Brabrand: Forskelle mellem versioner

Forskellige fund af flinteredskaber, rester af oldtidshøje og et lille grubehus viser, at der har levet mennesker ved nuværende Brabrand i tusindvis af år. Efter den sidste istid var området – ligesom resten af landet dækket af skov – men gennem århundreder blev ny jord taget ind til dyrkning, og efterhånden opstod det område, der kom til at udgøre landsbyen Brabrands markområde. Det ældste af landsbyen Brabrand har bestået af en række gårde med beliggenheden langs en landevej fra øst til vest og var dermed en såkaldt vejby.  

Indtil middelalderen var det bønderne selv, der i udgangspunktet ejede deres egne gårde, men herefter kom mange gårdejere i økonomiske vanskeligheder, hvorefter de overdrog deres besiddelser til herremændene eller kirken. Under middelalderen blev kirken ejer af så godt som alle fæstegårde i [[Brabrand Sogn]]. Altså bortset fra gårdene inde i selve landsbyen Brabrand, hvor kirken kun kom til at eje præstegården. Brabrands gårde var i stedet ejet af en adelsslægt fra [[Brabrand Hovgård]], der lå sydvest for kirken ned mod søen. Af markbogen for 1683 fremgår det, at denne gård hørte til en gruppe af gårde, der ikke kun havde deres agre liggende ved siden af hinanden, men som desuden var de eneste, der havde andel i et par af bymarkens store områder. På dette tidspunkt fandtes der 13 gårde og tre huse med jord i landsbyen.