavere i byen, men linjerne imellem disse forskellige magthavere var ikke altid så klart defineret, som vi kender det fra i dag.

Ved reformationen i 1536 forsvandt kirkens selvstændige magt i Aarhus. En konkurrent til kongens indflydelse var således elimineret. Videre i løbet af 1500- og 1600-tallet tog kongen i stigende grad styringen i byen, imens byrådets magt mindskedes sideløbende. Rådet beholdt dog også til en vis grad nogen betydning ved at indgå i et samarbejde med kongemagten. Denne udvikling tog for alvor fart i 1600-tallet, blandt andet ved købstadsforordningen af 1619, og enevældens indførsel i 1660. I 1682 bestod magistraten af to borgmestre og tre rådmænd. De valgtes formelt af kongen. Tilsynet med købstæderne var lagt over til stiftamtmanden.

Stecher Christensen var måske ikke en karismatisk mand, men han arbejde hårdt for byens rettigheder og var med til at støtte frihedsbevægelsen - blandt andet gennem økonomisk støtte og udlevering af falske legitimationskort, ligesom han tillod, at der blev gemt våben på rådhuset.

De første mange år var det partiet, der var i centrum. Valgplakaterne bestod af partibogstavet og et kort slogan – gerne i stærke farver. En undtagelse for dette så man på Socialdemokratiets valgplakater i 1935, hvor Stauning skulle få landet gennem krisen med den nok så kendte ordlyd ''”Stauning eller Kaos”''. Ellers var det først i 1960’erne, at det var partikandidaterne, der kom i centrum på valgplakaterne. Grunden til dette var, at flere partier var gået over til sideordnet opstilling, hvorfor konkurrenter nu skulle findes lige så meget blandt partifællerne.  

Det er gennem 1900-tallet blevet mere og mere almindeligt at profilere partiet igennem én markant person, ligesom det personlige antal stemmer også har været stødt stigende. I 1970 blev den populære Bernhardt Jensen brugt til at profilere kommunesammenlægningen og Socialdemokratiet. Omvendt blev Orla Hyllested i 1981 brugt af andre til at splitte Socialdemokratiet. Mod sin vilje var borgmesteren, af nogle endnu ikke navngivne personer, blevet genopstillet som løsgænger, hvorefter han indrykkede denne annonce i avisen: ''”Kære medborgere. Det er uanstændigt overfor mit parti, det der er sket. Og det er dybt tragisk for mig personligt, at jeg efter at have tjent Århus by i mange år, nu skal misbruges til at splitte Socialdemokratiets vælgere. For det er ganske enkelt, hvad hensigten med at opstille mig – uden min viden – til byrådsvalget på tirsdag. Det er derfor også mit højeste ønske at hensigten ikke lykkes. Jeg håber, at alle I, der gennem årene har støttet mig – har stemt enten personligt på mig eller stemt på mit parti, ikke medvirker til intrigemagernes spil. I kan opfylde dette ønske for mig ved – som jeg naturligvis selv gør – at stemme på liste A-Socialdemokratiet. Orla Hyllested. Borgmester.”'' Orla Hyllested blev ikke valgt og kunne dermed nyde sit otium i fred.

Der er stadig 31 medlemmer af Aarhus byråd.

* Thorsen, Nils: Valgplakaten: Se 100 års magtkamp i lygtepælen, artikel i politiken 04.09.2011