Borrebækken

Akvarel forestillende Borrebækken ved Mejlgade kort inden dens udløb i havet. Maler Hans Frederik Meyer Visby (1839-1926), ca. 1860, Aarhus Stadsarkiv.

Bykort over Aarhus i 1796. På kortet ses Borrebækken løbe fra vest over Munkeport og bag den nordlige del af byen, før den havner ved Studsgade. "Grundrids af Byen Aarhuus." Efter den kongelige General Vejs Comissions-Forlangende. Opmaalt af Heinen og tegnet af H. Glahn.

Borrebækken var et åbent vandløb, der løb gennem store dele af 1800-tallets Aarhus. I 1700-tallet blev Borrebækken også kaldt "Borgerbækken", og før da kaldtes den "Skidden-Sig". På et kort fra 1675 i Resens Atlas Danicus benævnes den blot som "et lidet rindendis Wand som har sit velde af de bæncher som ligger Nordvest fra Byen oc löber ned i Stranden."

Borrebækken løb gennem Aarhus fra nordvest og tog en nordlig retning gennem den gamle bykerne. På sin vej krydsede den flere af byens gader, bl.a. nutidens Gl. Munkegade og Nørregade, samt adskillige gamle haver. Lige før Studsgade knækkede den mod øst og forenedes med et vandløb, der kom ned gennem Vennelyst. Herfra løb de sammen på tværs af Studsgade og Mejlgade, før de endte i Aarhusbugten ved Smedegyde.

Mens Borrebækken endnu var et åbent vandløb, var der broer over den i Studsgade og Mejlgade, men mod slutningen af 1800-tallet blev bækken stykvist rørlagt.

Der var ikke meget strøm i Borrebækken, og det næsten stillestående vand kunne derfor blive både mudret og lugtende, især om sommeren. Det hjalp ikke, at folk, der boede nær den, var tilbøjelige til at kaste alskens affald deri. Af samme grund beklagede flere sig i avisen over, at luften ligefrem forpestedes af det lille vandløb. Der førtes mange debatter i byrådet i den anledning, men det førte længe ikke til noget. Forsøgsvis prøvede man at brolægge bunden af bækken, men det hjalp kun lidt.

Oprensningen af Borrebækken blev også forsømt, men brokkede man sig over det, lød svaret, at det et sådant arbejde ville være omsonst "fordi Uhumskheder, der udfløde fra Liisberg og Meisners Brænderi, daglig optaarnede sig i Bækken".

I 1862, da Paradisgades Skole var blevet bygget, nægtede skolens overlærer at bo i overlæreboligen på grund af stanken fra den nærved liggende Borrebæk. Han byggede sig derfor et hus til sig selv i Tunøgade.

I 1884 begyndte Sundhedskommissionen at klage over stanken ved bækkens udløb, og sundhedsrisikoen ved vandkvaliteten begyndte at blive taget mere alvorligt. Herpå begyndte arbejdet for alvor med at rørlægge bækken, hvilket var afsluttet inden udgangen af 1880'erne. I dag er den ikke længere at se i bybilledet.

Litteratur og kilder

• Connie Jantzen, Middelalderbyen Aarhus, Tarm Bogtryk A/S, Connie Jantzen og Den Gamle By, 2013
• Sejrs sedler, 1933-03-26, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000124001