Vestergade: Forskelle mellem versioner

I ”Den gamle By” kan man se den ”Borgmestergård” fra 1597, der lå, hvor ”Magasin” ligger i dag. Med sine 300 m2 markerede den afgørende forskellen til den gennemsnitlige lejeboligs 40 m2.  Lejeboligerne (boder) var typisk ejet af købmændene. De blev ofte beboet af daglejere. Efter løn-nings¬dag blev en del af lønnen omsat på værtshusene, der bl.a. i Vestergade og Skolegade lå tæt.

Den var et uomgængeligt krav fra lensgreven på Frijsenborg, at banen ikke skulle føres igennem til Banegården, men ende tæt på Vestergade, der i hans optik stod som byens kommende hovedgade. Han blev støttet af købmændene i Vestergade, der frygtede for deres handel, hvis passagererne kunne køre igennem til Århus H. Heller ikke fra den anden endestation i Hammel måtte Hammel-banen forbindes med den østjyske længdebane. Her blev banen dog i 1914 forlænget til Thorsø. Næsten samtidig kom der et forbindelsesspor til Århus H, men det måtte kun benyttes til gods – den eneste undtagelse var, når lensgrevens gode ven, den tyske kronprins kom med sin salonvogn.

Fra nu af gik det stærkt. På 50 år næsten syvdoblede byen sit indbyggertal og rykkede dermed mar-kant fra de øvrige provinsbyer. Der kom igen gang i handlen. I spidsen gik folk som storkøb¬mand Hans Broge og hans svigersøn, margarinefabrikant Otto Mønsted. Direkte eller indirekte stod de bag meget af det mere spektakulære byggeri i midtbyen – bl.a. det nye Århus Teater fra år 1900. Det var tegnet af Hack Kampmann, der i disse år satte sit præg midtbyen med Teatret, Toldboden, Katedralskolens ’røde bygning’ ud mod Skolebakken og Statsbiblioteket, hvor nu Erhvervsarkivet og Stadsarkivet har til huse.

[[Otto Mønsted|Otto Mønsteds]] bygning, der var centrum i hans handels- og industriimperium, kan stadig ses i Vestergade, hvor også Handelshuset Ree og Schmalfelds Tobaksfabrik (oprindelig Funders Tobaks-fabrik) kom til at ligge. Mønsted startede i Vestergade en storproduktion af margarine og markeds-før¬te den moderne og dygtigt (OMA – Otto Mønsted Aarhus!). I side- og bagbygninger lå masser af småindustri. Fortidens mange købmandsgårde var næsten borte. Vestergade var nu blevet en beboelses- og produktions¬gade – og fremdeles en værtshusgade, hvor den beskedne ugeløn nemt kunne få ben at gå på.

I Vestergade lå desuden en borgerskole dvs. en offentlig betalingsskole for middelklassens og de bedststillede arbejderes børn. Omkring hjørnet i Grønnegade lå ydermere en friskole for de fattiges børn.

I de swingende 20’ere kunne man i Vestergade finde Apollo, der med et fjedrende parketgulv rekla-merede med ”byens bedste dansegulv”. Her var jazz-bal hver aften kl. 21-24 med gratis entré. Side-løbende kunne man forlyste sig med limfjordsøsters og halve hummere. Musikken blev bl.a. leveret af et 8 mands jazzband med solister og ikke mindst danserinder. Repertoiret blev efterhånden udvidet med mascot-dansing og valseaftener.  Stedet tog senere navneforandring til Røde Mølle. I 30’erne lagde Apollo og Vestergade 48 lokaler til et antal cykelklubber, hvis medlemmer primært var sene nattevandrere. Medlemsindtegningen skulle have været yderst uformel.  Apollos nytårsaftener var i en del år tilløbsstykker.

Den store krise i 30’erne ramte midtbyen hårdt. Industri og handel havde vanskelige tider, og der var krise i landbruget, der ikke blot levere råstoffer, men som også aftog en del af produkterne. Nygade og Vestergade blev rammen om et blomstrende værtshusmiljø – omkring halvdelen var smugkroer. Også fra en pæn del af Jylland valfartede de mindst bemidlede og andre, som miljøet appellerede til, til kvarterets udbud af øl, brændevin, prostituerede og spil. Under besættelsen og de første år derefter udvidede man sortimentet med sortbørshandel.

Fra 1950’erne lagde man i byrådet plan efter plan for en radikal modernisering af midtbyen. Det meste skulle have været jævnet med jorden og erstattet med brede gennemfartsveje og betonbyg-geri. I Odense kan man se, hvad det kunne være endt med. Heldigvis nåede de fleste planer at blive forældede allerede på tegnebordet. I sin regeringstid satte borgmester Bernhardt Jensen desuden hælene i over for andre. Man fik realiseret en stærkt reduceret udgave af busgaden og ikke mindst en rydning af den værste del af Vestergade og hele Nygade. Den effektive sanering var måske nok nødven¬dig, men nybygge¬riet, der afløste de nedrevne områder, var langt fra nogen arkitektonisk gevinst.

Fra 60’erne var det imidlertid gået stærkt med udbygningen af undervisningssektoren. Universitetet voksede således næsten eksplosivt og seminarierne, ingeniøruddannelsen, Maskinmesterskolen og andre fulgte godt med. Byens natteliv blev nu domineret af studerende og deres lærere. Det nye publikum havde andre krav. Nu handlede det om jazz og anden rytmisk musik, kunst og teater. De nye kulturelle vækstlag blomstrede i og omkring Vestergade. Vestergade 58 er et mønstereksempel. Den gamle købmandsgård genopstod som byens bedste spille¬sted. Gallerierne rykkede ind i gaden. Det samme gjorde for en tid forretninger med it-udstyr og musikinstrumenter.

I et tidligere møbellager i Vestergade 38 indrettede antikvarboghandler Bøckmann og tre unge skuespillere fra Århus Teater en alternativ teaterscene ”Svalegangen”. Det blev en sådan succes, at kommunen gennem tilskud gjorde det muligt at flytte til større lokaler i Rosensgade 11.

Med succesen kom en del andre spillesteder i andre dele af byen, nogle af de store navne foretrak i det lange løb København, så også den bølge ebbede ud. På det seneste er Vestergade med sidegader imidlertid blomstret op igen med cafeer, restauranter og gallerier samt brugskunst og tøj. Parallelt med gaden går den frilagte å med alle dens muligheder og lillebyidyllen Møllestien. Der skulle netop nu være gode muligheder for firkanten vest for Busgaden og over mod Vester Allé – mellem Åen og Nørre Allé.