Retsforbundet

Retsforbundet blev stiftet den 21. oktober 1919 af tilhængere af den amerikanske økonom Henry George og folk fra kredsen omkring rets- og moralfilosoffen Severin Christensen. En del af medlemmerne havde baggrund i Kristeligt-Socialt Forbund, husmandsforeningerne, lejerforeningerne, de politiske ungdomsforeninger samt tidsskrifterne Ret og Retsstaten. I begyndelsen var det meningen at skabe en fri, politisk forening og ikke et parti – deraf navnet.

I 1922 ændrede det kurs og besluttede at stille op til valg. Retsforbundet kom i Folketinget i 1926. Op igennem 1920'erne og 1930'erne havde det en meget lille gruppe, oftest med 2-3 medlemmer (det var før spærregrænsen blev indført). Under krigen støttede partiet samarbejdsregeringen uden dog at have en ministerpost. Folketingsmedlem, senere minister Oluf Pedersen deltog som sekretær i samarbejdsudvalg. Han markerede sig efter befrielsen som modstander af dødsstraf i retsopgøret.

Fra 1945 medvirkede partiets frihandelstanke til, at det markerede sig stærkt mod rationeringen. Det kom bl.a. til udtryk ved, at Hans Hedtoft-regeringen blev væltet i 1950 på spørgsmålet om smørrationeringens ophævelse. Man sagde, at regeringen "gled i smørret". Retsforbundet oplevede i de følgende år under ledese af lægen Viggo Starcke en markant fremgang og opnåede ved valget i 1953 en folketingsgruppe på tolv medlemmer. Gennem 1950'erne blev Retsforbundet af mange nærmest opfattet som et borgerligt protestparti.