Aarhus Teater

Fil:Aarhus Teater (Ukendt) 1900.jpg

Aarhus Teater under opførelse 1900. Foran teatret ses Fru Nicoline Ølsgaard f. Kjær med datter Sigrid.

Aarhus Teater ligger på Bispetorvet ved siden af Aarhus Domkirke. Bygningen stod færdig i 1900 - opført efter tegninger fra arkitekt Hack Kampmann, med udsmykning af Frederik Carl Hansen Reistrup.

Teater i Aarhus før 1900

Amatørskuespil og levende musik og sang har antagelig altid eksisteret i Århus i form af lokale og private opførelser, indslag i gadebilledet, underholdning på beværtninger, osv. Indtil 1800-tallet fandtes avancerede kunstarter og professionelle kunstudøvere kun i tilknytning til samfundets allerøverste kredse, hovedsagelig omkring kongernes hof.

I 1700-tallet fremvoksede der et borgerligt selskabsliv med en tilhørende avispresse i Århus, og den sceniske dramatik blev et led i dette selskabsliv. Oprindelig blev skuespillene opført af deltagerne selv, men i 1800-tallet skete der en professionalisering og kommercialisering, hvor faste spillesteder drev teaterskuespil som forretning.

Selv om almindeligt godtfolk også havde adgang som publikum, var kundegrundlaget i Århus for lille til at oppebære en fast stab af professionelle skuespillere eller musikere, og i stedet blev skuespillerne hentet udefra til lejligheden.

I begyndelsen af 1800-tallet arrangerede Det forenede dramatiske Selskab musik og skuespil oven over Løveapoteket, hvor en hel etage blev indrettet til teater og balsal med plads til 200 mennesker. Selskabet havde mange medlemmer tilfælles med en anden kulturel forening under navnet Kronprindsens Klub. De to foreninger gik sammen i 1814 i foreningen Polyhymnia, og den nye forening gik straks i gang med at opføre en egentlig teaterbygning i Kannikegade.

Teaterselskaber og Svedekasse

Aarhus´ første teater blev indviet i 1816, og salen kunne rumme ca. 500 tilskuere. Amatørismen gik af mode, og i 1822 ophørte Polyhymnia som dramatisk selskab og forblev frem til nedlæggelsen i 1978 en rent selskabelig forening. Teatret i Kannikegade blev herefter udlejet til omrejsende selskaber og musikopførelser, og denne anvendelse fortsatte efter at teatret overgik til privateje i 1851. Ved en ombygning i 1854 blev teatret udvidet til at kunne rumme ca. 700 tilskuere.

Oprindelig var teatret veludstyret af et provinsteater at være, men tiden løb efterhånden fra det. På grund af dårlige isolations- og udluftningsforhold fik teatret tilnavnet "Svedekassen", men det var også kendt som en brandfælde. Blandt de mange forskellige gæsteoptrædender i teatret var der lejlighedsvis også skuespillere fra Det Kongelige Teater.

Fil:Aarhus Teater (Ukendt) 1904.jpg

Brevkort med motiv af Aarhus Teater, som det så ud i 1904 efter færdiggørelsen.

Byens store vækst i befolkningstal og økonomisk aktivitet i 1800-tallets sidste årtier skabte grundlaget for et omfattende fritids- og forlystelsesliv, bl.a. i Vennelystparken. Jævne folk kunne til en overkommelig pris overvære dramatik og musik opført af trænede udøvere, af udmærket kvalitet, og underholdningsværdien var så god som nogensinde. Skuespillet trivedes som håndværk i Århus, men ikke som kunstart.

Aarhus Teater

Situationen vendte, da en kreds af byens rigeste mænd i 1897 gik sammen om at danne Aktieselskabet Aarhus Nye Theater. Der blev opført en stor og pragtfuldt udstyret teaterbygning på Bispetorvet, og åbningen fandt sted den 15. september 1900. Aarhus Theater fik fast adresse i bygningen, ligesom teatret også fik en fastlønnet skuespillerstab og administration. Samtidig blev Svedekassen revet ned og erstattet med et posthus.

Teaterbygningen, der var tegnet af arkitekt Hack Kampmann (1856-1920), kunne rumme omkring 1000 mennesker. Grundplanen var orienteret mod barokken, mens teatrets indre var præget af tredimensionel rummelighed. Udsmykningen med dens righoldige ornamentik i jugendstil og gyldne farver var præget af romantikken. Udsmykningen var lavet af Frederik Carl Hansen Reistrup, som i denne periode havde et tæt samarbejde med Kampmann bl.a. på Statsbibliotekets bygning på Vester Allé 12.

Fil:Aarhus Teater (Ukendt) 1915.jpg

Skuespillere ved Aarhus Teater 1915.

Stifterkredsens motiver til at finansiere teatrets opførelse er blevet udlagt forskelligt af historikerne. Det var borgerskabets teater, og som sådan var dets indstiftelse en demonstration af gruppesammenhold og vilje til aktiv kulturpolitik fra pengeelitens side. Billetprisen var dog ikke socialt ekskluderende, om end der var stor forskel på priserne for de bedste og dårligste tilskuerpladser.

Hvis der lå en politisk linje i repertoiret, gik den nærmest i retning af at dyrke forestillingen om landlivet som den rigtigste eksistensform, men som led i denne linje kom også husmandsvenner som Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg på plakaten.

Uanset hvad stiftelseskredsen end måtte have haft af politiske bagtanker, fik teatret hurtigt sit eget liv og udviklede sin egen identitet. Stifterne havde håbet, at staten hurtigt ville træde til med store årlige beløb til teatrets drift, men der gik mange år, inden håbet blev indfriet. I de første år af teatrets eksistens var dets situation meget trykket, og den første direktør fra 1899 til 1908, Benjamin Pedersen (1851-1908), opnåede stor anerkendelse, men sled sig selv op i stillingen.

På den ene side levede teatret økonomisk fra hånden i munden, eller var i konstant fare for at komme til at gøre det. På den anden side måtte teatret bevare sit gode ry og sin integritet som kulturinstitution, og dertil kom ønsket om at opdyrke langsigtede publikumspotentialer. Ledelsen måtte løbende træffe mange svære valg omkring besætning, logistik og repertoire, hvor kunstneriske, kommercielle og rent praktiske hensyn skulle vejes af mod hinanden. En ting var valget af spillestykker, noget andet var at få roller og skuespillere til at gå fornuftigt sammen, og det rejste igen spørgsmålet om lønsatser og budgetter.

Begyndelsen til teatrets identitetsdannelse lå allerede i ledelsens og aktionærkredsens valg af direktør. Der var brug for direktører med evne for både den regnskabsmæssige og den sceniske side af sagen, og mængden af egnede tilgængelige kandidater var altid begrænset. De enkelte kandidater havde hver især deres egen faglige baggrund, kunstneriske præferencer og favoritter i teaterbranchen.

På disse grundvilkår har Aarhus Teater virket lige siden, og dets identitet er ikke blevet påvirket af, at der med tiden kom repræsentanter for folkestyret ind i teaterledelsen, efterhånden som tilskuddene fra kommunen og staten voksede. Teatret er kommet pænt gennem alle samfundsøkonomiens rutsjebaneture i dets 110-årige levetid.

Den tyske besættelse påvirkede Aarhus Teater såvel som resten af byen. På besættelsesdagen d. 9. april 1940 besluttede man sig på trods af overvejelser om aflysning at gennemføre aftenens forestilling Et rigtigt Mandfolk.

Stykket, der i øvrigt var skrevet af tyskeren Fritz Peter Buck hører ikke just til blandt klassikerne, men blev i høj grad båret af titelrolleindehaveren Inge Hvid Møller, der var fuldendt i rollen som Julie, der skjulte sin kvindelige følsomhed bag en mandhaftigt og brovtende facade.

I regissørens dagbog fra tirsdag d. 9. April 1940 oplystes det, at aftenens billetindtægt var på 44,25 imod den foregåede aftens 355 kr. Der kan dermed noteres et brat fald i teaterlysten hos det aarhusianske publikum på netop den dag, da byen blev besat.

Nederst på dagbogsbladet har regissøren noteret:

I Dag besatte Tyskerne Byen

- og hele Danmark.

Fiat Voluntas Tua! *

*Latin: Ske Din Vilje!

Først langt senere tvang tyskernes besættelse teatret til lukning; den 22. februar 1945 blev Aarhus Teater ramt af et Schalburgtage-angreb, men skaderne ramte ikke teatrets inderste dele, og efter genopbygningen kunne teatret genåbne den 2. september samme år.

Ombygninger

Teatret har haft en række om- og tilbygninger i tidens løb. Det havde oprindelig en café i to etager, indtil caféen i 1947-48 blev lukket og ombygget til forsøgsscene. I filmens barndom fik teatret også en lille biograf under navnet Fotorama, men ved en stor ombygning i 1955 blev teatret udvidet bagud med blandt andet den store Scala Sal, der fungerede både som biograf og som musiksal, mens Fotorama blev lukket. Scala Salen var opført i elegant funktionalisme med teaktræsdækkede vægge.

Scala Salen skrånede nedad mod scenen i modsat retning af teatrets hovedscene, men ved en stor ombygning i 1981-82 blev salen reduceret i omfang og vendt i den modsatte retning. En hovedlinje i teatrets om- og tilbygninger siden 1945 har været, at sceneindretningen er blevet mere mobil og åben for eksperimenterede teater, samtidig med at skuespillerne har fået større øvelsesplads inde i bygningen.

Toner på Teateret

Allerede længe inden Aarhus Teater åbnede sine døre for publikum i september 1900, havde direktør Benjamin Pedersen lagt sig fast på, hvad Danmarks næststørste scene skulle have på sit repertoire. Først og fremmest danske klassikere, hvilket også afspejlede sig i teatrets arkitektur, hvor scener fra Holbergs ”Maskarade” er gengivet på bygningens facade og Heibergs ”Elverhøj” samt Hostrups ”Genboerne” er forevigede i teatrets promenadefoyer. Derudover kom selvfølgelig internationale klassikere, ny dramatik og – ikke mindst – musikforestillinger.

I 1899 blev musikeren og komponisten August Enna (1859-1939) bedt om at skrive et musikstykke til Aarhus Teater. Enna havde i 1884 skrevet sin første opera, og planen var nu, at han skulle skrive en opera over H.C. Andersens eventyr ”Nattergalen” til opførelse ved teatrets åbning.

Kunne de overhovedet synge i Aarhus?

I Aarhus Teaters arkiv ligger en samling breve fra Enna til direktør Pedersen, hvor man kan følge processen og de vanskeligheder, komponisten stødte på. Han var i januar godt i gang med stykket, og tekstforfatteren P.A. Rosenberg havde gjort et godt stykke arbejde. Men da Enna overhørte de skuespillere, som var tænkt til hovedrollerne, måtte han ændre sine planer.

Deres sangtalenter stod ganske enkelt ikke mål med værkets musikalske krav. Så han anså, at det både for teatrets og hans egen skyld var mest hensigtsmæssigt at opgive ”Nattergalen” til fordel for den mere letbenede ”Prinsessen på Ærten”.

De svære prinser og prinsesser

Stadig voldte besætningen problemer. Flere af skuespillerne kunne ikke synge, en af herrerne var for tung til at spille prinsen, en af damerne muligvis for tyk til at være prinsesse, en anden var ikke køn nok, og et par andre var enten for gamle eller for unge til diverse roller. For at få processen i gang bad Enna direktør Pedersen om ”at rette Dem saa meget efter mig, som det er Dem muligt”. Det gjorde direktøren så, dog ikke da det kom til Ennas opfordring til at lade en kvinde spille prinsens rolle!

”Prinsessen på Ærten” blev opført på Aarhus Teaters åbningsaften den 15. september 1900 og var en udmærket succes. At den kun blev opført otte gange, skyldtes hovedsageligt, at den var dyr i drift og at man hurtigt skulle have gang i et skiftende og bredt repertoire for at binde det aarhusianske publikum til det nye kulturhus.

Musikforestillinger

Med Ennas forestilling var grunden lagt for den stadig spillevende tradition med folkelige musikforestillinger på Aarhus Teater. Allerede senere samme sæson, i februar 1901, opsattes ”Frøken Nitouche” første gang på Bispetorv i Aarhus. Det skulle blive den mest spillede musikforestilling på Aarhus Teater, og da tæppet gik ned for Nitouche for sidste gang i sæsonen 1958/59, havde den gået over Store Scene i alt 234 gange foran et trofast tilbagevendende publikum.

Med ”Elverhøj” og ”Sommer i Tyrol” over ”Den glade enke” til ”Chess”, ”Cabaret” og ”Les Miserables” har Aarhus Teater alle dage haft stor succes med sine skiftende musikforestillinger. Tonerne fra både vaudeviller, kabareter, operaer, operetter og musicals har igennem tiden fyldt scenen og salen. Behovet og succesen var så stor, at musikken voksede ud af teatrets hus og blev til Aarhus Symfoniorkester og Den Jyske Opera. Begge dele tog sit udspring fra Aarhus Teaters scene og orkestergrav. De seneste årtier har en ny genre vundet indpas på den aarhusianske landsdelsscene; teaterkoncerten er blevet et nyt musikalsk varemærke på Bispetorv.

De nye tider betyder ikke nødvendigvis, at teatret dropper de gamle traditioner. I 1914 spillede man første gang Bernard Shaws ”Pygmalion” med blomsterpigen Eliza og Professor Higgins på Aarhus Teater. Stykket er siden gået jævnligt over scenen, og blev siden omskabt til musicalen ”My Fair Lady”, der blev spillet på Aarhus Teater i 1983.

Juleforestillinger

”Nøddebo Præstegård” skulle blive teatrets største publikumssucces og hyppigst opførte stykke med i alt 296 forestillinger fordelt over 16 sæsoner i perioden 1903-86. Stykket blev første gang opført 2. juledag 1903. Rollen som Nicolai blev spillet af debutanten Svend Rindom, som instruerede den første filmatisering af historien i 1934. Stykket blev spillet med alt udsolgt frem til 4. januar, hvor spilletiden blev forlænget frem til 31. januar på opfordring af omegnsbønder, der var gået forgæves efter billetter. Ved den 2. opførelse i 1909-10 spillede det populære stykke helt frem til den 27. februar.

Lige så populært Nøddebo Præstegård var hos publikum, lige så upopulært var det hos anmelderne, der alle har været forbavsende enige om stykkets lave kunstneriske kvalitet. En af dem gav dog en levende beskrivelse af publikums glæde ved en opførelse under besættelsen, hvor der må have været særlig meget behov for virkelighedsflugt: ”Børnene glædede sig henrykt, lige fra nisserne viste sig i klokketårnet, til det store juletræ tændtes i præstegården. De ældre nikkede genkendende til dette julespil, der minder om meget i julen, som de helst husker den. De unge, der ikke har oplevet den helt hengivne, glade jul uden krig og krise havde måske vanskeligst ved at overgive sig. Men ingen kunne stå teatrets julestemning imod, navnlig ikke, om man havde et barn ved siden.” Hvad publikum ikke vidste, var at kaffen ved den gamle præsts kaffebord var erstattet af mørkt hvidtøl og smørrebrødet smurt med honning på grund af rationeringen.

Anmelderne har dog været endnu mere enige om at fordømme ethvert forsøg på at forny genren. I 1938 og 1954 opførte Aarhus Teater ”Jul på købmandsgården”, som var baseret på en Morten Korch-agtig julefortælling af Sophie Breum fra 1917. Ifølge en anmelders syvårige søn bestod stykket af følgende højdepunkter: At en snakkede sjovt i telefon, at der blev kastet med snebolde, at nisserne dansede, og at juletræet tændtes til sidst. I 1989 og 1990 kørte Lise Nørgaards ”Hjælp, det er jul” for fulde huse. Her var handlingen forlagt til en nutidig kernefamilie, hvor forældrene havde besluttet at afskaffe julen, som heldigvis blev reddet af børnene med hjælp fra husets nisser.

Aarhus Teaters direktører

• 1900 - 1908 Benjamin Pedersen
• 1908 - 1913 Jacob Jacobsen
• 1913 - 1923 Aage Garde
• 1923 - 1954 Erik Henning-Jensen
• 1954 - 1963 Poul Petersen
• 1963 - 1964 Allan Fredericia
• 1964 - 1973 Edwin Tiemroth
• 1973 - 1979 Henrik Beering Liisberg
• 1979 - 1987 Jacob Kielland
• 1987 - 2004 Palle Jul Jørgensen
• 2004 - 2008 Madeleine Røn Juul
• 2009 - 2013 Stefan Larsson
• 2013 - 2015 Mick Gordon
• 2015 - Trine Holm Thomsen

SKUESPILLERE tilknyttet AARHUS TEATER i perioden 1900-1925

Aarhus Teaters regissørs dagbog fra tirsdag d. 9. april 1940: Her oplyses hhv. hvilket nummer forestillingen havde: 15, hvilket nr. i hele sæsonen (210), aftenens billetindtægt (u. abonnement): 44,25 kr.) og antallet af forudbestilte abonnementsbilletter (F = Jydsk Folkescene, den tids abonnementsordning): 262. Aarhus Teaters Arkiv

Caroline Aagaard

Axel Andreasen

Anker-Larsen

Ellen Arctander

Alfred Arnbach

Anna Bald

Ferdinand Bang

Philip Bech

Lolly Berendt

Adolf Berggreen

Jesta Berg

Sophus Bernhard

Maria Bertelsen

Aase Birch

Vilhelm Birch

Svend Bille

Maja Bjerre-Jensen

Aage Bjørnbak

Ludvig Brandstrup

Gudrun Carlsen

Sophie Causse

Benjamin Christensen

Georg Christensen

Ragnhild Christensen

Agnes Christiansen

Carla Christiansen (f. Johansen)

Peter Christiansen

Gerda Christophersen

Lauritz Clausen

Alfred Cohn

Otto Conradsen

Hulda Didrichsen

Ellen Diedrich

Axel Døn

Marius Egeskov

Agnete Egeberg

Sophie Eskildsen

Valdemar Feddersen

Ejner Federspiel

Willy Fjeldgaard

Søren Fjelstrup

Herman Florentz

Berthe Forchhammer

Aage Foss

Susanne Friis

Tronier Funder

Aage Fønss

Ingeborg Gandrup

Aage Garde

Christine Garde

Peter Gay

Karen Margrethe Glahn

Anna Guldbrandsen

Johannes Guldbrandsen

Agnes Hansen

Clara Hansen

Irvan Hansen

Valborg Hansen

Valdemar Hansen

Irwin Hasselmann

Martha Hegner

Gunnar Helsengreen

Martha Helsengreen

Erik Henning-Jensen

Karen Henning-Jensen

Maj Hennings

Carl Hillebrandt

Paul Hofmann

Christel Holck

Ellen Holm

Marie Hovgaard

Tove Howard

Jensen Højme

Jon Iversen

Anna Jacobsen

Jacob Jacobsen

Schack Jensen

Alfred Jensen

Axel Jensen

Frk. Jensen-Eck

Doris Johannessen

Carla Johansen

Astrid Jonassen

Svend Josephsen

Paul Juhl

Johanne Juul

Emanuel Jørgensen

Paul Martin Jørgensen

Peter Jørgensen

Alfred Kaae

Sigrid Kirccheiner

Ida Kjær

Peter Kjær

William Knoblauch

Alice Kolbye

Ellen Kornbeck

Dagmar Krarup

Torben Krarup

Anker Kreutz

Jonna Kreutz

Sigrid Kreutz-Hindborg

Gerda Krum

Otto Lagoni

Andrea Lambert

Antoinette Larsen

Axel Larsen

Ejnar Larsen

Frk. Vang Lauridsen

Carl Lauritzen

Henny Lauritzen

Lauritz Lauritzen

Thorkild Lauritzen

Bernhard Lehmann

Kai Lind

Gudrun Lundgren

Dagmar Lund

Karen Lund

Valdemar Lund

Dora Madsen

Henrik Malberg

Johannes Marer

Sigrid Mathisen

Anna Meyer

Laura Mogensen

Alfred Møller

Carla Møller

Christen Møller

Evelyn Nathan

Ludvig Nathansen

Hans Neergaard

Robert Neiiendam

Anna Nichum

Iben Nielsen

Marie Niedermann

Carl Nielsen

Agnes Nørlund

Marie Olsen

E. Helsted Petersen

Hans W. Petersen

Viktoria Petersen

Albert Price

Ellen Price

Chr. Raaschou

Harald Rasmussen

Johannes Rich

Alli Riegels

Svend Rindom

Viking Ringheim

Jenny Roelsgaard

Thorkild Roose

Inga Rosenberg

Harriet Lehmann Rosenberg

Poul Rosenberg

Gerda Schebye

Chr. Schenstrøm

Aage Schmidt

Henry Schmidt

Charles Schwanenflügel

Valdemar Skjerning

Else Skouboe

Gunnar Sommerfeldt

Hans Starck

Aksel Stevnsborg Alfred Stigaard

Vilhelmine Stigaard

Axel Strøm

Holger Strøm

Ellen Søeborg

Ingeborg Terndrup

Frk. I Thannum

Carl Theill

Vilhelm Thomsen

P. Thouborg-Jensen

Katy Valentin

Sophie Walleen

Adolf Wantzin

Ludvig Wantzin

Nicoline Wantzin

Sigurd Wantzin

Else Weng

Dagmar Wildenbrück

Erik Winther

Julie Winther

Maggi Zinn

Poul Østergaard

Aarhus Teaters ensemble 2013

Bue Wandahl

Jens Zacho Böye

Mette Døssing

Marie Louise Wille

Thomas Bang

Jesper Dupont

Ene Øster Bendtsen

Inge Sofie Skovbo

Jacob Madsen Kvols

Niels Ellegaard

Kim Veisgaard

Litteratur og kilder

• Første version af artiklen er skrevet af Anders Thornvig Sørensen og overført fra Århus Leksikon
• Albert Bayer, Aarhus Theater – Dets tilblivelse og dets arbejde, København 1925. Bestil materiale
• Emanuel Sejr, Aarhus Theater gennem 50 år, Århus 1950. Bestil materiale
• Bernhardt Jensen, Tre aftener i det gamle Aarhuus Theater, Århus 1968. Bestil materiale
• Bent Frandsen (red.), Aarhus Teater 1900-1975, Århus 1975. Bestil materiale
• Jørgen Heiner, Elisabeth Aasted, Per Brink Abrahamsen (red.), Det gyldne hus – Aarhus Teater i 100 år, Århus 2000. Bestil materiale
• Jens Engberg, "Byen under forvandling. Århus 1850-1900", i: Helge Paludan et al., Århus Bys Historie – fra vikingetid til nutid, 3. rev. udg., 1998, s. 142-210, især s. 180f. [Bestil materiale]
• Jens Christensen, "En storby i provinsen. Århus 1900-1950", i: Helge Paludan et al., Århus Bys Historie – fra vikingetid til nutid, 3. rev. udg., 1998, s. 211-290, især s. 285f. Bestil materiale
• Ib Gejl, "Kultur og fritid", i: Ib Gejl (red.), Århus Byens historie bd. 2: 1720-1870, Århus 1997, s. 211-243, især s. 230-235. Bestil materiale
• Ib Gejl, "Kultur og fritid", i: Ib Gejl (red.), Århus Byens historie bd. 3: 1870-1945, Århus 1998, s. 215-268, især s. 243-251. Bestil materiale
• Ib Gejl, "I fritiden", i: Ib Gejl (red.), Århus Byens historie bd. 4: 1945-1995, Århus 1995, s. 170-243, især s. 185-192. Bestil materiale
• Aarhus Teaters Arkiv

Eksterne links

[www.aarhusteater.dk Aarhus Teaters hjemmeside]

⧼validator-fatal-error⧽