Nordre Kirkegård: Forskelle mellem versioner

=== Klasseforskel i døden ===

Den 7. oktober 1875 var den nye kirkegård atter oppe og vendes i byrådet. Her var anledningen anlæggelsen af en sti til kirkegården, men den efterfølgende diskussion kom til at handle om noget helt andet; nemlig praksissen med at klasseopdele jorden på kirkegårde.  

Byrådsmedlem [[Johannes Magnus Mørk (1827-1889)|Mørk]] mente ikke, at man burde tage en ny kirkegård i brug, før den eksisterende kirkegård var helt fyldt op. Sagen var den, at kirkegårdsjorden var delt op i forskellige prisniveauer, som reelt set medførte, at selv i døden var aarhusianerne klasseopdelte. I [[Århus Stiftstidende]] blev det den 8. oktober 1875 beskrevet således: ''”Mørk hævdede det Ønskelige i, at den nye Kirkegaard ikke tages i Brug, før den gamle Kirkegaard er fyldt, uden hensyn til, om denne Fyldning ogsaa skulde medføre, at en lavere Classes Liig maatte begraves i en høiere Classes Jord”''. Det var også i denne periode, at nogle gravsteder begyndte at blive anlagt og vedligeholdt som små minihaver, hvorved skellet mellem rig og fattig blev endnu mere iøjnefaldende, da fattigfolk ofte blot blev gravlagt i tætte rækker med et simpelt trækors på deres grav. Da diskussionen gik ud over det egentligt punkt på dagsordenen, blev den ikke gengivet referatet fra byrådsmødet, men blot i avisen. Der blev derfor heller ikke taget nogen beslutning om klasseopdelingen her.

===Billettøren og barberens hustru indviede kirkegården===

Den 9. oktober 1876 blev kirkegården endelig indviet, da [[Vor Frue Kirke]]s sognepræst, [[Ferdinand Emil Seidelin|F.E. Seidelin]], afholdt de to første begravelser. Første mand i jorden var den blot 42-årige billettør Thomas Peter Henrichsen. Ifølge dødsannoncen fra [[Århus Stiftstidende]] havde billettør Henrichsen ''”i en Række af Aar bestridt sin lille Post i Communens Tjeneste med megen Accuratesse og Nidkjærhed. ”'' Ceremonien foregik fra et midlertidigt trækapel, hvor også byens andre præster, borgmesteren og byrådsmedlemmer deltog. Seidelin talte ifølge Århus Stiftstidende om, at det nye sted ''”hvor vi nu skulle begrave vore kjære Afdøde, seer saa aabent ud; med det skal hegnes med Herrens Fred. Der, hvor der tidligere er pløiet og saaet i den timelige Jord, der ville vi nu hegne med Guds gode Ord, saa at der her kan blive Fred imellem Gravene.”''

===Kapellet bygges og ombygges===

Først i 1880 blev der opført et kapel i nyromansk stil med korsfløje, tegnet af arkitekt [[Vilhelm Puck]]. Efter 25 år kunne man dog konstatere at kapellet var for lille. Det var især, når foreninger eller lignende mødtes for at begrave medlemmer, at det kneb med pladsen i Pucks kapel. Den efterfølgende debat i byrådssalen den 26. marts 1908 blev lang og lettere ophedet. Nogle – her iblandt [[Socialdemokratiet|socialdemokratiske]] [[Frederik Ferdinand Samuelsen (1865-1929)|F.F. Samuelsen]] – mente, at det var bedre at anlægge en helt ny kirkegård, andre – som [[Højre]]s [[Ole Christian Ingvard Lottrup (1857-1908)|Lottrup]] – stemte for at opføre endnu et kapel på Nordre Kirkegård, mens andre igen – som [[Magnus Nielsen (1859-1918)|M. Nielsen]] fra Højre – stemte for en udvidelse af det nuværende kapel. På byrådsmødet blev sagen behandlet, uden at man i første omgang kom til enighed. Det blev dog M. Nielsen, som fik det sidste ord i debatten: ''”Det kunde ikke nytte at sige, at man ingen Penge havde, de kunde nok skaffes. Hr. Lottrup var nu en meget modig Mand, men havde dog i sin Tid været ved at græde og havde mattet bøje sig for Provstesynet. Den sag skulde han dog ikke komme nærmere ind paa.”'' Sidstnævnte kommentar var knyttet til en kommentar fra hr. Lottrup om, at man ikke behøvede at udvide kapellet, blot fordi provstesynet ønskede det.

I 1909 blev kapellet da også ombygget og udvidet efter tegninger af arkitekt [[Sophus Frederik Kühnel|S.F. Kühnel]]. Kühnel stod også bag tegningerne til [[Krematoriet på Nordre Kirkegård]], som blev indviet den 9. januar 1923. Da opførelsen af et krematorium var blevet diskuteret af byrådet i tilbage i 1908, udtalte [[Frederik Nørgaard|F. Nørgaard]], at selv ''”de mest sangvinske vilde”'' måtte indrømme, at der ville komme til at gå mange år, før tanken om ligbrænding ville slå igennem. Det viste sig at være upraktisk med krematorium og kapel i hver sin bygning, hvorfor kapellet i 1941 blev ombygget, og et krematorium blev indrettet i kapellets kælder. Få år efter blev Kühnels gamle krematorium nedrevet. Krematoriedriften på Nordre Kirkegård ophørte i 1969, hvorefter al ligbrænding foregik på [[Vestre Kirkegård]], der var blevet indviet i 1927. De nuværende kalkmalerier i kapellet blev udført i 1942 af [[Harald Borre (1891-1964)]].