Christiansgades Skole: Forskelle mellem versioner

Aarhus Købstads Borger- og Almue-Skolevæsens nye Organisation af 1846 trådte i kraft 5. oktober 1847, og dermed indledte pige-borgerskolen, som siden skulle komme til at hedde '''Christiansgades Skole''', undervisningen af 128 betalende piger i Frue Sogns gamle skole på hjørnet af [[Vestergade]] og [[Møllestien]]. I 1855 var elevtallet faldet til 98 fordelt på fem klasser, og mens drengene i den højere drenge-borgerskole måtte betale 1½ rigsdaler om måneden, så slap pigerne med 1. Drengene fik selvfølgelig også mere for pengene, bl.a. havde de i modsætning til pigerne engelsk og matematik på skemaet.

Med drenge-borgerskolens flytning til [[Ny Munkegade]] i 1890 blev skolebygningen ved Østre Møllesti ledig, og pigerne flyttede ind for allerede ti år senere at tage den nye skole på [[Bispetoften]] i besiddelse. Christiansgades Skole var af arkitekt C. Harild opført som et skolehus i to etager med kælder og med plads til 15 normalklasser og en gymnastiksal. Overlærerboligen var placeret ud mod [[Vester Allé]].  

Århus kommunale Fortsættelsesskole oprettedes i 1916 for elever, som forlod skolen efter syv års skolegang. I løbet af kort tid udviklede fortsættelsesskolen sig til en ren pigeskole, og som sådan havde den til huse i Christiansgades Skole.

==Erindringer==

Nicolai har besøgt den 78-årige Einar Møller, der er tidligere lærer på Christiansgade Skole på Vester Alle 8, det nuværende Folkeoplysningens Hus. Med dampende kaffe i koppen og nybagt kringle i hånden skruer Einar Møller tiden omkring 50 år tilbage til dengang han begyndte som lærer på Christiansgade pigeskole i 1952. Einar Møllers fortælling starter her og fortsætter på bagsiden af næste nummer af Nicolai. ”Jeg har i al min tid som lærer på Christiansgade Skole taget afsted om morgenen med stor glæde. Christiansgade skole var et dejligt sted at være, og der var altid en god stemning på skolen, både mellem skolens ca. 20 lærere, men også mellem lærere og elever. Det var en periode præget af stor disciplin og respekt, hvor man rejste sig for lærerne og kun brugte tiltaleformen dis. De yngre lærere havde tillige megen respekt for de ældre lærerinder, der altid lidt indforstået refererede til ”de gode gamle dage” på skolen, og som havde deres eget lærerindeværelse, kun for kvinder. Skolens på det tidspunkt tre mandlige lærere måtte derfor ”forpasse” sig til deres eget lille lærerværelse for hankøn”, fortæller Einar Møller. Senere fik alle lærerne fælles lærerværelse, og Einar Møller mindes en ældre lærerindes ord ved en af de første fælles frokoster på lærerværelset: ”De, Hr. Møller, har da vist ikke råd til sådan en madpakke”, lød overlærerindens kommentar til Einar Møllers madpakke. ”Hun vidste ikke, at jeg tilfældigvis denne dag havde rester med fra et fornemt gilde dagen før, og hun mente ikke, at den daværende lærerløn kunne række til, at jeg havde den slags madpakker med”, griner Einar Møller og fortæller, at en årlig lærerløn midt i 1950’erne var ca. 13.000 kr., og at en almindelige arbejdsuge dengang talte 48 timer. ”Men da jeg blev gift, fik jeg da en lønforhøjelse på hele 50,- Kr. – nu da jeg skulle til at være forsørger!”, fortæller Einar Møller med en smil. Efter 1950 var der ikke længere så stor brug for lærere i midtbyen, og Einar Møller fik derfor aldrig nogen jævnaldrende eller yngre kolleger på Christiansgade skole. Men han mindes sine ældre kolleger som gode kolleger. Han husker endda nogle af deres øgenavne, som blev givet dem af eleverne. En af hans kolleger var en kraftig lærerinde, der altid og ufravigeligt bar grøn kjole. Eleverne døbte hende derfor ”Grønsværden” og det var derfor næsten umuligt og uden tvivl ubarmhjertigt, når Einar Møller i tiden derefter på ture til Kalø fik til opgave at undervise eleverne om rytterne, der red på Grønsværden ved Kalø.

”Det var en anerkendt og respekteret skole, og skolen havde mange traditioner. Men der gik også børn fra meget små kår på skolen. De kom fra områderne omkring Nygade, Grønnegade og Vestergade. Der var ind imellem tale om forsømte børn”, fortæller Einar Møller, og mindes de lopper han selv har ”huset” efter at have hjulpet disse børn med skrivningen. ”Men bestemt velbegavede og dejlige børn”, tilføjer Einar Møller. Einar Møller fortæller ligeledes, at han stadig årligt mødes med en gruppe af hans gamle Christiansgade-elever, der forlod skolen i 1960’erne. Hvert år i november møder de troligt op fra nær og fjern til gensyn hos Einar Møller og hans kone. ”De havde det godt som klasse – de passede godt sammen”, forklarer Einar Møller beskedent, men hans historie vidner i det skjulte om ham selv som en meget vellidt og yderst respekteret lærer. ”Når jeg tænker tilbage på min tid på skolen, tænker jeg først og fremmest på morgensangen. Det var en fantastisk oplevelse at høre 350 lyse pigestemmer på gangene og etagerne i den store bygning. Det kan man slet ikke forestille sig. I det hele taget kan det være svært at forestille sig skoletiden dengang, når man sammenligner med i dag. Dengang stillede man klassevis op i rækker før man måtte gå ind i skolen, dengang skulle man være udenfor i frikvartererne, dengang fandtes toiletterne udenfor i skolegården, og udskylning af disse fandt kun sted én gang efter hvert frikvarter. Dengang sang man morgensang hver morgen, og dengang måtte uartige elever sidde efter eller sendes til ”overhaling” hos inspektøren – noget man ikke skulle ønske sig”, fortæller Einar Møller. Helt frem til 1970 varede skoleugen fra mandag til og med lørdag, alle dage fra klokken 8-15. Frem til 1961 husede den gamle skolebygning på Vester Allé, der i år runder 105 år, Christiansgade-skole, der fra midten af 1950’erne også fik drenge blandt eleverne. Men i 1961 blev skolen nedlagt og elever og lærere flyttede til den nybyggede Frydenlundskole. Her slutter beretningen om Christiansgade pigeskole på Vester Allé 8, hvor et nyt kapitel i bygningens historie begyndte: nemlig Handelsskolens historie. Einar Møller fungerede indtil 1990 som lærer. Desuden blev Einars kone børnehaveklasselærer på Frydenlundskolen, og med et smil slutter Einar sin fortælling af med historien om, hvordan dette blev en omvæltningens tid for ham: ”På Frydenlundskolen holdt jeg fast i at ville kaldes Hr. Møller, og det respekterede både børn og kolleger. Men da min kone blev ansat gik jeg fra at være ”Hr. Møller” til at være ”Fru. Møllers mand” Det var svært”, griner Einar Møller.

Mens jeg endnu gik på Christiansgades Skole var fattiggården der stadig og i den forreste af bygningerne, der lå langs Vester Alle, var der fritidshjem om dagen og ungdomsklub om aftenen. På fattiggården kunne man købe træ, både optændingspinde, der var bundtet, og pejsebrænde.

De første drenge på skolen blev indmeldt i 1. klasse i 1952. I de år, jeg gik på skolen, havde man et spor fra 1.-5. klasse, derefter skulle alle i Aarhus til optagelsesprøve, og hvis man bestod den, kunne man komme i mellemskolen, enten på Christiansgades Skole, Munkegades Skole (som kun var for drenge), Finsensgades Skole eller Fjordsgades Skole, som var fællesskoler. Der blev højst optaget 5-6 elever fra hver 5. klasse. Bestod man ikke optagelsesprøven, kunne man prøve igen i 6. klasse - og så var løbet kørt. Hvis man blev optaget, gik man i 1.-4. mellem, som blev afsluttet med en mellemskoleeksamen og derefter kom man i realklassen, som så blev afsluttet med en realeksamen - altså 10 år i alt.

Jeg var så heldig at komme i Christiansgade skole, og jeg synes vitterligt det var et held. Ikke at Samsøgade var en dårlig skole, men der var en anden disciplin på Samsøgade. Kæft, trit og retning. Vi stod i rækker før vi skulle gå ind i skolen om morgenen og ve den arme synder der bare kom til at dreje hovedet. Gårdvagterne gik rundt med sådan nogle små legetøjsstokke og så fik man en over hovedet med den. Der gik også drenge deroppe, og de to store indgange var opdelt i en pige- og en drengeindgang og der var nærmest en usynlig streg i skolegården. Den tættest på Ny Munkegade var pigeindgangen. Hvis man kom over på den forkerte side, blev man stillet op ad væggen til spot og spe for alle knægtene. Der var lidt mere kadaverdisciplin. Derfor var det pragtfuldt at komme i Christiansgade skole. Der var simpelthen en ånd deroppe, som gjorde én glad. Der var vel problemer lige så vel som andre steder, men tonen var en anden.

Og så var vi så heldige at få Alfred Fredbøg som klasselærer og F.W. Andersen til regning og fysik og han sagde: "Ja, jeg skulle egentlig have været jeres klassefar, men hr. Fredbøg havde ikke prøvet at være klasselærer før og ville gerne, så han fik jer". Og hr. Fredbøg var virkelig en god lærer. Vi elskede ham over alt på jorden, men du kan saftsuseme også tro vi havde respekt for ham. Man turde ikke komme til hans timer uden at være forberedt. Der var ikke den hårde, skrappe disciplin, men vi havde respekt og det betød utroligt meget. Vi havde en dansklærer, der var ret speciel og en gang imellem lidt strid og så klagede vi til Fredbøg. Og han hørte på os og undersøgte og kom tilbage og sagde: "I er altså ikke helt rigtigt på den piger, det er sådan og sådan" eller han sagde: "Jeg kan godt forstå I er blevet lidt vrede, men nu er det overstået". Altså meget diplomatisk. Men han gav os ret, hvis vi havde ret og det betyder meget for børn.

I 2. mellem skulle vi på lejrtur i september. Vi var begyndt efter ferien i august og selv samme kvindelige dansklærer var så sur, for hvad lignede det, at man efter 6 ugers ferie skulle på ferie igen. Vi synes hun var så strid, for vi fik en del undervisning den uge. Vi skulle til Fuglsølejren og vi skulle selvfølgelig cykle derover. Men i 1949 var der ikke råd til ret meget. Jeg havde min søsters gamle cykel der punkterede flere gange på vej derover, men vi skulle cykle. Bagagen blev dog transporteret.  

Det samme år som Christiansgade havde 50 års jubilæum, spillede 4. mellem skolekomedie og det blev holdt i Aarhus-hallen. Det var meget fint dengang. De spillede Elverhøj. Det var så flot. Da jeg selv gik i 4. mellem året efter opførte vi Molboerne. Det var også herligt. Vi havde faktisk mange i klassen der var ret dygtigt til at synge. Men det var efter skoletid, der skulle øves. Ikke i skoletiden. Trods det vi havde 36 timer om ugen. Skolegang om lørdagen også fra 8-14. Men kor og andet lå om eftermiddagen efter skoletid og det betød jo så at lærerne også var der om eftermiddagen. Der var sådan en form for entusiasme blandt lærerne. Det gjorde man bare.

Stilehæfter, regnehæfter og kladdehæfter med mere var der altid rigeligt af, selvom det var efter krigen, men sjovt nok var der mangel på tavleklude, så inspektøren klippede dem altid midt over, så vi kun fik en halv strikklud af gangen. Den holder ikke længe og det var noget af det mest ulækre. Og da vi så havde klasseværelse ud mod gaden og slåssede med tavlekluden, så røg den jo nogle gange ud af vinduet og ned i krattet nedenfor og der var både inspektørens kontor og lærerværelset. Var det længe siden vi havde fået en ny, kunne man hente en ny hos inspektøren, men havde man lige fået den, måtte man ned og fiske den ud af krattet, ikke uden fare for at blive opdaget.  

Det at der ikke var drenge på skolen gjorde os nok meget tøsede - der var ingen modvægt, men på den anden side har vi måske så fået lidt friere hænder, men vi var meget autoritetstro. Det år jeg gik ud, kom der drenge på Christiansgade skole. Vi glædede os alle til at slutte skolegangen, men vi tudede alle sammen den dag vi skulle forlade skolen. Det var en god skole. Den følte jeg mig virkelig knyttet til - det var min skole.