Aarhus Å fra Brabrand Sø til Mindet

Fra AarhusWiki
Aarhus Å set fra Museumsbroen i en syd-østlig retning. Foto: Phillip Fangel, 18-07-2020.

Aarhus Å fra Brabrand Sø til Mindet er et udpeget kulturarvsområde i Interreg Europe projektet WaVE. Aarhus Å-området er geografisk afgrænset til lokaliteter i tilknytning til åbredderne langs Aarhus Å fra Brabrand Sø til udløbet ved åens udmunding nær Mindet.

WaVE.png

Aarhus Stadsarkiv tager på vegne af Aarhus Kommune del i Interreg Europe projektet WaVE, der tager afsæt i ønsket om at styrke og stimulere et øget fokus på kulturarv ved vand i lokale og regionale politikker. Som en del af målet om at intensivere fokus på byens kulturarv ved vand blev det besluttet at udvælge tre større geografiske kulturarvsområder som potentielle kulturmiljøtilføjelser til Kulturhistorisk Redegørelse. Sammen med de to øvrige kulturmiljøer Industrihavnen ved Mindet, Mellemarmen og Kornpier, og Den historiske havnefront skulle Aarhus Å fra Brabrand Sø til Mindet dokumenteres og beskrives for at klarlægge værdierne forbundet til områderne.

Baggrundshistorie

Byen Aarhus omklamrer sig i dag den kystnære del af Aarhus Å, og beliggenheden nær åens vand og Aarhusbugten har haft betydende indflydelse for de første bosættelser i området. Den godt 6 km lange strækning fra Brabrand Sø til Mindet indeholder adskillige væsentlige kulturarvsområder. På strækningens åbredder varierer omgivelserne fra det urbane til det landlige, og man ser større offentlige og private rum, bygninger, broer og naturarealer der er med til at bidrage til en unik diversitet.

I den østlige ende af Aarhus Å ved udløbet nær Mindet opleves byen som en tætbebygget kerne med bygninger i flere etager, hvorimod Åen længst mod vest, nær udløbet af Brabrand Sø, føles mere landligt med store grønne naturområder hvor man i nogle tilfælde kan se naturen gro vildt og køer græsse dagen lang.

Indlæser kort...

Det arkitektfaglige bidrag

Helheden: Åens løb fra Brabrand Sø til Havnen skal ses som den nederste del af et langt landskabeligt forløb – som en her i WAVE-projektet udvalgt del af en helhed. Den samlede åstrækning fra Solbjerg Sø til Aarhus Bugt kan ses som en række af landskabelige og karakterforskellige rum, der bindes sammen af ådalen og åen. Bevæger man sig langs åen eller i rummene omkring åen ned langs strømmen, vil man opleve store skift i de rumlige forhold. I store træk bevæger man sig fra det åbne landskab i vest ind i den urbane bys tæt omsluttende rum i øst for igen at komme ud til den åbne havn til bugtlandskabet, hvorved Aarhus er anlagt.

Overordnet har bebyggelserne relateret til Ådalen gennem historien være lokaliseret på morænebakkerne eller skrænterne langs dalen – ikke nede i (de våde) enge. I dag ses imidlertid mange bebyggelser i de tidligere engarealer og mange flere er under planlægning – f.eks. inde ved Godsbanegården. Dette fænomen ser sin begyndelse i 1800-tallets sidste halvdel hvor brokvarteret mellem Thorvaldsensgade og Skovgaardsgade bygges ligesom også jernbanen anlægges. Det er i øvrigt typisk i Danmark, at jernbanerne anlægges i ådalenes kanter idet togene og banelegemerne derved undgår stor skift i niveau.

Sekvenser af rum: Fra Brabrand Sø til havnen bevæger man sig gennem sekvenser af rum, fra det åbne landskab, via en slynget grøn korridor ind til det urbane centrum, hvorfra man kommer ud på havnen. Undervejs passerer man en række forskellige steder, der på forskellige vis frembyder oplevelser. Såvel beplantningerne, bebyggelserne, som rækken af infrastrukturelle elementer præger de arkitektoniske oplevelser undervejs. I det følgende er strækningen søgt opdelt i sekvenser med forskellige karakteristika, omend åen hele vejen binder disse sekvenser sammen. Udover selve åen bidrager også Brabrandstien til at binde hele forløbet meget fint sammen, og den gør det muligt for mennesker at færdes på langs af åen og i de omgivende rum. Overgangene mellem de rumlige sekvenser kan være glidende eller ’bløde’, men de kan også i nogle tilfælde være ganske markante. Bevæger man sig på Brabrandstien, vil man passere under en række betonbroer til henholdsvis biler og tog.

Herunder følger en beskrivelse af de enkelte rumlige forløb - 12 i alt - inspireret af ’filmiske sekvenser’ i en bevægelse langs strømmen mod bugten.

Oplevet snit ved Brabrand Sø. Skitse af Lars Nicolai Bock.

1) Brabrand Sø: De vide engområder vest for Aarhus domineres af Aarslev Engsø og Brabrand Sø. Her er man ud i det åbne landskab flankeret af bakkerne mod nord og syd. Bebyggelserne i Brabrand, Gellerup og Stavtrup syner ikke af meget, og oplevelsen er primært en landskabelig oplevelse.

Oplevet snit over åen og kolonihaveområder. Skitse af Lars Nicolai Bock.

2) Ålandskab og kolonihaveforeninger: I området mellem Brabrand Sø og Viby Ringvej synes det landskabelige rum stadig åbent og bredt, men det landskabelige rum indsnævres ved åens videre løb ind mod byen. Selv om man stadig har en åben landskabelig oplevelse, ses en tiltagende tæthed i beplantningen - både langs ådalens kanter og i selve ådalen. Dette forhold minder sammen med kolonihaveområderne på begge sider af åen om, at man nærmer sig en større by. Haveområderne og deres bebyggelse i meget lille skala er typiske for den danske tradition for kolonihaveforeninger.

Oplevet snit over åen ved jernbane - Eskelund - Åhavevej. Skitse af Lars Nicolai Bock.

3) Et grønt rum gennem industri og vejnet: Mellem Viby Ringvej og Langenæs slynger åen sig mod nord, det grønne rum udvides og bebyggelserne – et erhvervsområde i nord og fortsatte kolonihaveområder i både nord og syd - viger længere tilbage. Denne del af åens forløb flankers tilmed af jernbanen og motorvejens indføring, Åhavevej, mod centrum. Ude midt i de gamle enge har man på dette sted anlagt en genbrugsplads kaldet Eskelund. Omkring denne ses tæt træbeplantning, der på den ene side skærmer imod kik ind til genbrugspladsen og på den anden side afskærer lange kik over de historiske engarealer. Der pågår i øjeblikket planlægning som mere intensivt vil udnytte dette sted til fritidsformål, bl.a. en festivalplads for musik.

I denne sekvens af åløbet møder de i dag tilgroede enge nutidens urbane kompleksitet.

Oplevet snit over åen ved rangér- og opmagasineringsarealer og Langenæs. Skitse af Lars Nicolai Bock.

4) Lukkede og tilgroede grønne rumlige forløb: Imellem erhvervsområdet langs Søren Frichs Vej i nord og de modernistiske boligbebyggelser på Langenæs i syd møder åen og ådalen jernbanens ind- og udføring fra både syd og nord til banegårdene i Aarhus. Disse er historisk set opdelt i en godsbanegård og en personbanegård, der begge er anlagt som såkaldte ’sæk-banegårde’ – hvilket betyder at togene kører ind og ud samme vej.

I nærværende område domineres ådalen af det samlede jernbaneterræn, der sammen med værksteder og rangér- og opmagasineringsarealer fylder det tidligere landskabelige rum. Mod nordvest for jernbane-arealet findes dog stadig et betydningsfuldt grønt forløb langs åen, hvilket fastholder en vis landskabelig fornemmelse. En del af dette areal er udlagt som kolonihaver og sportsbaner. Denne rumlige sekvens afsluttes af den store Ringgadebro, der er så høj og åben i dens konstruktion, at den tillader kik på langs af ådal og jernbaneterræn, hvorved den danner overgang til godsbanearealet. Selve åen forløber under Ringgaden under en mindre bro nord for Ringgadebroen og ses ikke særlig tydeligt i bylandskabet på dette sted.

Oplevet snit over åen ved Godsbanen. Skitse af Lars Nicolai Bock.

5) Godsbanen og byudviklingsområde: Fra Ringgadebroen og Vestre Ringgade forløber ålandskabet og åen videre mod byens centrum. Det naturlige forløb af åen følger det oprindelige landskab, den oprindelige topografi; mens den y-formede forgrening, der mod øst skaber et tilsyneladende landskabeligt forløb hen til Aarhus Hovedbanegård, er menneskeskabt. Dette menneskeskabte forløb blev etableret, da man anlagde den første banegård i Aarhus og valgte at grave en bred rende gennem Brobjerg, en banegrav, der senere er udvidet til det, vi ser i dag. Denne del tilhører ikke ådalen.

Det brede jernbaneterræn løber i den gamle ådal til Godsbanegården, der ikke mindst med nutidens transformationer danner en markant rumlig afslutning på den store ådals vide landskab. Godsbanearealet, der i dag undergår en betydelig transformation og byudvikling, har udviklet sig fra at være grønne enge, over en lang periode som baneareal til nu at blive bebygget. Det er uvist hvordan den åbne og vide ’eng-oplevelse’ i fremtiden kommer til at møde den nye bebyggelse, ligesom det er uvist hvor langt mod vest i ådalen man vil tillade den nuværende byudvikling at komme? Selve åen i nordsiden af ådalen løber syd for Ceres-grunden som en snæver grøn korridor gennem et nutidigt byudviklingsområde med blandet nutidig arkitektur videre med byen.

Oplevet snit over åen ved Ceresgrunden og Brokvarteret i Mølleengen. Skitse af Lars Nicolai Bock.

6) Åens møde med den urbane by: Fra Godsbanegården og til Mølleparken satte man fra 1800-tallets slutning en ’prop i hullet’ af ådalens landskabelige forløb ved opførelsen af et af Aarhus’ mest markante brokvarterer. Kvarteret, der i dag er et populært boligkvarter, domineres af historicistiske og nyklassicistiske karréer typiske for tidens stil og byggemåde, afbryder det åbne englandskabs forløb hen mod det sted, hvor byens vandmølle engang dannede overgang til den middelalderlige by.

Selve åen løber imidlertid stadig i en snæver beplantet korridor langs Carl Blochs Gade og Ceres-grunden videre under en bro ved Thorvaldsensgade.

Oplevet snit ved Mølleparken og åen. Skitse af Lars Nicolai Bock.

7) Et intermezzo med variationer: Fra Thorvaldsensgade slår åen et stort nærmest 180 grader sving rundt mod øst, til den igen møder Thorvaldsensgade, langs hvilken den får et kanallignede forløb langs kulturinstitutionen ’Voxhall’ (det tidligere kulturhistoriske museum) mod Mølleparken. Undervejs passerer åen nye og ældre bygninger præget af stedets status som en reminiscens af noget landskabeligt og urbant kontrolleret. Dette område undergår stadig transformation, men fremviser også stadig en række arkitektoniske elementer af både historisk og æstetisk værdi. Her skal nævnes det oprindelige kulturhistoriske museum, senere kaldet ’Huset’, der er en fin nyklassicistisk bygning tegnet af bygningsinspektør V.Th. Walther. Nævnes skal også den fine lille bro kaldet ’Smedens Bro’, der fører Vestergade over åen. Broen har meget fine ornamenterede rækværker langs siderne. Området byder også på gedigen historicistisk og nationalromantisk byggeskik omkring Vestergade, Janus la Cours Gade og Museumsgade – alt sammen grænsende op til åen.

Oplevet snit over åen ved Vestergade og Thorvaldsensgade. Skitse af Lars Nicolai Bock.

8) Mølleparken: Åen drejer ved Mølleparken ind i et langt lige forløb med centrum. Her på dette sted, hvor byens vigtige vandmølle og mølledam lå, ændrer rummene omkring åen sig endeligt til et egentligt urbant miljø – en bred gade, hvorigennem åen løber som en kanal. Mølleparken er et fint grønt åndehul i Aarhus centrum. Parken ligger som et rekreativt areal foran det tidligere Hovedbibliotek og opleves som en del af et større næsten campusagtigt areal, hvor en række af byens store og vigtige historiske monumenter byggedes fra slutningen af 1800-tallet til tiden mellem verdenskrigene. Ud over det symmetrisk anlagte hovedbibliotek i funktionalistisk stil, tegnet i 1934 af arkitekterne Alfred Mogensen (1900-1986) og Harald Salling-Mortensen, domineres området af en række forskellige monumentale bygninger, der er opført på bakkeskråningen syd for åen. Her finder man ikke mindst en af landets fineste bygninger, nemlig det tidligere Erhvervsarkiv bygget i 1898-1902 efter tegninger af arkitekten Hack Kampmann. Denne bygning er fredet. Ved siden af ’Erhvervsarkivet’ ses Realkredit Danmarks imposante nyklassicistiske bygning fra 1912, der sammen med ’Voxhall’ (det tidligere kulturhistoriske museum), også i nyklassicistisk stil, er med til at danne den arkitektoniske ramme omkring Mølleparken. Parkens afgrænsning mod øst udgøres af en smuk og markant rødstens karrébebyggelse langs Møllegade. Bebyggelsen er tegnet af arkitekten Axel Høeg-Hansen, der i øvrigt satte et stort præg på arkitekturen i Aarhus i 1900-tallets første årtier.

Mølleparken har for nylig undergået en transformation, der bl.a. gav stedet en lang trappe til rekreativt ophold mod åen.

Oplevet snit over Åboulevardens vestlige del. Skitse af Lars Nicolai Bock.

9) Aaboulevarden – et grønt forløb: Fra Mølleparken og til broen, der forbinder Grønnegade og Christiansgade, opleves åen i dag som en kanal flankeret af trærækker, gader og fortove på begge sider. Her benævnes å- og gadeforløbet Åboulevarden ligesom også på resten af strækningen gennem byen til havnen. På denne strækning er åens brinker overvejende anlagte som grønt beplantede brinker. Åen krydses af et par små fine fodgængerbroer her. Bebyggelsen på begge sider består af huse i forskellige stilarter, dog alle i samme skala - det er typisk 4½ til 5½ etager høje bygninger overvejende i rød tegl. Arkitekturen, overvejende i nationalromantisk og nyklassicistisk stil, virker sammenhængende og giver strækningen arkitektonisk homogenitet.

10) Aaboulevarden – et tæt urbant forløb: Det sidste stykke mod havnen har Åboulevarden karakter af urban kanal. Fra 1930’erne og til slutningen af 1980’erne var åen på denne strækning overdækket og benyttet som central trafikåre i en tid hvor bilismen vandt frem. Under ledelse af stadsarkitekt Ole Østergaard udarbejdes et projekt til frilægning af åen, et projekt hvis realisering var undervejs i mange år opdelt i etaper. På denne strækning af den igen fritlagte å er der stadig beplantninger på nogle strækninger, men ikke på begge sider og kun på særlige placeringer. Brinkerne på denne strækning har karakter af bolværker støbt i beton, dog med indslag af grøn beplantning på visse steder. Åen krydses i denne urbane del af flere bilbroer og mindre og lette broer til fodgængere og cyklister. Der er gjort meget ud af formgivningen og detaljeringen af broerne og ligesom også af de enkelte elementer omkring disse. Det urbane møblement, steler, trin, belægninger osv. bærer sammen med broerne præg af den periode de blev designet og bygget i.

Oplevet snit over Åboulevardens indre del. Skitse af Lars Nicolai Bock.

Den vigtigste bro over åen findes på denne strækning ved Immervad. Denne bro, som ligger der, hvor åen slår et sving mod sydøst, er stedet, hvor det formodes, at man, før byen anlagdes, bedst kunne krydse åen - nemlig over et vadested, Immervad. Det var her vejen, der gik nord-syd, krydser Aarhus Å og således det sted hvor vandvejene og landvejene mødtes. Dette anses for en væsentlig og almindelige kendt lokaliseringsfaktor for en dansk købstad. Det er dette sted, der giver anledning til at trafik over land og trafik til havs mødes og at handelslivet opstår. Broen ved Immervad leder til Lille Torv og videre til Store Torv og domkirken, altså ind til byens historiske centrum.

Bebyggelsen langs Åboulevarden er på denne strækning mere blandet end på den tidligere strækning. Bebyggelserne har mod vest lidt karakter af karrébebyggelse og er ellers overvejende ved middelalderbyen karakteriseret af forhuse i en typisk dansk typologisk sammenhæng, hvor matrikler var bebygget med forhuse, sidehuse og baghuse. Skalaen er fra 3 etager og op til 7 etager. Med hensyn til byggeperioder og arkitekturhistoriske stilarter fremtræder denne centrale åstrækning mere uhomogen omend også med en vis rumlig sammenhængskraft. Der er væsentlige historicistiske bygninger (f.eks. ved Immervad og omkring Clemens Bro), markante og fine funktionalistiske bygninger (f.eks. på sydsiden ved Immervad) og en lang række nyere bygningsværker, alle i meget stor skala i forhold til omgivelserne, opført i blandede nye udtryksformer og i forskellig kvalitet.

De talrige små og store fodgængerbroer over åen har været genstand for opmærksomhed da de blev designet. Clemens Bro, den største af disse broer er i sin nuværende form skabt i 1980’erne og bærer præg af den postmoderne stilperiode, der netop blev introduceret i denne periode. Den oprindelige bro var bygget i 1884 og findes ikke mere. Den var formgivet som en række af ’svævende’ passager hævet på søjler over åen og de langsgående gaders niveau, således at man kunne passere langs åen under broen. Den oprindelige bro var konstrueret af støbejern og formgivet i den historicistiske periode med rige detaljer typiske for tiden. Clemens Bro var fra begyndelsen det bymæssige element, der kom til at forbinde den middelalderlige bys centrum med den nyklassicistiske byudvidelse omkring Søndergade (det nuværende ’Strøget’) syd for åen.

Langs åens nederste løb fra Immervad og til Europaplads anlagdes en lang række caféer og restauranter som et resultat af åens genåbning. Disse præger i høj grad det arkitektoniske og urbane udtryk, stedet har fået de seneste årtier, ligesom det også i meget høj grad præger det sociale liv på stedet.

Oplevet snit over Europaplads. Skitse af Lars Nicolai Bock.

11) Europaplads: Ved Mindebro afsluttes det urbane sluttede byrum og det åbner sig op mod havnen. Åboulevardens bebyggelse af huse, der står ’skulder ved skulder’ mod åen, fortsætter på den sydvestlige side af åen, mens husrækken på den modsatte side knækker rundt ved Skolegade og åbner op mod øst. Herved dannes en plads kaldet Europaplads – navngivet i 1961. Stedet er præget af store omdannelser siden 1800-tallets slutning, hvor overdækningen af åen, store nedrivninger af den historiske bebyggelse og senest genåbningen af åen, byggeriet af letbanen og Dokk1 spiller en central rolle for udformningen i dag. Den mest dominerende bygning på Europaplads er højhuset Europahuset (tidligere BP-huset) opført 1957. Det er tegnet af arkitekterne Knud Blach Petersen (1919-2008) og Herbert Jensen (1919-1967) og siden stærkt ombygget af C.F. Møllers Tegnestue. Det har gennem tiden været et omstridt hus, der med den nye pladsudformning har fået en vis status som en nærmest ’monolitisk blok’ på højkant ved åens munding i overgangen mellem by og havn. Bygningen, der er placeret midt i byrummet, kan også ses som en afbrydelse af havnefrontens relativt ensartede bebyggelse og arkitektoniske grammatik, idet højhuset får lov at stå som den eneste vertikale markør af dette vigtige sted – åens munding, Aros/Mindet. Den omgivende lavere randbebyggelse forholder sig meget fint til skalaen i såvel Åboulevardens øvrige bebyggelse som til skalaen i havnefronten langs havnen (nævnt ovenfor). Det arkitektoniske udtryk i randbebyggelserne er sammensat igennem arkitekturhistorien med eksempler på historicisme, senklassicisme, nationalromantik, efterkrigstids-modernisme, postmodernisme og noget der ligner italiensk rationalisme fra 1980’erne.

Oplevet snit over åens udløb ved Mindet. Skitse af Lars Nicolai Bock.

I overgangen fra Europaplads til Mindet finder man et mindre højhus ”Hotel Atlantic”, hvis placering og arkitektur er kan siges at være problematisk. Bygningen konkurrerer på uheldig vis med Europahuset og placeringen lægger ikke op til en bygning af den højde, der er tale om. Skalaen og arkitekturen skaber tvivl om hvorledes stedets arkitektoniske, strukturelle og rumlige kontekst skal aflæses, videreudvikles og forbedres.

12) Udmundingen i havnen: Fra Europaplads løber åen det sidste korte stykke syd om det nye multi-medie-hus Dokk1 ud i havnen. Her forlader åen den tætte by, dens tætte og sluttede byrum og ender i et bynært ’vand-rum’, der står i åben forbindelse med Aarhusbugten og Kattegat.

Lokaliteter og bygninger langs Aarhus Å - Oversigtskort

Indlæser kort...

Se også

Litteratur og kilder

Hentet fra "https://aarhuswiki.dk/mediawiki/index.php?title=Aarhus_Å_fra_Brabrand_Sø_til_Mindet&oldid=89404"