Erik Kjersgaard (1931-1995)

Fra AarhusWiki

Erik Kjersgaard (født 18. august 1931 i København, død 25. juni 1995) var en dansk historiker og museumsdirektør for Den Gamle By i Aarhus.

Erik Kjersgaard tog i 1959 sin embedseksamen i historie ved Københavns Universitet. Efter flere historiske afhandlinger og ansættelse hos Nationalmuseet blev han i 1981 ansat som museumsdirektør ved Den Gamle By i Aarhus.

Han blev kendt som en fremragende formidler af historie via sine tv-udsendelser om bl.a. Danmarkshistorien. Desuden blev han kendt for at afslutte sine bidrag med konklusioner, der understregede, hvorfor netop det behandlede emne var interessant.

Som museumsdirektør var han visionær og innovativ, idet han bragte Den Gamle Bys skrantende økonomi på fode ved at lade bidragsydere tegne sponsorater for enkelte bygninger. Selvom denne metode var uortodoks og indledende udsat for kritik, blev den hurtigt praksis i museumsverdenen.

Litteratur og kilder

  • Første version af artiklen er skrevet af Lars J. Jensen og overført fra Århus Leksikon
  • Ib Gejl, Århus - Byens Borgere 1165-2000. 2000 Bestil materiale