Anton Theodor Ramsing (1844-1922)
Anton Theodor Ramsing (1844-1922)
Apoteker, fabrikant. - Født 28. april 1844 i Høver, Storring sogn, Århus amt, død 14. nov. 1922 i Jyderup, Jyderup og Hjembæk sogn, Holbæk amt. - Forældre: proprietær Carl Georg Ramsing og hustru Amalie Marie Hader. - Gift 1 gang 7. april 1870 i Fredericia med Elvira Vilhelmine Gindrup, født 24. nov. 1847 i Christiansted (St. Croix), død 1889 i Århus, datter af organist Holger Gindrup og hustru Anna Christiane Leidersdorff. Gift 2. gang med Hedvig Georgia Dreyer, født 21. sept. 1868 i Odense.
Medlem af byrådet 6. jan. 1885-31. dec. 1890. Højestbeskattede.
Ramsing blev uddannet på Frijsenborg Apotek i Hammel 1860-64. Han tog farmaceuteksamen i 1867 og var derefter på henholdsvis Christianshavns og Fredericia apoteker, indtil han 1870 købte apoteket i Lemvig. Fem år senere, 1875, flyttede han til Århus, hvor han overtog Mehls Chokoladefabrik, som han efter sin hustru gav navnet Elvirasminde. Året efter gik han i kompagni med Bruno Preisler (se denne) og drev derefter sammen med ham tillige Skt. Nicolauskilde Brøndanstalt. I begyndelsen af 1890'erne fratrådte han sidstnævnte virksomhed, og i 1902 købte fabrikant Frits Clausen chokoladefabrikken. Ramsing ernærede sig i en årrække som ekviperingshandler (J.G. Hingelbergs efterfølger), indtil han omkring 1920 flyttede til Jyderup. Til byrådet blev han valgt i 1885, men opnåede i 1891 ikke genvalg. Han var nogle år medlem af Grundejerforeningens bestyrelse.
Medlem af eller byens repræsentant i...
- Udvalget for gasværket og den offentlige belysning 1885-87.
- Sygehusudvalget 1885-90.
- Udvalget for skolevæsenet 1885-90.
- Skolekommissionen 1885-90. Kirkeinspektionen for Skt. Pauls sogn 1887-90.
Litteratur og kilder
- Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.
- Ole Degn og Vagn Dybdahl: "Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd, 1838-1968"; Udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1968. Bestil materiale