11.457
redigeringer
TrineG (diskussion | bidrag) No edit summary |
No edit summary |
||
Linje 28: | Linje 28: | ||
Alt i alt betød tuberkulosestationens møjsommelige arbejde, at 24.551 mennesker blev henvist til undersøgelse. Det svarede til hver ottende af alle indbyggere i det område tuberkulosestationen havde ansvar for. Og det bare i 1951. | Alt i alt betød tuberkulosestationens møjsommelige arbejde, at 24.551 mennesker blev henvist til undersøgelse. Det svarede til hver ottende af alle indbyggere i det område tuberkulosestationen havde ansvar for. Og det bare i 1951. | ||
I løbet af 1950’erne blev arbejdet hjulpet godt på vej, da calmettevaccinationen blev bragt ud til alle hjørner af landet, og i løbet af årtiet fik Danmark grundigt styr på tuberkulosen. | I løbet af 1950’erne blev arbejdet hjulpet godt på vej, da calmettevaccinationen blev bragt ud til alle hjørner af landet, og i løbet af årtiet fik Danmark grundigt styr på tuberkulosen. | ||
[[Fil:Kø udenfor Skovvangsskolen for at komme til undersøgelse. 12.02.1958. .jpg|350px|thumb|Kø udenfor [[ | |||
[[Fil:Kø udenfor Skovvangsskolen for at komme til undersøgelse. 12.02.1958. .jpg|350px|thumb|Kø udenfor [[Skovvangskolen]] for at komme til tuberkuloseundersøgelse. 12.02.1958.]] | |||
I anledningen af Nationalforeningen til bekæmpelse af tuberkulose 50 års jubilæum, skrev Otto Lassen en kronik om udviklingen af bekæmpelsen af tuberkulose. Heri roste han befolkningen, og ikke mindst pressen, for at have skabt et øget kendskab til smittefaren og dermed nedsat vilkårene for spredning af sygdommen betydeligt. Derudover understregede han, at hygiejnen var altafgørende og at man med den rette tilgang til dette, kunne undgå spredning af sygdommen. Det var altså ikke selve patienterne der var faren, men derimod den manglende viden omkring smittebæreren. Han gav sig selv som eksempel: | I anledningen af Nationalforeningen til bekæmpelse af tuberkulose 50 års jubilæum, skrev Otto Lassen en kronik om udviklingen af bekæmpelsen af tuberkulose. Heri roste han befolkningen, og ikke mindst pressen, for at have skabt et øget kendskab til smittefaren og dermed nedsat vilkårene for spredning af sygdommen betydeligt. Derudover understregede han, at hygiejnen var altafgørende og at man med den rette tilgang til dette, kunne undgå spredning af sygdommen. Det var altså ikke selve patienterne der var faren, men derimod den manglende viden omkring smittebæreren. Han gav sig selv som eksempel: |