Nicoline Kirstine Marie Kirkegaard (1859-1924)
Nicoline Kirstine Marie Kirkegaard blev født 19. februar 1859 i Spentrup ved Randers. Hun var uddannet lærer, og giftede sig i 1882 med læreren August Kirkegaard. I 1885 flyttede de til Århus og overtog en privatskole, der fik navnet Kirkegaards Mellem- og Realskole.
Ud over at tage sig af familien (parret fik efterhånden 11 børn) og undervise på skolen, skrev Kirkegaard romaner og digte. Hun døde i 24. maj 1924 i Århus efter kort tids sygdom, og havde da fået udgivet omkring 23 større værker, foruden et utal digte.
Forfatterskabet
I 1894 debuterede Nicoline Kirkegaard med et digt i Århus Stiftstidende, og i 1899 udkom hendes første roman, Provstinden.
Kirkegaards litterære inspiration var Steen Steensen Blicher (1782-1848), hvis gamle præstegård hun ofte gæstede som barn. Det var også Blichers tid, og fortiden generelt, som hun idealiserede i sine romaner:
- "Jeg stræber efter at aabne min Samtids Øjne for de Værdier, som skaber den varige og dybe Menneskelykke. Derfor skriver jeg helst om de mere enkle og primitive Forhold i gamle Dage, da der – efter mit Skøn – var større Lykke og Tilfredshed at finde blandt Slægten – mere Kraft og Skønhed over dens Færd"
I 1915 udgav hun romanen Malvina Steensdatter Blicher, om datteren Malvina, som Blicher var tættest knyttet til.
I forarbejdet til sine historiske romaner og fortællinger gjorde hun meget ud af at skaffe sig viden om både tiden og området, som hun skrev om – hun besøgte selv lokaliteterne og studerede arkiver.
Kirkegaard var populærforfatter: hendes romaner og digte blev generelt vel modtaget, dog knap så vel i mere elitære litterære kredse. Offentligt savnede hun ikke de "kræsne læsere", men satte pris på sit publikum:
- "Heldigvis tør jeg smigre mig med, at mine Bøger læses af alle Samfundslag i Byen som paa Landet".
Udvalgt bibliografi
Provstinden (1899) Fædres Jord (1904) Selvejerbondens Datter (1905) Kongebørn (1906) Bestil materiale Malvina Steensdatter Blicher (1915) Bestil materiale Skovmøllen (1916) Bestil materiale Bispinden i Aars (1918) Bestil materiale Kvinderænker (1923)
- Århus Kommunes Biblioteker har bogen.
Forfatter og ophav: HHM, Lokalhistorisk Samling 2009
Litteratur og kilder
- Dansk Kvindebiografisk Leksikon Læs artikel
- Den nye Litteratur, No. 11, 1924, s. 301-3.
- Århus Stiftstidende 24.5.1924, 15.2.1959.