Vandforsyningen i Aarhus: Forskelle mellem versioner

Den tekniske udvikling tog fart i begyndelsen af 1900-tallet, og det kom særlig byboere til gode. I 1898 havde byrådet bevilget penge til et såkaldt artesisk boringsanlæg i Stavtrup samt udarbejdelsen af en betonvandledning derfra til byens vandværk ved Silkeborgvej. Den artesiske boring ville sikre en stabil vandindvinding fra en naturlig grundvandskilde i området. Som følge af et tilpas stort tryk fra boringen kunne vandet ved egen kraft gennembryde vandstandsende lag for at presse sig op til overfladen. Det nye anlæg og dertilhørende vandledning stod klar i 1902, og dermed var byen forsynet med grundvand, og ikke som tidligere, med vand kun fra Aarhus Å. Grundvandsboringerne frembragte nye muligheder for at dække større dele af byen, og for samtidig at fremskynde nedlægningen af brønde blev der iværksat en projektering af vandbeholdere og vandtårne i forskellige geografiske trykzoner som byen var blevet inddelt i.

Forsyningen af vand fra de artesiske boringer banede vejen for videreudviklingen af teknikken bag vandindvinding og pumpeanlæggene der stod for rensning og filtrering. Moderniseringer med hurtigfiltre og elektrisk betjente pumper, der krævede mindre plads gav økonomisk bedre løsninger og driftsfordele. Vandforbruget steg fra at være omkring 50 liter pr. indbygger ved vandværkets opførelse til at være 4 eller 5-doblet i 1950. Dette betød, at der begyndte at opstå interesse for mængden af det tilgængelige vand som det moderne efterkrigssamfund krævede. Allerede ved århundredeskiftet var indbyggertallet steget til mere end 50.000, og derfor var der også behov for at byens vandværk skulle følge udviklingen gennem flere udvidelser og ombygninger.