Niels Leth Jensen

Version fra 5. sep. 2025, 10:39 af Hemik (diskussion | bidrag) Hemik (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version → (forskel)

Niels Leth Jensen (født den 14. marts 1886, død den 29. februar 1968) var pilot.

Niels Leth Jensen på Skejby Mark, 1912

Leth Jensen var født i Fårup lidt nord for Aarhus. Han var udlært smedesvend, og som 19-årig arbejdede han en kort periode i København. Sammen med sin bror, opfinderen Christian Frederik Leth Jensen, byggede han hjemme i Aarhus selv en flyvemaskine af Antoinette-typen og tilbød i 1912 - mod betaling - byens borgere rundflyvninger ind over byen. Basen lå i Mundelstrup på Skejby Mark. I Frankrig fik han udstedt flycertifikat i 1913. Han blev hurtigt et kendt navn inden for flyveverdenen.

Leth Jensen i den franske hær

Leth Jensen havde meldt sig som frivillig til den franske hær i 1914, tre måneder før Første Verdenskrig brød ud. I hæren fik han rig mulighed for at øve sine evner som pilot, da han blev en del af det franske flyvevåben. Der var i alt 10-12 danske frivillige i den franske hær - heraf kom tre piloter fra Aarhus. Den ene, Uffe Peter Goethe Jensen, blev skudt ned over Dugny i 1915, den anden hed Pauli Kruse Jensen. Selvom de alle tre hed Jensen, er myten om deres slægtsskab dog usand.

I begyndelsen af krigen var mange af piloternes opgaver rekognosceringsopgaver, hvor de skulle flyve ind bag fjendens linjer og rapportere tilbage. De fløj dog også på bombetogter ind bag fjendens linjer. I Aarhus fulgte man med i Leth Jensens bedrifter. I 1915 kunne man læse om ham i Århus Stiftstidende. Artiklen havde overskriften ”De aarhusianske Helte ved Fronten”, og den beskrev, hvordan Leth Jensen havde været i kamp med ti tyske aeroplaner på én gang. Han blev skudt ned tre gange i løbet af sin tid i den franske hær. Han overlevede dog alle gangene.

Leth Jensen var en dygtig pilot, og hans held på hans togter førte til, at han steg i graderne fra menig til korporal, sergent, adjudant og sekundløjtnant. Han fik også en række fly i den franske hær døbt VIKING til hans ære. Han fik også tildelt ordenen Ridder af Æreslegionen.

Efter krigen

I 1919 trådte Leth Jensen ud af den franske hær og blev tildelt fransk statsborgerskab.

Efter krigen forblev Leth Jensen i Frankrig. Han blev direktør for Société des Carburateurs i Paris. Han udviklede og producerede her en flykarburator, der var brændstofbesparende, og hvor piloten kunne loope med flyet, uden at motoren gik i stå. Han tog patent på karburatoren, der fik navnet "Carburateur Jensen"

Henvisninger