Erasmus Emborg

Rasmus (søn af Jens), blev født (1692) vest for Århus i landsbyen Emborg (tidligere Øm Kloster). 10 kilometer til latinskolen i Skanderborg - til Århus 3 gange så langt - alligevel blev Rasmus student fra Aarhus Katedralskole (22 år gammel, 1714). Noget familie har antagelig boet inde midt i byen (?). Efterfølgende på Københavns Universitet blev hans navn ændret til Erasmus Emborg - derved blev slægtsnavnet Emborg institueret. Øgenavne var nødvendige, og identifikationen var sædvanligvis det lokale stednavn. Efternavne eksisterede ikke for almindelige mennesker, navneloven kom først 136 år senere (1828). Ludvig Holberg fra Bergen kom samme år til Københavns Universitet som professor, men de 2 traf næppe hinanden. Antagelig heller ikke Peter Wessel fra Trondheim (senere adlet Tordenskiold), han blev dét år stillet for en krigsret. Derimod velsagtens madam Berg på byens førende værtshus, 3 hjorter i Vestergade, hun arrangerede mod betaling et kald (et embede) til præst eller degn, og hun lagde ikke skjul på, at det meste af bestikkelsen gik til dronningen til venstre hånd, Anna Sophie Reventlow. Frederik 4, havde to dronninger, en til hver hånd. "Hver en sten skal vendes", sagde den enevældige konge (da sagen var kommet frem), hvorefter den åbenmundede madam blev kastet i fængsel. Pesten hærgede, halvdelen af indbyggerne døde, hvorefter København igen talte mindre end 50.000. Året efter (1715) rejste Erasmus Emborg hjem til Århus - han havde syd for byen fået et godt kald som degn i Jeksen (Adslev og Mesing Menigheder). Marts 1719 blev han trolovet i Odense med Anne Marie Green. Pigen var antagelig født efter sine forældres bryllup (3. Juledag 1686 i Odder Kirke) - senest ved sin mors død (1702, differencen er 16 år). Almindeligt, at kvinden døde i barselsseng, og som det sømmede sig (i de bedre kredse), giftede farmand sig straks igen. Dengang var hendes far, Enoch Green, degn i Odder, og hendes salig mor var mester Willums datter - gennem generationer byens skrædderfamilie. Stedmor blev Berete Cathrine af Rodsteenseje, antagelig en af Jens Rodsteens døtre (ikke ægteskab = ikke ægte = uægte). Såre almindeligt, at mindst halvdelen af en herremands børn var uægte, hvilket var af afgørende juridisk betydning vedrørende arveret. Derfor fik Enoch antagelig en passende tilgift (1702), en fornem ansættelse i Odense som orgelmester for biskoppen Thomas Kingo. Et hjem med klaver, hvor så Erasmus 17 år senere (marts 1719) blev trolovet med Anne Marie. Trolovelse var stadigvæk det rigtige bryllup - oktober 1719 stod Anne Marie ydermere kirkebrud i Them Kirke syd for Silkeborg, og året efter (1720) blev brudgommen ansat som degn med konfirmation i Gødvad (Gødvad og Balle Menigheder i Silkeborg). Den nye arbejdsgiver var Christian Fischer, ejeren af Silkeborg Slot. Konfirmation blev officielt indført 16 år senere (1736). Måske var degneboligen og den gamle skole i Gødvad samme bygning (?). Erasmus døde 73 år gammel i Gødvad degnebolig (1765). Anne Marie døde (1780) efter flere års sygeleje i svigersønnen og datteren Mette Maries degnebolig - samme hus - hvor Anne Marie havde født mange børn - foruden Mette Marie - også Jens (opkaldt efter sin farfar), der blev skovridder og godsejer vest for Kolding på Lille Røj (i dag ejet af Peter Gæmelke), og Enoch (opkaldt efter sin morfar), der rejste til Langesund i Norge, og der blev gift med en pige fra Mecklenburg - stiftede familie - som anvendte slægtsnavnet Green. En af børneflokkens yngste var Elias (født 1731 - et tip 5 oldebarn blev født 275 år senere i København og navngivet Elias Emborg). Som sin far blev også han student langt hjemme fra på Aarhus Katedralskole (elevnummer 1639). Noget familie har antagelig stadigvæk boet inde midt i byen (?). 23 år gammel (1754) indskrevet som Elias Emborg på Københavns Universitet. 3 år senere nævnt som pietistisk prædikant på Hansted Hospital (ved Horsens). Antagelig efterfølgende mangeårig dannelsesrejse (Tyskland, Italien og eller Frankrig). Meget senere (1771) noteret af Holmens Kirke i København som far til en nyfødt datter. 43 år gammel (1774) gift i højlandet nord for Horsens med degnedatteren Maren Fugl på bare 24 somre, og i tilgift ansat af sin svigerfar som skoleholder i Hansted. Maren Fugl, var født (1750) på Rytterskolen i Yding, hvor hendes far dengang var skoleholder. Efternavnet Fugl havde fulgt hendes slægt gennem 8 generationer. De gamle slægter, som stod for kongerigets hær, havde fået tilføjet et efternavn (1526, midt under borgerkrigen, 302 år tidligere end navneloven for almindelige), derefter blev de slægter kaldt adel (tysk inspiration), og våbenskjoldet, som traditionelt havde været en militær forpligtelse, havde som regel inspireret til de adelige slægtsnavne (fx tegningen af en fugl). Imidlertid frasagde mange ur-adelige sig titlen (opsagde aftalen) efter det historiske år 1660 - fordi det nyetablerede embedsværk derefter ændrede i de økonomiske rettigheder contra forpligtelser (militært engagement til gengæld for fx skattefritagelse). Peder Schumacher (senere adlet Griffenfeld), dengang den mest magtfulde embedsmand, udstedte mange reformer i den enevældige kongens navn, men desværre er emnet ikke seriøst forsket (?). Uanset fortsatte mange ur-gamle slægter med deres fine efternavn. 6 år efter brylluppet døde svigerfar Peder Fugl, svigersønnen Elias Emborg overtog embedet som degn i Hansted. Imidlertid døde han bare 12 år senere (1792, kun 61 år gammel). Enken Maren Fugl var med tiden blevet 42, og til at brødføde børneflokken fik hun i årevis ernæringen spædet op af degnenes enkekasse. Jens Jørgen Emborg blev gift i Helsingør, og blev præst i Lemvig. Storebroderen Rasmus Emborg (1779-1853) rejste til Norge, blev gift med rigmandsdatteren Maren Rendtler fra Kragerø, og forpagtede Langsæ Gård i Arendal (senere Arendal Rådhus, i dag museum og egnsarkiv). Landsbydegne havde fra længere tilbage end kristendommens indførsel været landsbyernes administratorer, de kendte loven, og kunne både læse og skrive. På gamle dokumenter kendes degne som vidne eller medunderskriver. Fik en mand brev, gik han til degnen. I fællesskab havde landsbyens bønder bekostet en lang uddannelse på klosterskolen. Til gengæld forsvarede degnen landsbyen. Navnet degn kommer af det tyske degen, et forsvarsvåben i lighed med det engelske daggert. Under borgerkrigens 13 år (1523-1536) var degnen på tabernes side - i modsætning til præsten - og derefter blev degnen underlagt præsten. Samfundets elite påstår imidlertid, at degnen i tidernes morgen oprindeligt var præstens assistent, at det danske ord degn er afledt af det latinske diakon, og at der i øvrigt aldrig har været borgerkrig i Danmark.