3.652
redigeringer
Mns (diskussion | bidrag) m (Frichs fabrikken beskyttet: Beskyttet af ophavsrettigheder ([edit=sysop] (på ubestemt tid) [move=sysop] (på ubestemt tid))) |
Mns (diskussion | bidrag) No edit summary |
||
Linje 1: | Linje 1: | ||
[[Fil:AS Frichs (Ukendt) 1904.jpg|300px|thumb|left|Arbejdere og funktionærer samlet i Frichs fabrikkens gård i forbindelse med virksomhedens 50 års jubilæum i 1904.]] | |||
Historien om Frichs fabrikken begyndte i 1854, da den ingeniøruddannede Søren Frich etablerede et nyt jern- og metalstøberi med tilhørende værksteder, kontorer, m.m. på hjørnet af [[Søndergade]] og [[Sønder Allé]]. I perioden 1867-71 blev fabriksbygningerne ombygget og udvidet, og der blev anskaffet flere nye maskiner. I 1875-76 og 1882 var der store tilbygninger og udvidelser af fabriksanlægget, og samtidig blev maskinparken kraftigt udvidet. Arbejdsstyrken voksede fra 26 mand i 1855 til 160 mand tredive år senere. I begyndelsen fulgte Frichs fabrikken det almindelige mønster blandt datidens jernstøberier og fremstillede hovedsagelig byggestøbegods (inventar, bygningsmaterialer), landbrugsredskaber og landbrugsmaskiner. Men i 1860’erne omlagdes produktionen fuldstændigt, idet den vigtigste kategori blev jerngangtøj til vand- og vindmøllerier, fulgt af arbejdsmaskiner, dampkedler og dampmaskiner. I 1879 startede fabrikken en succesrig specialproduktion af automatiske smøreapparater til dampmaskinecylindere. Frichs fabrikken fik efterhånden en bred kundekreds, som især bestod af landmøllerier, de statslige jernbaner, mejerier og en lang række forskellige industrier. | Historien om Frichs fabrikken begyndte i 1854, da den ingeniøruddannede Søren Frich etablerede et nyt jern- og metalstøberi med tilhørende værksteder, kontorer, m.m. på hjørnet af [[Søndergade]] og [[Sønder Allé]]. I perioden 1867-71 blev fabriksbygningerne ombygget og udvidet, og der blev anskaffet flere nye maskiner. I 1875-76 og 1882 var der store tilbygninger og udvidelser af fabriksanlægget, og samtidig blev maskinparken kraftigt udvidet. Arbejdsstyrken voksede fra 26 mand i 1855 til 160 mand tredive år senere. I begyndelsen fulgte Frichs fabrikken det almindelige mønster blandt datidens jernstøberier og fremstillede hovedsagelig byggestøbegods (inventar, bygningsmaterialer), landbrugsredskaber og landbrugsmaskiner. Men i 1860’erne omlagdes produktionen fuldstændigt, idet den vigtigste kategori blev jerngangtøj til vand- og vindmøllerier, fulgt af arbejdsmaskiner, dampkedler og dampmaskiner. I 1879 startede fabrikken en succesrig specialproduktion af automatiske smøreapparater til dampmaskinecylindere. Frichs fabrikken fik efterhånden en bred kundekreds, som især bestod af landmøllerier, de statslige jernbaner, mejerier og en lang række forskellige industrier. | ||
I 1885 frasolgte Søren Frich fabrikken. Den fik to nye indehavere, begge ingeniører, Frichs nevø Hilmar Vestesen og John Wied. Under deres ledelse udbyggedes fabrikken, og ved år 1900 var den nået op på omkring 400 ansatte. Der blev bygget mange elektricitetsværker omkring år 1900, og Frichs fabrikken leverede dampanlæg til et betydeligt antal af dem. I 1896 startede Frichs fabrikken en ny afdeling for elektrisk udstyr. Omkring 1910 begyndte dieselmotorer at udkonkurrere dampmaskiner, og Frichs fabrikken begyndte i 1911 at levere dieselmotorer, som i løbet af det næste årti blev til en af fabrikkens vigtigste produktioner. En anden ny produktion, som Frichs fabrikken påbegyndte omkring år 1910 var lokomotivbygning. Det var blevet politisk besluttet, at fornyelsen af De Danske Statsbaners lokomotivpark skulle ske fra danske leverandører. Da fabrikationsinvesteringerne var store mens forbruget var begrænset, blev det ligeledes besluttet, at én lokomotivfabrik skulle have eneret på leverancer til DSB, og valget fald på Frichs fabrikken. Efter en række prøveleverancer indgik Frichs fabrikken og DSB i 1919 en aftale om løbende leveringer af lokomotiver efter behov. Produktionen af lokomotiver blev efterhånden til grundstammen i Frichs fabrikkens økonomi. | I 1885 frasolgte Søren Frich fabrikken. Den fik to nye indehavere, begge ingeniører, Frichs nevø Hilmar Vestesen og John Wied. Under deres ledelse udbyggedes fabrikken, og ved år 1900 var den nået op på omkring 400 ansatte. Der blev bygget mange elektricitetsværker omkring år 1900, og Frichs fabrikken leverede dampanlæg til et betydeligt antal af dem. I 1896 startede Frichs fabrikken en ny afdeling for elektrisk udstyr. Omkring 1910 begyndte dieselmotorer at udkonkurrere dampmaskiner, og Frichs fabrikken begyndte i 1911 at levere dieselmotorer, som i løbet af det næste årti blev til en af fabrikkens vigtigste produktioner. En anden ny produktion, som Frichs fabrikken påbegyndte omkring år 1910 var lokomotivbygning. Det var blevet politisk besluttet, at fornyelsen af De Danske Statsbaners lokomotivpark skulle ske fra danske leverandører. Da fabrikationsinvesteringerne var store mens forbruget var begrænset, blev det ligeledes besluttet, at én lokomotivfabrik skulle have eneret på leverancer til DSB, og valget fald på Frichs fabrikken. Efter en række prøveleverancer indgik Frichs fabrikken og DSB i 1919 en aftale om løbende leveringer af lokomotiver efter behov. Produktionen af lokomotiver blev efterhånden til grundstammen i Frichs fabrikkens økonomi. | ||
[[Fil:AS Frichs. Dieselmotorvogne til DSB og til de siamesiske jernbaner (Ukendt) 1932.jpg|300px|thumb|right|A/S Frichs 1932. Dieselmotorvogne til DSB og til de siamesiske jernbaner.]] | |||
I begyndelsen af 1900-tallet købte Frichs fabrikken et større areal i ådalen i Åby sogn og i løbet af perioden 1908-12 flyttede hele fabrikken til et nyt stort kompleks på arealet. Ved en stor drejeskive var komplekset i Åby forbundet med Hammel-jernbanen, sådan at de nybyggede lokomotiver kunne køre direkte fra fabrikken til aftageren. I det samme tidsrum blev firmaet omdannet til et aktieselskab, og få år senere trak Vestesen og Wied sig tilbage fra ledelsen. Overingeniør Peter Due-Petersen blev enedirektør. Han døde i 1945 og blev efterfulgt som direktør af sin søn Jens Due-Petersen. Denne overdrog i 1972 direktørposten til sin svigersøn Bent Bigård Sørensen. Indtil 1932 byggede Frichs fabrikken sine første 125 lokomotiver. De var alle damplokomotiver, og DSB var den største aftager. Frichs fabrikken tog derefter damplokomotiver ud af produktion, for i stedet at bygge dieselelektriske lokomotiver. Manglen på dieselolie under verdenskrigen 1939-45 medførte dog, at Frichs fabrikken i de første krigsår fik nye ordrer på damplokomotiver. I alt producerede fabrikken omkring 60 damplokomotiver til danske og finske jernbaner i krigsårene. | I begyndelsen af 1900-tallet købte Frichs fabrikken et større areal i ådalen i Åby sogn og i løbet af perioden 1908-12 flyttede hele fabrikken til et nyt stort kompleks på arealet. Ved en stor drejeskive var komplekset i Åby forbundet med Hammel-jernbanen, sådan at de nybyggede lokomotiver kunne køre direkte fra fabrikken til aftageren. I det samme tidsrum blev firmaet omdannet til et aktieselskab, og få år senere trak Vestesen og Wied sig tilbage fra ledelsen. Overingeniør Peter Due-Petersen blev enedirektør. Han døde i 1945 og blev efterfulgt som direktør af sin søn Jens Due-Petersen. Denne overdrog i 1972 direktørposten til sin svigersøn Bent Bigård Sørensen. Indtil 1932 byggede Frichs fabrikken sine første 125 lokomotiver. De var alle damplokomotiver, og DSB var den største aftager. Frichs fabrikken tog derefter damplokomotiver ud af produktion, for i stedet at bygge dieselelektriske lokomotiver. Manglen på dieselolie under verdenskrigen 1939-45 medførte dog, at Frichs fabrikken i de første krigsår fik nye ordrer på damplokomotiver. I alt producerede fabrikken omkring 60 damplokomotiver til danske og finske jernbaner i krigsårene. | ||
redigeringer