35
redigeringer
Den tyske besættelse: Forskelle mellem versioner
ingen redigeringsopsummering
Jakob KM (diskussion | bidrag) No edit summary |
|||
| Linje 20: | Linje 20: | ||
=== Lokalstyret under krigen === | === Lokalstyret under krigen === | ||
[[Fil:31 okt stort.jpg|400px|thumb|left|På opfordring af den jyske modstandsbevægelse bombede RAF 31. oktober '44 Gestapos hovedkvarter i Aarhus, der lå i Kollegie 4 og 5 i universitetsparken. Angrebet var en succes - de første bomber faldt før luftalarmen lød - adskillige Gestapomænd blev dræbt og deres arkiv ødelagt. I alt døde 75 i angrebet, heriblandt 10 danske håndværkere, der arbejdede i hovedbygningen.]] | |||
Mange begivenheder i Aarhus under besættelsen må ses i en landspolitisk og international sammenhæng, hvor højere hensyn fik de lokale involverede til at vise tilbageholdenhed. Tyskland havde en voksende mangel på soldater og arbejdskraft. Modstandsbevægelsen vidste, at tyskerne kun ville sætte alle midler ind, hvis de følte sig tvunget til det, men også at de i så fald ville gøre det. På den anden side var tyskerne klar over, at modstandsbevægelsen måtte prioritere sine midler mellem sabotage og oprustning til en eventuel landkrig i Danmark. Derfor blev den politiske faktor betydningsfuld ligesom Tysklands krigsøkonomiske interesser i Danmark. På lokalt plan kunne tyskerne samarbejde med de stedlige danske myndigheder under hele besættelsen, samtidig med at tyskerne opretholdt den daglige forretningsgang med den danske forvaltning på nationalt plan også efter august 1943. Heri ligger sandsynligvis forklaringen på, at tyskerne ikke besatte Aarhus Rådhus og heller ikke ransagede det, selv om [[Aarhus Byråd|byrådet]] så igennem fingrene med, at modstandsbevægelsen benyttede bygningen. Det ville i så fald også være forklaringen på, at tyskerne undlod at besætte kraftværkerne i Aarhus, men tværtimod lod et væbnet borgervagtværn holde kraftværkerne som en veritabel fæstning for at forhindre sabotage og bombeangreb. | Mange begivenheder i Aarhus under besættelsen må ses i en landspolitisk og international sammenhæng, hvor højere hensyn fik de lokale involverede til at vise tilbageholdenhed. Tyskland havde en voksende mangel på soldater og arbejdskraft. Modstandsbevægelsen vidste, at tyskerne kun ville sætte alle midler ind, hvis de følte sig tvunget til det, men også at de i så fald ville gøre det. På den anden side var tyskerne klar over, at modstandsbevægelsen måtte prioritere sine midler mellem sabotage og oprustning til en eventuel landkrig i Danmark. Derfor blev den politiske faktor betydningsfuld ligesom Tysklands krigsøkonomiske interesser i Danmark. På lokalt plan kunne tyskerne samarbejde med de stedlige danske myndigheder under hele besættelsen, samtidig med at tyskerne opretholdt den daglige forretningsgang med den danske forvaltning på nationalt plan også efter august 1943. Heri ligger sandsynligvis forklaringen på, at tyskerne ikke besatte Aarhus Rådhus og heller ikke ransagede det, selv om [[Aarhus Byråd|byrådet]] så igennem fingrene med, at modstandsbevægelsen benyttede bygningen. Det ville i så fald også være forklaringen på, at tyskerne undlod at besætte kraftværkerne i Aarhus, men tværtimod lod et væbnet borgervagtværn holde kraftværkerne som en veritabel fæstning for at forhindre sabotage og bombeangreb. | ||