Aarhus Filmværksted: Forskelle mellem versioner

Stiftelsen af AFV skal ses i sammenhæng med 1970érnes politiske strømninger. Utallige politiske bevægelser forsøgte i stigende grad at gøre op med etablerede dogmer og brede deres budskab ud på alle mulige måder. Med den stigende udbredelse af tv-mediet, var det derfor oplagt at tage et så slagkraftigt mediet som filmen i brug for at få sine politiske budskaber frem. Ført an af de tidligere skolekammerater Bent Blindbæk og Ib Lund, samledes en lille kreds af politisk bevidste og filminteresserede århusianere sig i løbet af vinteren 1975/76 under navnet Århus Filmværksted. Formålet var at skabe et folkeligt filmværksted som alternativ til de etablerede medier. De tusindvis af smalfilmskameraer som lå rundt omkring i hjemmenes kommodeskufferne skulle ikke bare bruges til familielejligheder, men til at lave en folkelig mediemodoffensiv, så amatører kunne skildre deres daglige liv og de (politiske) sager, der optog dem.  

De filmtekniske og økonomiske ressourcer var i starten begrænsede, så det var i højere grad sagen, der var interessant - ikke midlerne. Filmfolkene så i begyndelsen med mistro på kommunal styring. Det var de ”aktives diktatur” og hverken kommunen eller andre med skeptisk holdning til værkstedets virke, skulle involveres.  Udstyret bestod ofte af indsamlede private smalfilmskameraer eller redigeringsudstyr man selv importerede fra Tyskland. Produktionsudstyret bestod ofte af indsamlede private smalfilmskameraer eller redigeringsudstyr man selv importerede fra Tyskland. Der blev sågar oprettet et lille importfirma, Jysk Film & Fototeknik. Men det viste sig hurtigt, at afsætningen af hjemmelavede tyskimporterede klippeborde ikke gik som varmt brød i Danmark. De aktive manglede også erfaring i at betjene udstyret og lave film i en tilfredsstillende kvalitet.

Der blev sågar oprettet et lille importfirma, Jysk Film & Fototeknik. Men det viste sig hurtigt, at afsætningen af hjemmelavede tyskimporterede klippeborde ikke gik som varmt brød i Danmark. De aktive manglede også erfaring i at betjene udstyret og lave film i en tilfredsstillende kvalitet. Det var derfor i høj grad entusiasmen, fællesskabet og det at være en del af noget større som skulle drive værket. I løbet af de første par år blev der produceret ni stk. 8mm smalfilm som emner som f.eks. strejkende skraldemænds koner, hårde stoffer og tyrkiske gæstearbejdere. Én af dem er dokumentaren ”Ingen roser uden torne” fra 1976, som er en protestfilm mod den forestående nedrivning og renovering af det slumprægede Rosengade-kvarter. Filmen blev vist i alle opgange i kvarteret i forsøget på at mobilisere en fælles modstand mod det man anså for en uretfærdig politisk beslutning.   

Gennem fonde, indsamlinger og private bidrag blev der langsomt råd til mere avanceret udstyr og for første gang fik man lokaler i en baggård i Frederiksgade. Tiden var inde til at den uformelle kreds af filmvenner blev samlet i en forening med vedtægter og medlemskab. Efter længere tids tilløb blev AFV i 1978 officielt stiftet.

Allerede i 1979 fik AFV igen nye lokaler (mod betaling), denne gang i kælderen på Niels Juels Gade på Trøjborg. Tiderne var trange både hvad angik de fysiske rammer, men også de økonomiske, da de stadig flere brugere sled på udstyret, samt forventedes kun at skulle betale udstyrsleje, hvis deres film gav overskud, hvilket reelt aldrig skete.

I 1980’erne bragte en ny tidsånd med sig, idet der skete en vis udskiftning i stiftelseskredsen. De ofte politisk motiverede dokumentarfilm fra 1970’erne, blev afløst af opfattelsen af at det var okay at betragte film som et medie til personlig og kreativ udfoldelse. Det førte til en mere eksperimentende og fiktiv brug af filmmediet. I filmen ” Een og skal vi så se at komme i gang” fra 1981 handler f.eks. om en ung arbejdsløs pige og hendes dagligdag, men de politiske problemstillinger spindes ind i en fiktionsform.

Værkstedet og kommunen lod også mistroen afløse af samarbejde Kommunen gav nu huslejetilskud og i 1981 fik AFV sin første ansatte, en tidligere langtidsledig, Jens Loftager, som blev udstationeret som daglig leder i syv måned. Han blev afløst af Lars Arnfred, som ligeledes blev daglig leder i syv måneder. Konstruktionen med en daglig leder hver syvende måned, skabte naturligvis en del gennemtræk på værkstedet, men det var først i 1987, at en egentlig fastansat daglig leder i skikkelse af Peder Andersen blev ansat.  

Der kom stadig flere medlemmer til, særligt da det blev muligt at producere 16mm-film efter lån af udstyr fra filmstudiet. Det betød efterhånden nye pladsproblemer og i 1983/84 flyttede AFV ind i den gamle Hammelbanegård på Carl Blochs Gade. Kommunen så det som en midlertidig løsning i mangel på bedre, men filmværkstedet kom til at bo på adressen helt ind til sommeren 1992! Selvom forholdene ikke var helt optimale, var der dog tilfredshed med at rykke tættere på midtbyen og få ca. otte gange så meget plads end i kælderlokalerne på Niels Juels Gade. Ja så meget at AFV faktisk meddelte kommunen, de nu havde for meget plads, hvilket set i bakspejlet, måske ikke var den strategisk klogeste beslutning, da kommunen konstant blev kontaktet af foreninger og græsrodsorganisationer, der ønskede plads i midtbyen. Ikke desto mindre fastholdte AFV, deres lokaler på Carl Blochs Gade. I takt med der forsat kom nye brugere til værkstedet, betød det også at lokalerne blev udfyldt og brugt til udforskningen af nye aktiviteter og medier.

I 1984 blev der eksperimenteret en del med lyd/dias produktioner, som ganske hurtigt blev meget populære udtryksformer, blandt andet da én af brugerne, Max Jørgensen, tog initiativ til at oprette et lyd/diasværksted i et af de tomme lokaler. Men det store skridt fremad forestod endnu: skridtet ind i videoalderen! Længe havde man vidst at videoproduktionen var af højere kvalitet og dermed gav mulighed for distribution. Derudover var udstyret lettere at betjene og billigere for brugerne, men som så mange gange før, var det dyrt at investere i det nye udstyr. I slutningen af 1984 fik AFV dog mulighed for at låne noget (sort/hvid) videoudstyr fra Det Danske Filmværksted i Haderslev og året efter gik kommunen med til at bevillige penge til nyt udstyr. Bevillingerne stod dog ikke helt mål med AFVs ambitioner og ca. ti brugere gik derfor med til at kautionere for et større lån, så der både var råd til redigering og optageudstyr. Offerviljen medførte at AFV fik deres første videooptageudstyr i 1986 og i 1987 deres første videoredigeringsudstyr. Det var relativt sent i kraft af at teknologien allerede var i brug fra ca. 1980.  

Fra 1985-91 arrangerede AFV en årlig videofestival med produktioner fra ind-og udland. Festivalerne blev gradvist både større og vildere og tiltrak stadig flere og flere udenlandske videokunstnere. I 1990 kulminerede det, da kunstnere fra 17 Øst- og Vesteuropæiske lande under navnet Billedmaskinen Ikaros, byggede en stor betoninstallation bag Musikhuset (det nuværende Musikkonservatorium). Den rummede både de mange videoinstallationer som et symbolsk jerntæppe, men udtrykte også en afstandtagen til en stivnet venstrefløj og elitens institutionaliserede måde at fremføre kunst og kultur på. Videofestivalen blev et uvurderligt udstillingsvindue og et brand for AFV, snarere end en indtægtskilde. I september 1989 blev der også skabt en container-festival i Botanisk Have i samarbejde med kunstnergruppen Solkorset. Her blev der vist videofilm i 18 skibscontainere forbundet med jernsveller og plader. Hensigten var igen at give en fuckfinger til det institutionelle kunstmiljø ved at skabe en underholdende, men også intellektuel og begavet installation, der brød med den almindelig komfortable måde at se film på for de ca. 4500 besøgende gæster. Det væltede ind med ansøgninger om at låne det nye videoudstyr og for første gang begyndte AFV at sortere i de indkommende ansøgninger. Fra 1989 blev der på skift oprettet en demokratisk valgt projektredaktion, hvor to brugere og en medarbejderrepræsentant skulle sætte mere struktur på redaktionen og vurdere de ansøgte projekter. I den periode blev det muligt at give fuldstøtte, dvs. brugerne ikke længere skulle betale udstyrsleje (hvad de ellers havde skulle op gennem 1980’erne), samt AFV kunne yde teknisk hjælp til lovefulde instruktører indenfor genrene fiktion, dokumentar og kunstvideo. Projektredaktionen blev etableret efter initiativ af blandt andre Jesper Rasmussen, der også iværksatte værkstedets lille lokale oskarfest, Årets Peder, opkaldt efter den daglig leder Peder Andersen.  

Den store efterspørgsel og boom i ansøgningerne til fuldstøtte skabte et paradoks. På den ene side ønskede AFV at være et åbent værksted, der gav mulighed for den brede offentlighed til at eksperimentere med filmmediet på professionelt udstyr. Omvendt skulle der også være en vis kvalitetskontrol, så værkstedet vedholdte dets kunstneriske integritet og ikke blev et sted for ivrige videoamatører, der ønskede at redigere familie-videoer med beskeden eller ingen kunstnerisk værdi. Af den grund valgte var der heller ikke en VHS-redigering på værkstedet.  

I anden halvdel af 1980’erne begyndte lokal-tv at blive mere og mere udbredt. AFV havde siden 1984/85 ønsket at være med til at producere kommunalt støttet lokal-tv. Men det var først i slutningen af 1987, at det lykkedes, da sendetilladelsen og samarbejdskanalen TV-Århus blev oprettet af en række foreninger og institutioner. Dermed gik AFV ind i en ny epoke, der havde indvirkning på den daglige gang på værkstedet; både hvad angik de økonomiske, produktionsmæssige og logistiske forhold.

I 1987 trådte den første permanente lov om lokalradio og -tv i kraft. Lovens intention var at styrke den demokratiske proces i lokalsamfundene, samt sikre et mere alsidigt og ikke-kommercielt mediebillede Dialogen mellem Aarhus Kommune og værkstedet tog udgangspunkt i kommunens krav om public access, dvs. borgernes offentlige og frie adgang til at udtrykke sig gennem elektroniske medier. Trods den ambivalente tilgang til tv-produktion, lå kravet om public access fint i spænd med grundtanken om et åbent værksted, hvor man ikke behøvede at være uddannet eller arbejde for DR for at få lov at slå sig løs på professionelt udstyr.  

I samarbejde med Aarhus Videoworkshop fik AFV grønt lys til at sende lokal-tv på sendetilladelsen TV-Århus.  Arbejdsdelingen var klar fra start. Århus videoworkshop satsede benhårdt på at lave lokal-tv; de lavede kurser i det og havde de nødvendige studiefaciliteter. AFV havde derimod en mere åben tilgang orienteret mod at skabe et miljø omkring nogle produktionsaktiviteter, jf. public access. På den måde supplerede de hinanden udmærket. I det hele taget forsøgte AFV at adskille produktionen af lokal-tv fra resten af værkstedets aktiviteter.

Den øgede aktivitet af frivillige og ansættelser (langtidsledige) resulterede nok engang i pladsproblemer. Kommunen imødekom disse ved at stille i udsigt, at AFV kunne flytte ind i det tidligere slagtehus på Jægergårdsgade 152. Her var i forvejen radiostationen Det åbne Båndværksted og Århus Video Workshop, som lavede kurser i videoproduktion og Lokal-tv. Selvom kommunen forsøgte at fremskynde indflytningen, var det først i sommeren 1992 at AFV endelig kunne flytte ind i de langt mere velegnede lokaler til filmproduktion.

De nye lokaler i Jægergårdsgade betød mere plads og derigennem flere muligheder. For første gang fik værkstedet ønsket om en fastansat teknikker opfyldt og i 1993 rundede man de 15 ansatte. Det var dog efterhånden svært at følge med den stigende efterspørgsel, redigeringen kørte i døgndrift og sled på værkstedets få ressourcer. Noget måtte gøres! Efter kontakt til den kommunale mentor fra kulturforvaltningen, Lars Lyngsdal, fik man solgt ideen i byrådet om at Aarhus Kommune kunne udnytte potentialet i lokal-tv til at kommunikere med borgene. Konkret udmøntede det sig i, at AFV fra begyndelsen af 1990’erne skulle til at producere informationsspots til kommunen vist på TV-Århus. For en pris som stort set var professionel, blev man hyret til at lave små korte informative film om alt lige fra buskøreplaner til affaldssortering. For AFV blev dette en væsentlig indtægtskilde, da de jo ikke skulle hyre folk udefra til at stå for produktionerne og derfor kunne investere pengene direkte i nyt og bedre udstyr. Det er svært at vurdere præcist hvor mange seere TV Århus havde og dermed AFVs produktioner. Der blev indimellem lavet målinger og de lå et sted mellem 2000-10.000 antenneseere.   

I starten af 1990’erne begyndte AFV også at lave lokale nyheder med fagbevægelsen på deres kanal: Aarhus Nyheds TV. Fagbevægelsen var en af de første aktører i Aarhus, der fik en lokal tv-sendetilladelse efter Kulturministeriet lavede forsøgsordningen med lokal radio/tv i 1983 (gjort permanent i 1986).  Mod betaling stillede værkstedet noget udstyr og support til rådighed og så hegnede fagbevægelsen det ind til nyhedsudsendelser. Tidligere leder på Filmværkstedet, Peder Andersen, husker nostalgisk tilbage på samarbejdet:

En anden indtægtskilde blev serien Århus Byhistorie, som blev vist i magasinprogrammet Focus. Her tog direktør for Bymuseet, Lars Holloufer, seerne med rundt i Aarhus og fortalte om byens historie. Serien blev voldsomt populær og gennem et samarbejde med Aarhus Stiftstidende blev den lanceret som en videoboks århusianerne kunne købe og give i gave.   

Nu AFV delte tag med Det Åbne Båndværksted og Århus Videoworkshop, var det naturligt at lave en fælles overbygning: Den selvejende Institution Mediehuset Aarhus. På den måde brugte de forskellige aktører i huset hinandens kompetenceområder og i praksis betød denne sammenfletning, at det i ofte var svært at se, hvor den ene virksomhed sluttede og en anden begyndte. I bestræbelserne for at få et godt produkt, var det dog ikke ualmindeligt at synergien til tider endte i en ressource-hugst. Et udslag af Mediehusets tilblivelse, var da Det Åbne Båndværksted og AFV gik sammen om at oprette Medieskolen Århus i 1997. Leder af skolen blev Henrik Underbjerg, der efter ansøgning modtog ca. en halv million kroner i licensmidler til foretagendet.  På den måde forsøgte man at styrke uddannelsen inden for film/TV-branchen jf. værdimålsætningerne, ligesom den etårige uddannelse med indbygget praktik tilførte arbejdsressourcer til AFV og Det Åbne Båndværksted.

Da ÅVW via en sammenlægning med TV-Århus blev til den kommercielle TV-station, TvDanmark Århus, tog AFV taktstokken og fungerede de facto som produktionsselskab for tre sendetilladelser. Foruden Mediehusets egen TV-station (MTVS), havde Århus Nyheds-TV (ANTV) og Indvandrer-TV (ITV) også deres redaktioner på værkstedet. De lokale tv-produktioner blev sendt på det reklamefinansierede TvDanmark. For at få sin sendetilladelse af Radio og Tv-nævnet, forpligtede TvDanmark sig til at stille et vindue til rådighed for ikke-kommercielt lokal-tv. Det var dog ikke helt uproblematisk at anvende denne sendeflade. Dels fordi sendetiderne på TvDanmark var særdeles ringe uden for prime time, men også fordi den kommercielle mainstream kanal hurtigt blev kendt som klassens frække dreng med programtyper, som appellerede til andre målgrupper end hvad MTVS tilbød (!) og vice versa.  

Omkring 2003-2004 begyndte en politisk proces om at få udskilt AFV fra Den selvejende Institution Mediehuset Aarhus og overgå til at blive en selvstændig erhvervsdrivende fond. I de år forsøgte AFV løbende at tilpasse sig Filminstituttets krav. Med argument i at Filminstituttet støtte var betinget af en tilsvarende økonomisk bevilling fra Aarhus Kommune, lykkedes det med politisk tække at opnå et solidt økonomisk tilskud fra begge parter på ca. 1,3 mio. kr. Herudaf var 500.000 kr. fra Aarhus Kommune overført til AFV fra puljen til innovativ uddannelse. Med etableringen af Filmby Aarhus i 2003, var det nemlig også hensigten at AFV skulle agere fødekæde til den fremtidige filmproduktion i byen.  Den 2. februar 2006 blev det i Byrådet besluttet at give grønt lys til at udskilningen kunne træde i kraft 1. januar 2006.   

Samtidig blev der etableret en sammenlægning af Mediehusets tilbageværende parter: Mediehusets TV-station (MTVS) og Det Åbne Båndværkssted (lokalradio). Ansvarshavende for den nye konstruktion, Fonden Mediehus Aarhus (link), blev journalist og kunstkritiker, Erik Meistrup, som allerede siden 2002 havde været tilknytte AFV for at afhjælpe problemerne med at overskue og strukturere Tv-produktionen. Selvom film og TV fra 2006 blev adskilt i to formelle foretagender, foregik der et samarbejde i forhold til tekniske ressourcer og assistance helt frem til Mediehus Aarhus gik konkurs i 2013.   

Siden 2006 har værkstedet modtaget økonomisk tilskud fra Filminstituttet i størrelsesordenen 1,5- 2. mio. kr.  Det har været med til at opretholde og styrke processen om et professionaliseret værksted, der støtter, fortrinsvis unge, filmtalenter i deres faglige og kunstneriske udvikling, med det primære formål at hjælpe dem til uddannelse eller beskæftigelse inden for filmbranchen. Støtten kan gives efter ansøgning om filmstøtte til AFV, og kan bestå i konsulenthjælp og produktionsudstyr. Værkstedet støtter årligt op mod 40 produktioner, med hovedvægten lagt på korte fiktionsfilm. Disse vurderes dog modsat tidligere ikke af en projektredaktion, men af skiftende redaktører. AFV har tætte relationer til det omkringliggende produktionsmiljø, samt uddannelses- og kulturinstitutioner. Desuden huser AFV den alternative filmuddannelse Super8, som Peder Andersen etablerede i starten af det nye årtusinde, samt Potemkin Filmskole og filmungdomsskolen Station Next.