786
redigeringer
Conrad Ottesen Wechmann: Forskelle mellem versioner
m
ingen redigeringsopsummering
Kurtl (diskussion | bidrag) mNo edit summary |
Kurtl (diskussion | bidrag) mNo edit summary |
||
| Linje 9: | Linje 9: | ||
===Slagsmålet om kirkestolen=== | ===Slagsmålet om kirkestolen=== | ||
[[Fil:Århus Domkirke 1875.jpg|thumb|250px|Aarhus Domkirke 1875. Her havde man tidligere reserverede pladser efter rang]] | [[Fil:Århus Domkirke 1875.jpg|thumb|250px|Aarhus Domkirke 1875. Her havde man tidligere reserverede pladser efter rang]] | ||
Senere blev det Conrad Wechmanns hustru Elisabeth, der skabte problemer. Hun tog sin nye stilling som stiftsprovstinde, og den rang det medførte, højtideligt. Hun kom i strid om sin siddeplads i kirken, hvor man dengang fik tildelt pladser | Senere blev det Conrad Wechmanns hustru Elisabeth, der skabte problemer. Hun tog sin nye stilling som stiftsprovstinde, og den rang det medførte, højtideligt. Hun kom i strid om sin siddeplads i kirken, hvor man dengang fik tildelt pladser efter rang. På en helligdag i 1729 var lektor Ole Worms hustru, madam Karen Knob, til prædiken i Domkirken sammen med sin medbragte jomfru Karen Kappel. De satte sig på en fornemmere plads i kirken, end de var berettiget til efter deres rang. | ||
Da stiftsprovstinde Wechman ankom og så, at hendes plads var optaget, forlangte hun, at madam Worm skulle vige sædet. Dette ville madam Worm ikke, hvorefter fru Wechman sprang op, tog hende ved armen, raslede med sit nøgleknippe og dunkede Worm i hovedet med en sivmåtte. Worm rokkede sig dog ikke, hvorefter stiftsprovstinden satte sig på jomfru Kappels skød, så denne begyndte at græde på grund af den tunge byrde. Madam Worm holdt stædigt fast på sin plads, som hun blev siddende på efter gudstjenestens ophør lige til aftensangen var forbi. | Da stiftsprovstinde Wechman ankom og så, at hendes plads var optaget, forlangte hun, at madam Worm skulle vige sædet. Dette ville madam Worm ikke, hvorefter fru Wechman sprang op, tog hende ved armen, raslede med sit nøgleknippe og dunkede Worm i hovedet med en sivmåtte. Worm rokkede sig dog ikke, hvorefter stiftsprovstinden satte sig på jomfru Kappels skød, så denne begyndte at græde på grund af den tunge byrde. Madam Worm holdt stædigt fast på sin plads, som hun blev siddende på efter gudstjenestens ophør lige til aftensangen var forbi. | ||