Steffen Bernhardt Jensen (1910-1978): Forskelle mellem versioner

Bernhardt Jensen var en modsætningsfyldt natur. Det er en del af marxismens lære, at udviklingen foregår ved sammenstød mellem to modsætninger, der går op i en højere enhed. Også i den henseende var Jensen marxist, at hans sind bestod af modsætninger, der kæmpede med hinanden for tilsammen at skabe personligheden. Nogle eksempler vil vise dette. Kommer en embedsmand med et forslag, bliver han ofte mødt med skepsis, og forslaget kan blive underkastet en kritisk prøvelse, som nok kan gøre embedsmanden beklemt; han skal heller ikke regne med at få at vide, hvordan forslagets videre chancer er. J. træffer imidlertid sine beslutninger, og går han ind for det, så vil ingen byråds- eller magistratskollega have nogen chance for at rokke ham. Prøver en kollega at føre sådanne argumenter i marken, som borgmesteren selv oprindelig anvendte, bliver de modtaget med et ansigt, der tydeligt giver udtryk for overraskelse over en sådan uvidenhed og påholdenhed.    J. har kunnet tale i sit parti, så man var klar over, at det mere var et arbejderparti end det parti, der sang »Danmark for folket«. Når lejlighed byder sig, kan J. stadig tale sådan. Han kan imidlertid også til enhver tid føre en raffineret intellektuel samtale med stilfærdig tone. Han kan være så alvorlig og så grebet af sit eget standpunkt, at der ikke bliver plads til skæmt. Men han kan også få timer efter give sig hen i en munter satirisk skildring af egne og meningsfællers standpunkter, en satire, der ikke sjældent tager form af en harmløs imitation. Han kan som næsten ingen nyde teksten i den  bramfrie varietésang for siden følsomt at glæde sig over stilfærdig poesi. Han kan også vende sig kritisk mod byen og dens borgere; men både den og de har ingen mere trofast forsvarer, hvis interesserne bliver gået for nær. Mest tydeligt kommer modsætningerne måske frem, når der ikke tales om J. selv, men om hans forhold til offentligheden. Han interesserer sig for andre, for sine medmenneskers kår; men han gør intet for at blive populær, for at hverve tilhængere hverken inden for eller uden for sit eget parti. Alligevel er det tillid og tiltro, der møder ham. Også modstandere kan lære, at det ikke er i ansigtet, de skal aflæse, hvad J. virkelig mener, men i øjets glimt; her afsløres det virkelige standpunkt trods forsøg på at skjule det - det har måske også givet tiltroen.    J. er som sin nærmeste forgænger i embedet - Sv. Unmack Larsen - født i Aarhus. I de første år boede familien i Niels Juels Gade på det dengang kun sparsomt bebyggede Trøjborg; da J. var 8 år, flyttede familien til Frederiksbjerg, og fra Fjordsgades Skole tog han i 1927 realeksamen. Faderen var tømrersvend. Det gav ikke velstand; men hjemmet var trygt; det man dengang kaldte et »stabilt« arbejderhjem. Om dette vidner også den gode skolegang, børnene fik. I hjemmet blev der talt politik, og i nogle barndomserindringer hedder det: »Endnu før jeg kom i skole, lyttede jeg med åben mund og øre til politiske samtaler og havde vage sværmerier for alt yderliggående«.