Den tyske besættelse

”Den 9. April om Morgenen blev Byens Indbyggere vækket ved Støjen fra store Sværme af rovgridske tyske Flyvemaskiner, der truende strøg hen over Byen.” Sådan blev besættelsen af Danmark i 1940 beskrevet, fra aarhusiansk perspektiv, lige efter krigens ophør.

Et enkelt af de tyske fly nødlandede på Vejlby mMrk, nord for vandtårnet, og trak en del lokale tilskuere. Fra flyene var de berømte flyveblade med ”Oprop! Til de Danske Soldater og Danske Folk” blevet kastet ned over byen, men ellers lod tyskerne vente på sig.

Hele dagen indløb der meldinger om, at de var ankommet til Aarhus, men hver gang viste det sig, at tropperne skulle videre op i Jylland. De eneste blivende tyskere bestod således foreløbig i tre armerede trawlere, der ankom til havnen om eftermiddagen, og nedlagde forbud mod, at andre skibe forlod havnen.

Først dagen efter, d. 10. april, ankom omkring 250 tyske soldater til Aarhus. Officererne blev indkvarteret på Hotel Royal, de menige på Høegh-Guldberg Gades kaserne og Læssøesgades Skole, og der blev gjort klar til yderligere 200 på Langelandsgades og Vester Allés kaserner. De 180 danske soldater, der var indkvarteret i Aarhus, flyttede til vandrerhjemmet i Risskov og senere til Forsørgelsesvæsenets bygning på Vester Allé, den tidligere fattiggård. Tyskernes hovedkvarter blev indrettet i Regina-bygningen midt i byen, hvor det lå krigen ud.

Danmark under besættelsen: Samarbejdspolitk og modstand

Den tyske besættelse af Danmark fra den 9. april 1940 til den 5. maj 1945 bragte verdenshistorien ind i lokalhistorien, og forholdene på landsplan svarede stort set til situationen i Aarhus.

Befolkningen måtte indstille sig på mange ting som et resultat af besættelsen, og den følgende liste er ikke udtømmende. Politiske fængslinger, bombeattentater, engelske bombeangreb fra luften, ammunitionsulykker, sabotage, mord og henrettelser, forsamlingsforbud, censur, spærretid om natten, mørklægning, omfattende bunkerbyggeri, mineudlægning til vands og til lands, udlevering af gasmasker i tusindvis til befolkningen, hjemmeundervisning af børn da tyskerne inddrog skoler til kasernebrug. Den jødiske befolkning i Danmark måtte i 1943 flygte til Sverige for at undgå at blive sendt til de tyske koncentrationslejre. Man undgik at få hungersnød i Danmark, men det blev rationeringernes og papirgenbrugstøjets tidsalder.

Efter den 9. april 1940 blev udenrigshandelen og nationaløkonomien indrettet på tyske betingelser. Den danske regering forblev i landet og fastholdt i teorien den danske neutralitetspolitik. Den organiserede modstand mod besættelsen begyndte, da kommunisterne blev tvunget under jorden i 1941, og modstanden voksede stærkt fra 1942 og fremefter.

De første dødsdomme for sabotage førte til omfattende strejker og uroligheder i august 1943, også kaldet folkestrejken. Da tyskerne satte hårdt mod hårdt, blev resultatet en politisk krise, der endte med, at regeringen gik af uden efterfølger, hvorefter Danmark blev styret af embedsmænd. Modstandsfolkene undgik helst at ramme tyske soldater, da hovedmålene var sabotage og illegal presseaktivitet, men tyskvenlige angivere og infiltrationsagenter, under ét kaldet "stikkere", levede livet farligt.

Sabotage og stikkerlikvideringer blev gengældt ved, at grupper af tyskvenlige danskere begik terror mod civilsamfundet med bombeattentater - de såkaldte schalburgtageangreb og clearingmord på sagesløse personer. Stort set alle angrebene blev udført af den tysksympatiserende Petergruppe, med den aarhusianske Bothildsen i spidsen. Voldsspiralen og lovløsheden fik en tand til, da tyskerne den 19. september 1944 arresterede det danske politi. Tyskerne tillod oprettelsen af uniformerede, ubevæbnede borgerværn, men overtog selv den væbnede ordensmagt og tilsidesatte det danske retsvæsen.

Forordninger og forholdsregler

Fra besættelsens første dag fik aarhusborgerne travlt med at indrette sig efter de regler og forordninger, som byrådet og politimesteren udstedte i byens aviser. Det var bl.a. mørklægningen, der blev indført fra første dag, og betød at al udendørs belysning var forbudt, og at alle husstande skulle mørklægges hver aften. Al privat kørsel blev forbudt mellem solnedgang og -opgang, og fodgængere skulle i samme tidsrum iføre sig hvidt bind om armen eller hatten. Der blev indført begrænsninger i salget af petroleum, og i de første dage et forbud mod salg af alkohol. Det sidste skete antagelig for at sikre ro og orden, et mantra der fra flere sider blev gentaget i aviserne; af kongen og regering, i avisernes ledere og af politimesteren.

Til at stå for roen i Aarhus’ gader indkaldte man fra 11. april 300 værnepligtige som hjælpepoliti. Iført gul kedeldragt, skråhue og grønt armbind patruljerede de byen om natten, for at kontrollere mørklægningen og kørselsforbuddet, og traf de nogen, der ikke kunne gøre rede for sit formål, kunne hjælpepolitiet i sidste ende arrestere dem.

Byrådet tog også hånd om fødevaresituationen. Op til vinteren nedsattes et Velfærdsudvalg, der på handelsminister Christmas Møllers opfordring stod for indkøb af 12.000 saltede baconsider og ligeså mange tønder kartofler, til videresalg til aarhusianerne. Intentionerne var gode, men den frygtede fødevareknaphed udeblev og kommunen fik ikke afsat det store parti. De følgende år nøjedes man med at købe kartofler, og ikke nær så mange.

Byrådet havde mere succes med det folkekøkken, der blev oprettet i Klostergade 28-30. En af bevæggrundene var risikoen for mangel på gas og brændsel – og dermed problemer for befolkningen med at tilberede måltider. Fra september ’43 blev en del af de studerende, der var blevet hjemløse ved beslaglæggelsen af flere af universitetskollegierne desuden indkvarteret i bygningen.

Aarhus som strategisk punkt

I takt med at krigen skred frem blev Aarhus stadig vigtigere for den tyske besættelsesmagt. Stillingen som et jysk jernbaneknudepunkt med stor havn og anselig metalindustri gjorde Aarhus til en vigtig by, både i rent militær henseende og i forhold til krigsøkonomien. De Danske Statsbaner (DSB) med Centralværkstedet i Århus blev i realiteten integreret med det tyske jernbanesystem, og Frichs Lokomotivfabrik i Åby blev en betydelig leverandør af transportmidler til tyskerne.

Tyske indkvarteringer

De første par år af besættelsen forløb relativt fredeligt i Aarhus. Der foregik et vist samarbejde mellem bystyret og besættelsesmagten. Endnu var det begrænset, hvor mange tyske soldater byen husede, og det lykkedes som regel at finde indkvartering til tyskerne, uden de store problemer.

Fra 1942 steg det tyske pres på Aarhus, i takt med at byen blev vigtigere for besættelsesmagten, og flere administrative opgaver blev placeret i Aarhus.

Det betød at de ret gode indkvarteringsmuligheder, der var i byen i 1940, efterhånden blev opbrugt. I løbet af 30’erne var der blevet bygget mange nye boliger i Aarhus, men som besættelsen skred frem kom der stadig flere tyske soldater til byen – både permanent og på gennemrejse. November ’42 kunne den tyske Standortältester - de tyske troppers øverstbefalende i byen - meddele byrådet, at der indenfor de næste dage ville ankomme over 2.000 soldater til byen. Det betød at undervisningen på de tre kommuneskoler i Læssøesgades Skole, Samsøgade og Nørrebrogade måtte indstilles helt, og gymnastiksale inddrages fra byens øvrige skoler. Som konsekvens blev der indført hver anden dags skolegang på byens andre skoler – indtil undervisningen brød helt sammen i starten af ’45, pga. yderligere skolebeslaglæggelser.

Med augustoprøret i ’43 ophørte samarbejdet mellem byrådet og besættelsesmagten i vid udstrækning. Det stadigt stigende antal indkvarteringer tyskerne krævede, ordnede de nu med beslaglæggelser, uden om byrådet.

Det anslås, at der ved krigens ophør befandt sig 6-7000 tyske soldater i Aarhus, hvoraf op mod halvdelen var sårede. Hertil kom omkring 1500 krigsfanger i tysk varetægt og 6000 civile, tyske flygtninge.

Aarhus Havn under krigen

Henover 1942 førte byens voksende betydning til, at krigen blev nærværende. Tyskerne begyndte for alvor at bruge Aarhus som krigshavn, sabotagen tog sin begyndelse, og de første luftangreb fandt sted.

Allerede i august ’41 havde et enkelt fly fra det britiske RAF bombet Kongsvang-viadukten i Viby, og i den forbindelse beskadiget et par villaer. Natten til den 21. oktober vågnede byens indbyggere igen op til eksplosioner, denne gang da RAF kastede bomber over Aarhus Oliefabrik på havnen.

Ødelæggelser ved Mindet, hvor Hotel Atlantic i dag ligger, efter 4. juli katastrofen 1944.

Her ødelagde fem 500-kg bomber store dele af fabrikken. Først efter krigen kom det frem, at fabrikken kun ved et uheld var blevet ramt: de britisk fly var sat ud efter mål i Nordtyskland men havde mistet orienteringen, og derefter fulgt den jyske kystlinje nord på. Ved Aarhus kom de under beskydning af de tyske skibe i havnen, og besluttede da at kaste bomberne over dem. Ved en fejl ramte de i stedet oliefabrikken.

4. juli ’44 indtraf så den såkaldte Havnekatastrofe. Her var et tysk skib i færd med at laste ammunition, da det pludselig sprang i luften. 150 tons ammunition eksploderede, og over 2000 fragmenter blev kastet op til 1000 meter væk. 33 blev dræbt og 250 såret, heraf mange havnearbejdere.

Schalburgtage i Aarhus

Specielt fra augustoprøret 1943 og frem tiltog sabotagehandlinger og tyske gengældelsesangreb. Det gik bl.a. ud over Århus Sporveje, der 29. august ’44 oplevede at få sprængt samtlige sporvogne i luften, med undtagelse af én gammel vogn. Der var et hårdt slag mod byens kollektive trafik, der i stedet måtte varetages af utilstrækkelige buslinjer.

I oktober var det tyske optrevlingsarbejde ved at skabe en farlig situation for modstandsbevægelsen i Jylland, men krisen blev afværget d. 31. oktober '44, da det britiske Royal Air Force (RAF) på opfordring af den jyske modstandsbevægelse angreb Gestapos hovedkvarter i Aarhus, der lå i Kollegie 4 og 5 i Universitetsparken. Tyskerne var ikke forberedt og bomberne ramte deres mål - de første faldt før luftalarmen lød – og mange gestapomænd blev dræbt og deres arkiv ødelagt. I alt døde 75 i angrebet, heriblandt 10 danske håndværkere, der arbejdede i hovedbygningen.

Blandt de bombemål som tyskdirigerede terrorister udvalgte sig var rådhuset, Skt. Clemens Bro, Aarhus Teater, Håndværkerforeningen, dagbladet Demokraten, teater- og restaurationskomplekset i Vennelystparken og mange bygninger i Guldsmedgade, Søndergade og Østergade. Blandt ofrene for deres clearingmord var helt tilfældige mennesker, men også udvalgte personer, som enten hørte til byens mest kendte og respekterede borgere eller var i familie med dem.

Klik her for at læse mere om Schalburgtage i Aarhus

Lokalstyret under krigen

Mange begivenheder i Aarhus under besættelsen må ses i en landspolitisk og international sammenhæng, hvor højere hensyn fik de lokale involverede til at vise tilbageholdenhed.

Tyskland havde en voksende mangel på soldater og arbejdskraft. Modstandsbevægelsen vidste, at tyskerne kun ville sætte alle midler ind, hvis de følte sig tvunget til det, men også at de i så fald ville gøre det. På den anden side var tyskerne klar over, at modstandsbevægelsen måtte prioritere sine midler mellem sabotage og oprustning til en eventuel landkrig i Danmark. Derfor blev den politiske faktor betydningsfuld ligesom Tysklands krigsøkonomiske interesser i Danmark. På lokalt plan kunne tyskerne samarbejde med de stedlige danske myndigheder under hele besættelsen, samtidig med at tyskerne opretholdt den daglige forretningsgang med den danske forvaltning på nationalt plan også efter august 1943.

Heri ligger sandsynligvis forklaringen på, at tyskerne ikke besatte Aarhus Rådhus og heller ikke ransagede det, selv om byrådet så igennem fingrene med, at modstandsbevægelsen benyttede bygningen. Det ville i så fald også være forklaringen på, at tyskerne undlod at besætte kraftværkerne i Aarhus, men tværtimod lod et væbnet borgervagtværn holde kraftværkerne som en veritabel fæstning for at forhindre sabotage og bombeangreb.

Slaget om Bispetorvet - Aarhus’ befrielse 5. maj 1945

Kvart i ni om aftenen, fredag den 4. maj 1945, var det forbi. Med ét var landet igen frit, og danskerne kunne så småt begynde at vende tilbage til livet før besættelsen.

De foregående måneder havde været hårde – i Aarhus såvel som i resten af landet. I takt med at tyskernes situation blev mere og mere desperat, blev de tysk-sympatiserende terrorgrupper mere og mere aktive. Det var de sidste krampetrækninger.

Februar og marts 1945 blev Aarhus som nævnt ramt af adskillige alvorlige schalburgtageangreb. Alene over tre nætter i februar blev der sprunget bomber ved rådhuset, teateret og flere andre steder i midtbyen. Det var medlemmer af den såkaldte Petergruppe, der stod bag. Værst gik det ud over Guldsmedgade 1-9, der næsten blev helt ødelagt. Her havde gruppen placeret en blanding af almindelige bomber og brandbomber. Syv blev dræbt i eksplosionerne og et forbipasserende vidne skudt. Petergruppen forsøgte også at sprænge Skt. Clemens Bro - det mislykkedes, men mange bygninger i nærheden blev beskadiget.

Befrielsen

Som i resten af landet, gik aarhusianerne på gaden, da befrielses budskabet lød om aftenen 4. maj. Foran banegården og på Bispetorvet blev der sunget ”Tipperary”, ”Kong Christian” og ”Der er et yndigt land”, og over hele byen blev der hejst flag. I vinduerne – efter fem års mørklægning – tændte man levende lys.

Morgenen efter vågnede aarhusianerne op til regn og haglbyger, og selvom det var en glædelig dag for de fleste danskere, fandt flere voldsomme episoder sted. Bare i Aarhus blev i alt 15 dræbt og omkring 50 såret i forskellige sammenstød.

Det gik værst for sig på Bispetorvet, hvor otte blev dræbt og 30 såret. I løbet af natten havde modstandsgrupper besat forskellige vigtige poster i byen, blandt andet rådhuset, og i Kannikegade 12 havde de indrettet hovedkvarter. Da en lille gruppe tyske soldater kl. 9.20 passerede forbi her, udbrød der kampe. De varede næsten tre timer, og foregik tværs over Bispetorvet - hvor der kort forinden havde befundet sig hundredvis af civile, der fulgte med i modstandsfolkenes arbejde. En del af dem blev fanget i krydsilden, der også forhindrede redningsfolk i at nå frem. Efterfølgende var begge sider enige i, at skyderierne var en fejltagelse.

Stikkere og værnemagere

Det anslås, at omkring 2000 modstandsfolk var parate til at gå i aktion i Aarhus 5. maj 1945. En del af dem blev fra første dag beskæftiget med at afhente de danskere, der af forskellige årsager var havnet på modstandsbevægelsens interneringslister.

I Aarhus var der 712 personer på listen. Til at anholde dem blev modstandsfolk og politifolk inddelt i 70 grupper, hver med ansvaret for ti mand. Omkring 500 personer fra listen blev hentet i løbet af den første dag. Det var en blanding af stikkere, medlemmer af nazistiske organisationer, Hipo-folk og folk, der kunne tænkes at blive ofre for selvtægt. De fleste anholdte blev ført til Kannikegade, hvor de blev modtaget med pibekoncert fra mange hundrede tilskuere.

Senere blev de interneret på Marselisborg Gymnasium. Flere af dem led i de første dage en hård medfart, og i hvert fald en enkelt døde under afhøringerne.

Engelske soldater kører gennem Ryesgade i maj 1945.

Hjemkomst, afrejse og gennemrejse

De 6-7000 tyske soldater, der befandt sig i Aarhus ved befrielsen, begyndte at forlade byen 8. maj. De var kun én af mange grupper af mennesker, der i de dage enten rejste fra, kom tilbage til eller rejste igennem Aarhus. Det var norske KZ-fanger, russiske og polske krigsfanger, tyske civile flygtninge, Sverigesflygtninge, medlemmer af de Danske Brigader osv.

Og så var der de længe ventede englændere. De ankom 8. maj, i form af et par hundrede mand af ”the Royal Dragoons”. Via de Mezas Vej og Frederiks Allé kørte de til Rådhuset, og hele vejen blev de hilst velkommen af tusindvis af aarhusianere med danske og engelske flag. Da englænderne om aftenen skulle spise på Hotel Royal, var der forsamlet så mange mennesker, at en del af soldaterne måtte løftes ind af vinduerne.

Det var nogle kaotiske dage, der i starten af maj for 70 år siden – men det var en glædens tid. Selv AGF tilsmiledes af lykken: 6. maj vandt de 4-1 over Randers Freja.

Befrielsen på film

Se film fra befrielsen i 1945

Litteratur og kilder

• Første version af artiklen er skrevet af Anders Thornvig Sørensen og overført fra Århus Leksikon

Litteraturen om den tyske besættelse af Danmark 1940-45 er meget omfattende, og på dette sted vil der kun blive henvist til nogle få nyere oversigtsværker.

• Georg Andrésen (red.), Aarhus under besættelsen, 2. oplag, Århus 1946. Bestil materiale
• Barsøe Sørensen, Hans Rishøj, O. Stegger Sørensen (red.), Aarhus i billeder under besættelse og befrielse, Århus 1946. Bestil materiale
• Henrik Fode (red.), Århus besat, Århus byhistoriske Fond, 2005. Bestil materiale
• Ib Gejl (red.), Århus befriet, Århus byhistoriske udvalg. Erhversarkivet, 1995
• Henrik Skov Kristensen, Claus Kofoed, Frank Weber, Vestallierede luftangreb i Danmark under 2. verdenskrig 1-2, Århus 1988. Bestil bd. 1 - Bestil bd. 2
• Hans Kirchhoff, Samarbejde og modstand under besættelsen: En politisk historie, 2. udg., 1. oplag, Odense 2004. Bestil materiale
• Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen, Aage Trommer (red.), Gads Leksikon Hvem var hvem 1940-1945, København 2005. Bestil materiale
• Claus Bundgård Christensen, Joachim Lund, Niels Wium Olesen, Jakob Sørensen, Danmark besat: krig og hverdag 1940-45, 3. rev. udg., 1. oplag, København 2009. Bestil materiale
• Mogens Weinreich, "Befrielsen: Internering med element af selvtægt", Jyllands-Posten 4.5.2003.
• Peter Nørskov, "Naboens sønner blev helvedesmaskiner", Århus Stiftstidende 28.11.2004.
• Mogens Weinreich, "Krigsminder: Krigens illegale fotograf", Jyllands-Posten 30.11.2004.
• Christian Friis Hansen, "Rådhus bygget i krigens skygge", Jyllands-Posten Århus 30.4.2005.
• Uffe Normand, "Det strammer til", Århus Stiftstidende 2.5.2005.
• Uffe Normand, "Hun stak sin far, bror og 50 modstandsfolk", Århus Stiftstidende 3.5.2005.
• Ivar Rønsholdt, "Haven er blevet et minde-bykort", Århus Stiftstidende 4.5.2005.
• Annelise Bistrup, "Side om side med Flammen og Citronen", Jyllands-posten 30.3.2008.
• Knud Esmann, "En grimme karl", Jyllands-Posten 9.4.2008.
• Mogens Weinreich, "Forår i en voldsspiral", Jyllands-Posten 12.4.2008.
• Jens Kaiser, "En by i frygt", Jyllands-Posten 21.3.2010.
• Jens Kaiser, "Da Århus fejrede friheden", Jyllands-Posten Århus 2.5.2010.