Aarhus Kommune: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Kort Aarhus Kommune 2018.png|thumbnail|Kort over Aarhus Kommune (klik for større kort)]]

Behovet for en kommunalreform var først og fremmest opstået på grund af de store ændringer i befolkningens erhverv og byernes vækst. Før kommunalsammenlægningen var der stort set ikke en ledig byggegrund i Aarhus kommune. I forstads- og omegnskommunerne bestod problemerne i, at deres små forvaltninger ikke kunne følge med det stigende omfang af kommunale opgaver. Befolkningstallet var stigende, og borgerne efterspurgte moderne servicetilbud. Elev kommune, som var den mindste af omegnskommunerne, bestod kun af 240 sjæle. Her var administrationen simpel, økonomien solid, men til gengæld manglede borgerne svømmehaller, sportsanlæg, biblioteker, moderne skoler, og der var udfordringer omkring trafik og miljø, som kommunen havde svært ved at løfte alene.  

Prøveafstemninger viste, at befolkningen generelt var positivt stemt for sammenlægninger, mens de valgte repræsentanter i sognerådene var kraftigt imod. De mente, at en sammenlægning ville svække det lokale selvstyre. Den endelige afstemningsdag blev sat til 29. april 1940, men man kom aldrig dertil. Krigen og besættelsen kom i vejen.   

Efter krigen blev sammenlægningsplanerne genoplivet af blandt andet borgmester Svend Unmack Larsen, der nedsatte en ’Stor-Aarhus kommission’. Kommissionen skulle belyse fælles økonomiske og administrative forhold i Aarhus kommune og forstads- og omegnskommunerne. Kommissionsarbejdet udmøntedes i en rapport i 1954, der dog gik relativt ubemærket hen. Rapporten søgte at tilgodese for manges interesser, og derfor blev anbefalingerne vage og ukonkrete. Væsentligst var det nok, at planen ikke indeholdt krav om at nedlægge de kommunale sogneråd og etablere ét byråd.  

Politikerne i forstadskommunerne var opmærksomme på, at befolkningstallet var vigtigt for at sikre en bæredygtig økonomi, og dermed deres selvstyre. Der blev derfor igangsat store byudviklingsprojekter, ofte for lånte penge, i form af moderne kommunekontorer, sportsfaciliteter, skolebyggeri og udlejningsejendomme. Det var eksempelvis på dette tidspunkt, at Gellerup-planen blev igangsat i Brabrand-Årslev kommune, og store dele af den gamle landsby i Vejlby-Risskov blev revet ned til fordel for en helt ny bydel med storhotel og indkøbscenter.

Lige lidt hjalp det. I maj 1967 vedtog folketinget loven om revision af den kommunale inddeling. Loven byggede på princippet: én by, én kommune. Loven indeholdt en bestemmelse om, at der skulle foretages en særlig undersøgelse af de befolkningsmæssige, erhvervsmæssige og økonomiske forhold i Aarhus, Ålborg og Odense. Konklusionen var klar: Aarhus kommune, forstadskommunerne og omegnskommunerne måtte knyttes sammen politisk og administrativt. Kommunerne kunne dog ikke nå til enighed, og derfor tvang indenrigsministeren og Folketinget sammenlægningen igennem i maj 1969. Dermed forkastede man idéen fra 1939 om folkeafstemninger i forstads- og omegnskommunerne, og de efterfølgende politiske forhandlinger om sammenlægning. Den 1.april 1970 blev landets mest omfattende kommunesammenlægning en realitet. 150 kommunalpolitikere blev erstattet med 31, der alle blev placeret på Aarhus rådhus. Reformen satte rammerne for det geografiske, politiske og administrative landskab, som Aarhus kommune har i dag.