Bahá’í i Aarhus

Bahá’í er en religion, der opstod i Iran i midten af 1800-tallet i en shiamuslimsk kontekst. I 1844 erklærede Siyyid ’Ali-Muhammad (1819-1850), at han havde modtaget en åbenbaring fra Gud om, at en stor profet snart ville komme. Siyyid tog efterfølgende navnet Báb, der på arabisk betyder port, for at symbolisere, at han var indgangen til åbenbaringen om den nye profets komme. Man sammenligner gerne Báb med Johannes Døberens rolle for kristne, hvorimod profeten Bahá’u’lláh (1817-1892) sammenlignes med Kristus. I 1863 trådte Bahá’u’lláh frem og proklamerede, at han var den ventede profet, der skulle fuldføre Bábs mission. Bahá’u’lláh betyder ”Guds Herlighed”, ((a)lláh betyder Gud, mens bahá betyder herlighed), så en bahá’í er en ”tilhænger af Herligheden”. Bahá’u’lláh er forfatter til de vigtigste skrifter i religionen, og de anses for at være dels Guds åbenbaringer og dels hans udlægninger af disse åbenbaringer.

Bahá’í-religionen er monoteistisk, men man forstår den ene Gud som den samme overalt. Man forklarer de forskellige religiøse traditioner med, at mennesket i forskellige tidsaldre og områder har haft forskellige behov for leveregler. Derfor har Gud manifesteret sig forskelligt gennem sine profeter, hvilket har resulteret i de mange religioner. I rækken af profeter er Bahá’u’lláh denne tidsalders profet, hvis opgave det er at forene menneskeheden. Menneskets udvikling gør, at rækken af profeter aldrig stopper. På et tidspunkt vil en ny tidsalder indfinde sig, og dermed behovet for en ny profet. Denne profets lære vil annullere Bahá’u’lláhs, men hans komme ventes først at indtræffe om mange tusinde år.

Gruppens historie i lokalområdet

Den første bahá’í besøgte Aarhus i 1964 og slog sig ned i byen to år efter. I 1969 kom hans kone hertil. Et egentligt lokalråd blev først etableret i 1972, hvor der var ni bahá’íer bosat i byen, hvilket er det påkrævede antal rådsmedlemmer. I løbet af 1960’erne var den danske bahá’í-religion inde i en ekspansionsfase, hvor man udvidede med flere lokalråd rundt om i landet. I dag er man i en konstellationsfase, hvor man fokuserer på at styrke de interne bånd mellem bahá’íer både lokalt i Aarhus og Østjylland og på landsplan.

Organisation

I Aarhus er gruppen organiseret omkring det lokale råd. Rådet står for alle de administrative opgaver, men ellers fungerer gruppen som en forening med formand, næstformand og kasserer. Det er rådet, der samstemmigt organiserer alle aktiviteter. Der findes ikke noget præsteskab, og alle vægtes lige. Sekretæren er gruppens kontaktperson, men ellers har rådsmedlemmerne ikke beføjelser udenfor rådet. Man handler som et råd, aldrig på egen hånd, og man bliver valgt for et år ad gangen. Rådsmedlemmer er forpligtet på egen samvittighed, og en partipolitisk dimension er fraværende. Beslutninger vedtages helst enstemmigt, medmindre der er tale om hastesager. Det er også lokalrådets opgave at informere offentligheden om religionen og at skaffe nye tilhængere i det givne område.

Der er på verdensplan 181 nationale råd, og internationalt har bahá’íerne Det Universelle Retfærdighedens Hus med hovedsæde i Haifa, Israel. Det er her, den overordnede forvaltning af religionen finder sted, og det er dette råd, man konsulterer ved større etiske og moralske spørgsmål. Man forventer, at det er denne struktur med lokalråd, nationale råd og Det Universelle Retfærdighedens Hus, der skal være den bærende struktur, når alle verdens borgere, som forventet af Bahá’í-samfundet, engang bliver tilhængere.

Medlemmer

Der stilles to krav til nye tilhængere: Dels skal de anerkende Bahá’u’lláh som Guds profet, og dels må de ikke være medlemmer af andre trossamfund, da man betragter det som en favorisering af det pågældende trossamfund, hvilket ikke er i overensstemmelse med idéen om alle religioners enhed. Det er helt i orden, at man eksempelvis bruger folkekirken, men egentligt medlemskab accepteres ikke. For at blive medlem skulle man tidligere følge nogle optagelseskurser, men i dag er processen omvendt, idet man ikke behøver at vide alting på forhånd. Læringsprocessen begynder altså først for alvor, når man er blevet medlem.

Man skelner mellem to typer af medlemmer: de ”valgbare” og de ”ikke-valgbare”, og i daglig tale bruges enten ”medlem” eller ”bahá’í” om de enkelte medlemmer. Når en ung bahá’í fylder 21, bliver han eller hun ”valgbar” og kan vælges ind i både det lokale og det nationale råd. Der er 28 valgbare bahá’íer i byen og ca. 8-10 børn/unge. Gruppen er vokset fra ca. 24 til nu 28, da man har fået kontakt til en arabisk familie, der har boet i byen de sidste 10 år uden kontakt til lokalrådet. Derudover er en enkelt kommet hertil fra Irak via giftermål. Af frafald har der været et enkelt dødsfald, og en anden boede kun i byen i et års tid og var ikke aktiv i gruppen. Der er desuden et ”almindeligt” frafald blandt børn, der er vokset op hos bahá’í-forældre. Således er der stadig en overvægt af voksne medlemmer, men der er kommet lidt flere børn til.

Det er op til det enkelte medlem, om vedkommende vil følge rådene om afholdenhed fra både alkohol, narkotika og cigaretter samt at leve som vegetar. Et medlem bliver ikke smidt ud, hvis han eller hun eksempelvis har et alkohol- eller cigaretproblem, men man skal aktivt arbejde med sig selv for at komme af med sin afhængighed. Udover den fundne arabiske familie er de fleste medlemmer i Aarhus enten danske eller iranske. Der er desuden enkelte afghanere. Man taler primært dansk og ellers sit modersmål, og det meste litteratur er på engelsk, men med flere danske oversættelser.

Økonomiske forhold

Alt arbejde foregår frivilligt, og da Danmark er et velstillet land, modtager de danske bahá’íer ikke støtte fra Det Universelle Retfærdighedens Hus. Man fik dog mulighed for at optage et lån til renovationen af hovedcentrets bygninger. I Aarhus modtager gruppen ingen økonomisk støtte udover fra medlemmerne selv, da kun bahá’íer må støtte Bahá’í. Hvert enkelt medlem donerer penge til en fond årligt, og disse bruges både nationalt og lokalt. Mange bruger det offentlige gaveloft for deres donation på årsbasis. Derudover findes en anden fond, kaldet Guds Ret. Dette er en overskudskasse, hvor pengene går til betroet internationalt godgørende arbejde. Den blev indført i Danmark i 1992, men var oprindeligt en lov for de iranske bahá’íer. Det er frivilligt, om man vil donere penge dertil.

Religiøs/spirituel praksis

Formålet med såvel fælles som individuelle religiøse handlinger i Bahá’í-troen er at tilkendegive sin tro på Gud og etablere et personligt gudsforhold. Bahá’í-troen er i sin praksis en udpræget individorienteret religion kendetegnet ved en udbredt selvbestemmelse i den enkeltes tro og praksis. Det kommer bl.a. til udtryk i meditationspraksissen, hvor der ikke stilles bestemte krav til udførelsen, og i forhold til skriftstudierne, hvor man lægger vægt på den personlige fortolkning og stillingtagen til de hellige skrifter, der tæller både Bahá’u’lláhs skrifter og andre åbenbarede værker som Bibelen og Koranen.

Bøn er en central del af praksis, idet man anser alt arbejde som en form for bøn til Gud. Derfor skelner man heller ikke mellem helligt og profant, men derimod mellem åndeligt og religiøst. Bøn tilhører den åndelige del. Som bahá’í skal man bede to daglige bønner med rituel afvaskning forinden. Derudover bør man læse i helligskrifterne dagligt. Samlingen af bønner er enorm, men ofte vælges mellem tre forskellige til de to faste daglige bønner.

Nittendagsfesten er den vigtigste religiøse helligdag, der afholdes på hver første dag i en bahá’í-måned, som varer 19 dage. Festen har tre dele: En andagtsdel, hvor der læses op fra helligskrifterne. En administrativ del med rådslagning, hvor rådsmedlemmerne videregiver aktuel information til medlemmerne. Sekretæren kommer med oplysninger fra både det nationale og det internationale råd. Alle opfordres til at deltage i rådslagningen, da det er her, de ”menige” kan deltage. En sidste social del er centreret omkring almindeligt samvær og styrkelsen af de interne bånd i gruppen. Det er ikke obligatorisk at deltage i festen, men man tilråder det, fordi det er her, alle informationer gives videre, og her, man kan være sammen om det at være bahá’í.

Udover nittendagsfesten mødes medlemmerne også til andagtsmøder. Møderne er åbne for alle, og her læser man og tænker over indholdet i helligskrifterne. Møderne er ment som et frirum til eftertanke, hvor man kan slappe af og opnå indre fred. Disse møder er åbne for alle interesserede. Man mødes også i deciderede studiegrupper, hvor man som gruppe mødes med en vejleder/tutor over en afgrænset periode. Her læser man og laver praktiske øvelser med forbindelse til kildeteksterne sammen. Normalt mødes man hver anden-tredje uge over et halvt til et helt år, men det er op til den enkelte gruppe, hvor lang tid man vil bruge. Nogle gange intensiveres kurserne til eksempelvis weekendkurser.

Man har ikke bestemte genstande, man benytter sig af i forbindelse med den religiøse praksis, men lidt ældre personer har tørrede rosenblade, som har været strøet over gravmonumenterne i Haifa. Det er en praksis, der tidligere har været ret brugt, men som i dag er på tilbagetog. Funktionen er uklar, men et medlem har dem liggende i sin bønnebog. De kulturbetingede genstande er man meget påpasselig med, fordi man vil være kulturneutral. Ingen kulturel egenart bliver anset for at være ”forkert” eller ”rigtig”, og derfor varierer praksis meget.

Af særlige symboler er den nitakkede stjerne og to kalligrafier meget brugt. Den nitakkede stjerne er det oftest brugte emblem for Bahá’í. Tallet ni er et udtryk for perfektion, fordi det er det højeste tal, og ordet baha’s numeriske værdi er ligeledes ni. Symbolet stjerne i sig selv er altså ikke det relevante, men det er derimod nitallet. Ni står desuden for de ni store verdensreligioner. Den ene af de to kalligrafier er en afbildning af Gudsnavnet, den anden kaldes for Ringsymbolet. Gudsnavnet er den eneste afbildning af det guddommelige og findes oftest på bygningsværker, men et egentligt billedforbud har man ikke i troen. Ringsymbolet bruges oftere, især på smykker, og er en illustrativ forklaring af forholdet mellem troende og Gud.

Eksterne relationer

Søndagsskolerne, studiegrupperne og andagtsaftenerne er åbne for alle interesserede, men der kommer sjældent udefrakommende. Gruppen i Aarhus har tidligere været aktive i ”United Religions Initiative” (URI), men i de senere år har man fokuseret mere på at styrke de interne bånd i gruppen og har derfor ikke deltaget i URI. Ellers foregår den eksterne kontakt individuelt. Af offentlig interesse for Bahá’í Aarhus er det kun folk fra universitetsverdenen, der indtil nu har kontaktet dem. Andre uddannelsesinstitutioner og medier er stort set fraværende.

Forandringer

Gruppen er vokset en smule, efter man fik kontakt til en arabisk familie, og der er kommet flere børn til. Derudover er man begyndt at bruge nyt kursusmateriale til gennemgang af trosindholdet. Materialet er del af et internationalt forsøg på at systematisere undervisningen og opnå fælles referencerammer udover helligteksterne. Det er vigtigt, fordi religionen ser sig som del af en global bevægelse, så når man mødes i Haifa, eller andre steder, er det godt at have fælles referencerammer. Teksterne har været i brug siden 1995-96, og i Aarhus har man brugt materialet fast de sidste fem års tid.

Original kilde

Religion i Aarhus 2013 En kortlægning af religion og spiritualitet. Redigeret af Lars Ahlin, Jørn Borup, Marianne Qvortrup Fibiger, Brian Jacobsen og Marie Vejrup Nielsen 2. reviderede udgave. Center for Samtidsreligion, Aarhus Universitet, 2015.

Link: Religion i Aarhus 2013 (online PDF-fil) (hentet den 15. august 2017)

ISBN: 978-87-92829-45-0

NOTE: Artiklen er kopieret fra 2. reviderede udgave af "Religion i Aarhus 2013" (2015), som er udgivet af Center for Samtidsreligion på Aarhus Universitet. Kopieringen er foretaget med samtykke fra både forfatter og redaktører.